Fødselsdag

Mor banker på døren til stalden bag huset
hvor jeg sover med æslet.
”Emilio …” råber hun ” bette-lille Emilio …”
Jeg rejser mig, børster høet af tøjet
og glæder mig over, at vi bor langt fra alfarvej.
”… jeg har suppe til dig” råber hun
”med kartofler, chorizo, blodpølse og bønner”
I dag får jeg lov til at spise med sølvskeen
mor har pudset den og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede:
En mand der har mistet en tand
en på hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de håb og drømme
hans lille tandløse mor engang havde til ham.
Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen, men i vrangbilledets øjne
bor den dreng jeg engang var.
Han kigger på mig fra sølvskeens dyb
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham har jeg ingen dårlige undskyldninger
for ham kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bag min mors hus
min mor som jeg ligger til last
og til sorg, min mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud på ordentlige folk
men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk her på egnen
aldrig fået besked om omfanget af deres enfoldighed
men drengen vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forstille sig
han engang skal forvandle sig til.
Jeg stikker skeen i suppen
og mærker hvordan varmen
springer igennem metallet.

Emilio Alvarez

Dét var som om han pludselig var trådt ud i den friske, rolige natteluft. En tid blev alle tanker helt stille. Så kom der en behagelig erindring til ham. Landstedet hvor de havde boet sidste sommer. Nætter i den tavse park. Et stjernesitrende, fløjlsmørkt firmament. Hans mors stemme fra havens dyb, hvor hun spadserede med far på de svagt lysende grusgange. Sange hun sang halvhøjt hen for sig. Men dér ... det jog ham koldt gennem kroppen ... var også denne pinefulde sammenlignen igen. Hvad havde de mon følt ved det? Kærlighed? Nej, denne tanke fik han for første gang nu. I det hele taget var det noget ganske andet. Ikke noget for store og voksne mennesker; slet ikke for hans forældre. At sidde ved det åbne vindue om natten og føle sig forladt, at føle sig anderledes end de store, misforstået af enhver latter og ethvert spottende blik, ikke at kunne forklare nogen hvad man allerede betyder, og længes efter en kvinde der ville forstå det ... det er kærlighed! Men det kræver at man er ung og ensom. For dem må det have været noget andet; noget roligt og ligevægtigt. Mor sang simpelt hen om aftenen i den mørke have og var munter ...

Robert Musil: Disciplen Törless' forvirringer

I anledning af sangens år

Aha! Brad Pitt vil lave film med
budskab
Og Viggo Jensen er fyret i Silkeborg.
Gisp! (som er det modsatte af et
støn)
Den pæne prinsesse er blevet
bollet tyk igen (støn!)

14.14

Martin Larsen: Noter til det mere perfekte liv

Den ideelle croissant (og det drejer sig selvfølgelig om den parisiske croissant, for provinscroissanten er, i samtlige de byer jeg har været i, en katastrofe), den croissant man kunne betegne som Arketypisk smørcroissant, udviser følgende karakteristika: meget aflang rombe, afrundet i enderne, men med en næsten lige torso (den Almindelige Croissant, og kun dén, ser osmanisk ud, en måne) - gylden - trind - ikke for bagt - ikke for hvid og melet - pletter fingrene gennem det smørrebrødspapir, der omslutter den - frisk varm (den er kommet ud af ovnen for kort tid siden; den er endnu ikke blevet kold), (er den genopvarmet, hvilket måske passer sig for "grønsagstærter" eller for fjerkræ eller for de unævnelige skiveformede genstande franskmændene kalder for "pizzaer", får den skorpe, hvilket er rædsomt, og den bliver harsk, på grund af smøret).
Den består af tre hovedled, dens kød artikuleres i tre afdelinger, dækkede af en blød skal, som gør den beslægtet med den unge hummer. I denne homomorfisme croissant-hummer er midterdelen skaldyrets krop, mens yderdelene er forben uden klør. Det er en i allerhøjeste grad stilliseret hummer, kort sagt en Formel Hummer. For at croissanten skal blive perfekt, skal "benene" let gå fra "kroppen", når man hiver i dem, og med dem skal følge en skæv og frynset udvækst af croissantens inderkød, som på en eller anden måde helt uanstrengt bliver udtrukket af croissantens endnu varme indre, uden krummer, uden støj, uden den går i stykker. Jeg gør utrykkeligt krav på at have gjort dennne opdagelse (i det mindste har jeg endnu ikke fundet nogen "foregribende plagiater"), som jeg foreslår at give navnet Roubauds lov om smørcroissanter.

Jacques Roubaud: Londons store brand

Jeg væder normalt papirark med kaffe så det ligner et ældgammelt skattekort, trækker streger, som skal vise et landsskab set fra luften men ligner intet, da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv. Jeg hører helikopterpropellerne i det fjerne; ved at snart lander du på tennisbanen i tredimensionelt jakkesæt med attachémappen fyldt med bulgarske spillepenge. Jeg skynder mig at lægge indbrudsplanen i en skuffe og går dig i møde iført tynd flagrende silkekåbe og med åben favn; min favn er et vingehav; du kommer til syne med lind skemad på en plasticbakke og spørger om jeg er sulten.

Kristín Eiríksdóttir: Det hudløse øde

Tænk på dette: Når de forærer dig et ur, forærer de dig et lille blomsterhelvede, en rosenkæde, en luftkachot. De forærer dig ikke blot uret, hjertelig tillykke med fødselsdagen og vi håber det holder længe for det er et godt mærke, schweizisk med rubinanker; de forærer dig ikke blot denne lille stenhugger, som du vil spænde om håndledet og spadsere rundt med. De forærer - uden at vide det, det frygtelige er, at de ikke ved det - de forærer dig en ny skrøbelig og prekær stump af dig selv, noget, der er dit, men som ikke er din krop, som skal bindes til din krop med sin rem som en lille fortvivlet arm hængende fra dit håndled. De forærer dig pligten til at trække det op, for at det skal forblive et ur; de forærer dig den besættelse at kontrollere det præcise klokkeslet i guldsmedens butiksvindue, i radioudsendelsen, hos frøken klokken. De forærer dig frygten for at tabe det, at få det stjålet, for at det falder af og går i stykker. De forærer dig dets mærke og visheden om, at det er et bedre mærke end de andre, de forærer dig tilbøjeligheden til at sammenligne dit ur med andres ure. De giver dig ikke uret, du er gaven, det er dig, de forærer til urets fødselsdag.

Julio Cortázar: Indledende bemærkninger til vejledning i at trække ure op

I anledning af sangens år

Ha! Og de kalder mig Tosse-Emilio

På vejen til Baños de Molgas
møder jeg de mest enfoldige tåber
man kan forestille sig:
”Don Felipe har købt et automobil”
siger de
uden at ane
at de sammen med alle de andre bønder
på Finca Isabel
selv har betalt for vidunderet.
Jeg forsøger
at mase mig forbi...
”Har du set automobilet?” spørger de
og deres hoveder virrer
som hovederne virrer på får:
”Det er røøøøøøødt!
Det er røøøøøøøødt!”
bræger de og jeg burde le
af deres dumhed
men jeg ler ikke
jeg græmmer mig
over at leve blandt fæhoveder
der ikke ved
hvad rødt er
end ikke blodet i deres årer er rødt
så jeg går forbi
uden at fortrække en mine
uden at sige et ord
indtil jeg ikke kan holde det ud mere:
”Mæææhhhhh”
vrænger min mund pludselig vredt
og nu er det fårene der ler
og kalder mig Tosse-Emilio. De hvid får
og de sorte.

Emilio Alvarez

På en god dag
(som i dag) tænker jeg ikke
på at blive gammel
og dø alene.

Emilio Alvarez

I anledning af sangens år (aflyst)

Larsen og Højrup om 100 år:

Det vigtigste på programmet var vel de såkaldte venskabsmøder med andre delegationer. Gerne nogle fra de andre lejrbyer. Danskere og libanesere mødtes til aftalt tid, og vi satte os ud i pinjeskoven ved små borde, der var naglet fast til cement mellem træerne. De kiggede på os, smilede, sagde deres navne, og så begyndte talerne. En pioner rejste sig, det kunne være mig, og sagde sådan noget som, at Danmark var et kapitalistisk land, der støttede USA-imperialismen, men proletariatet var solidarisk med det kæmpende folk i Oman eller Sydafrika, noget i den retning, altid noget med, at samfundet derhjemme var ved at styrte sammen. Vores voksne ledsager, ungkommunisten Torben, skrev talen. Derefter blev guitarerne stemt, og man sang for hinandne. Danskerne fremførte Spanienssangen En hilsen til jer kammerater og den fagpolitiske folkblues Røde Wilfred. Mødet mundede ud i mere utvunget samvær, hvor man byttede emblemer, stillede op til gruppefotografering og måske lavede kyssedans, hvis der var tid tilovers.

Jens Jakob Toftegaard: Dolkestødslegender

I anledning af sangens år

The Varsity Drag

Jeg har ikke meget tilovers for noget

Det brænder i vest
men hvorfor svier mine øjne
når ingen røgfane stiger mod himlen?
Fårene er gennet sammen i indhegningen
og for en stund
kan hyrden trykke sin pige mod brystet
Horisonten rejser sin hanekam
men hvad er solnedgangen for mig
der stadig må pukle
når stjernerne prikker hul i mørket
andet end et narrespil?
De kosmiske gentagelser håner min ensomhed!
Jeg knytter hånden
og tænker på min tandløse mor.

Emilio Alvarez

I anledning af sangens år

then it wasn't different!

Opbrugt er alle koks; tom er spanden; meningsløs koksskovlen; kulde ånder ud af ovnen; værelset er sprængfærdigt af frost; uden for vindueren træer stift klædt i rim; himlen et sølvskjold vendt imod enhver, der søger hjælp hos den.

Franz Kafka: Koksspandrytteren

I anledning af sangens år

... and of course the answer to that is: hit it!

Hun er buttet og glad og ser altid positivt på tingene. Sådan en happy optimist, der ligner en gris, når hun ikke tager sig i agt. hun glinser meget let, og hun pudrer sig, når hun går på toilettet. Det vidner om, hvor seriøst hun tager sit arbejde. Men hun tror, at hun tager det seriøst. Hun tror, hun er vigtig, og at hun har et stort hjerte - ligesom resten af os. Hun har altid for varmt tøj på, fordi hun er fedladen og vil skjule sine deller. Trunten går ikke op i stoffer og kan sagtens bære akryl på en stegende varm sommerdag, så svedskjolderne dunster som en flok svin i brunst. Hun ringer hemmeligt hjem, når hun kan komme til det, men lægger røret, når jeg går forbi. Hun er sådan en, der laver god mad hver aften og hygger om sin familie og fortæller dem om sin dag på arbejdet, og lige meget hvor meget lort der har været, og hvor meget hun har kedet sig og følt sig underlegen og manipuleret med og ikke værdsat af mig, så er det ikke noget, hun vil belemre sin lille lykkelige familie med derhjemme. Hun vil fortælle det hele på en positiv måde, som om det har været interessant og lærerigt, og har det været bare en lille smule negativt, så er det okay, for så har man kunnet lære noget af det, og så er man i det mindste blevet så meget klogere til næste gang, man kommer ud for nogenlunde det samme. Smil til verden, og den smiler til dig, kunne hun finde på at sige, den lille trunte, og hun ville selv tro det. Smil til verden, og verden smiler til dig. Få en depression, og ingen opdager det.

Christina Hagen: Sexdronning

I anledning af sangens år

Road hogs!

Idé maraton 2004

Man ved, at en bestemt elefant, der var lidt sløv til at opfatte det, den fik besked på, og derfor ofte blev straffet med slag, øvede sig i at udføre ordrerne om natten. Det er forbavsende, at elefanter kan klatre op ad reb, men mest forbavsende er, at de kan kravle ned igen, også når rebet hænger lodret ned. Mucianus, som var konsul tre gange, skriver, at en bestemt elefant lærte det græske alfabet og ofte skrev på det sprog: Jeg har selv skrevet dette, og jeg har ofret krigsbytte fra kelterne. Mucianus skriver også, at han selv i Puteoli så elefanter, der, når de skulle føres ud af et skib, blev skrækslagne over, hvor lang broen ind til landjorden var, og måtte vende sig om og gå baglæns, for at slippe for at kunne bedømme afstanden.

Plinius den ældre: Om mennesker og dyr

I anledning af sangens år

the luck of the irish

Those heroes that shed their blood and lost their lives…
You are now living in the soil of a friendly country. Therefore rest in peace. There is no difference between the Johnnies and the Mehmets to us where they lie side by side here in this country of ours…
You, the mothers, who sent their sons from faraway countries wipe away your tears; your sons are now lying in our bosom and are in peace, after having lost their lives on this land they have become our sons as well.

Kemal Atatürk: Gallipoli - Memorial

I anledning af sangens år

the question is: who cares!

Sneen fyger over
Tenala kirkegård

Vi tænder lys for at
de døde skal være mindre

ensomme, vi tror de er
underkastet samme love

som vi. Lysene blinker uroligt:
de døde længes måske efter

selskab, vi ved ingenting om
deres virksomhed, sneen fyger

De døde tier som vat.
En flok tynde børn som

uhørligt træder et skridt nærmere
Ser de opmærksomt på os et

øjeblik: er det fordi de
har glemt, eller husker? Sneen

fyger over Tenala krikegård

Som når man flyver ind
over en by om natten i

lav højde: lysene bliver
til motorveje, køretøjernes

lygter, man kommer
et eller andet sted fra

Snart kører man bil langs en
vej, et af de blinkende

lys i den fygende sne

Tua Forsström

Now this be a Tale of as fine a Wench as ever wet Bed, she who was called Evangeline Musset and who was in her Heart one Grand Red Cross for the Pursuance, the Relief and the Distraction, of such Girls as in their Hinder Parts, and their Fore Parts, and in whatsoever Parts did suffer them most, lament Cruelly, be it Itch of Palm, or Quarters most horribly burning, which do oft occur in the Spring of the Year, or at those Times when they do sit upon warm and cozy Material, such as Fur, or thick and Oriental Rugs, (whose very Design it seems, procures for them such a Languishing of the Haunch and Reins as is insupportable) or who sit upon warm Stoves, whence it is known that one such flew up with an "Ah my God! What a World it is for a Girl indeed, be she ever so well abridged and cool of Mind and preserved of Intention, the Instincts are, nevertheless, brought to such a yelping Pitch and so undo her, that she runs hither and thither seeking some Simple or Unguent which shall allay her!

Djuna Barnes: Ladies Almanack

LXI

Besides the cathedral,
at Orvieto there is
a second tourist attraction.

It is a well.
The Pozzo di San Patrizio
was built by Pope Clement VII

to supply the town with water
in case of a siege.
It is over 62 meters deep.

There are 248 comfortable steps
from the top to the bottom of the well: 248 spiral back up
They are not the same steps.


LXII

Designed concentrically
the two staircases fit

one within the other

like a jackknife blade
within a jackknife,
so that two people

one coming up,
the other going down,
can never meet.

Anne Carson: Glass, Irony and God

Al handel er i selve sit væsen satanisk. Handel er byttehandel, lån med underforståelsen: giv mig mere tilbage, end jeg giver dig.
- Enhver handelsmands sjæl er fuldstændig fordærvet.
Handel er naturlig, følgelig er den nederdrægtig.
Den mindst nederdrægtige af alle handelsmænd er ham, der siger: "Lad os være redelige for at vinde endnu flere penge end de tåber, der svindler." For handelsmanden er selv ærligheden en spekulation i vinding. Handel er satanisk, fordi den er en af egoismens former og endda den laveste og lumpneste.

Charles Baudelaire: Dagbøger

Alt er Mellemled i denne Eksistens, alt er Middel; det er umuligt at forbinde noget Formål med den. Den Ting der fabrikeres er et Middel: den bliver solgt. Hvem kan forestille sig den som noget godt? Råmaterialet, Værktøjet, Arbejderens Krop, endog hans Sjæl, er Midler i Fabrikationens Tjeneste. Nødvendigheden findes overalt, det Gode ingen steder.

Simone Weil: Det som er helligt

Jeg stred mig over marken, da jeg hørte en lyd, og så under mig en lille hare, der græd så bittert. Åh, gode herre, sagde den, træd ikke på mig ...! Næ, sagde jeg, hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Åh, men herrerne, fortsatte dyret, træder så ofte på mit bo alene for morskabs skyld ...! Nå, det kan jeg ikke tro, sagde jeg. Så sandt det er, gode herre, sagde haren. Ja ja, sagde jeg, nu skal du bare lægge dig og sove igen, ikke? Jeg havde allerede påbegyndt min videre fremfærd, da haren sprang efter mig og klamrede sig til mit ben. Jeg forsøgte at ryste ham af. Gå ikke, før jeg har budt på noget, sagde han, det kræver dog min selvrespekt! Aha, sagde jeg. Ja, lad mig byde gode herre, sagde haren, De vil ikke fortryde ...! Og hvad kan du så byde på? spurgte jeg. Den bedste Brandy, herre, sagde haren. Aha, sagde jeg. Javist, lovede haren, prima varer, herre ... Det lader sig høre, sagde jeg, giv mig en! Han sprang ned i sit hul og jeg så mit snit til at fortsætte, efterhånden godt irriteret over alle disse afbrydelser.

Jeppe Brixvold: Forbrydelse og fremgang

Han skød snart i vejret og måtte gå i klæder, som han var vokset fra. Kammeraterne begyndte at gøre løjer med ham for hans korte bukser og hans hjemmelavede krans på huen. Alle hans skolebøger købtes antikvarisk i gamle oplag, - hvad der afstedkom mange ubehageligheder i skolen.
- sådan står der i min bog, svarede Johan.
- Må jeg se din bog!
Skandale! Og ordre til at købe det nyeste oplag, hvilket aldrig skete.
Hans skjorteærmer sluttede midt på armen, og skjorten kunne ikke knappes. Ved gymnastikken beholdt han derfor altid jakken på. En middag skulle han i sin egenskab af fløjmand blive tilbage til en privatlektion i den højere gymnastik hos løjtnanten.
Alle tog deres trøjer af, undtagen Johan.
- Nå, er jakken ikke kommet af endnu?
- Nej, jeg fryser, sagde Johan.
- Du skal snart blive varm, sagde løjtnanten, - bare af med trøjen!
Han vægrede sig. Løjtnanten kom nu venligt spøgende hen til ham og trak i ærmerne. Han gjorde modstand. Læreren så på ham.
- Hvad er nu det for noget? sagde han. Jeg beder pænt, og så vil han ikke gøre, hvad jeg vil ha'! Gå så din vej!
Den unge fyr ville sige noget til sit forsvar, så bedrøvet på den venlige mand, som han altid havde stået sig godt med - men han tav og gik!

August Strindberg: Tjenestekvindens søn

Jeg skal dø i Paris, en dag hvor det regner,
en dag jeg husker som var det i går.
Jeg skal dø i Paris, og hvorfor ikke,
om efteråret, en torsdag måske, som i dag.

Ja, sikkert en torsdag, for i dag, en torsdag,
mens jeg skriver disse vers, gør det ondt
i mine arme, og aldrig på min hele vej
har jeg følt mig så alene som i dag.

César Vallejo er død, de slog ham
alle, uden at han gjorde dem noget;
de slog ham hårdt med en stok og hårdt

også med et reb; torsdagene
er hans vidner, og hans trætte arme,
ensomheden, regnen, vejene ...

César Vallejo: Den sorte herold

tænker på hende
uudholdeligt! Jeg tager derhen...
fra floden
vinternattens bidende kastevinde
og vadefuglene skriger.

Kino Tsuryuki


"selv nu,
bly, hvorfor bemærkes kun
foråret!"
som jeg, med lukkede øjne
klamrer mig til hans hånd.

Yosano Akiko

Kom nu, siger hun, bliv ved, hun er grådig, det skal gå stærkt, hurtigere, og det skal gøre lidt ondt, for det er sandheden, at det gør lidt ondt, livet, det skal gøre lidt ondt at blive voksen, det skal gøre lidt ondt at være hende,

Lars Frost: Ubevidst rødgang

THE following sing I a book a book of art of mind art
and that wich he hid reveal I

Tom Philips: A Humument

Hvor er du, livsaglige Lyst?
Hvor er du, o himmelske Glæde?
Kom hid til mit Bryst!
Tag tæt ved mit Hjerte dit Sæde!
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Her er jeg! modtag mig! og le!"
Saa vinkte Gudinden for Latter;
jeg lo - men o ve!
Det ikke var Himmelens Datter -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Kom! favn mig! spring lystig! og larm!"
Saa støjed' en anden og spøgte;
Jeg sprang - men, o Harm!
Det ikke var hende, jeg søgte -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Kom! kys mig! og smelt i min Lyst!"
Saa tonte den tredde Gudinde;
Jeg sang - men mit Bryst
Blev tomt, det var ej min Veninde! -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

Da tav det; en Perle nedrandt;
Det smilte, som Englene græde;
Jeg græd - men fandt
Min søgte, min himmelske Glæde!
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

Jens Baggesen: Labyrinten

Kære Miss Universe,

med årene bliver jeg mere usikker. Kynisme og ironi er for længst blevet til tvivl og en lang pinlig tavshed i telefonen. Bøgerne blir tændt som lamper på aftenvarme mure, nye ord gror ud af de gamle, en slags pejlemærker dan dag det går løs. I den overbelyste aften byder du dig til og lader dig fotografere fra alle tænkelige vinkler. Til lykke med sejren, kære Miss Universe, den var helt sikkert for tjent. Men undskyld jeg siger det: De digte, du skriver i din badedragt med småpigebryster og tætklippede kønshår, er langt mere perverse end mine, for du tror jo virkelig på, at skønhed kommer indefra.

Morten Søndergaard: Vinci, senere

Dine tanker er ikke noget værd før

du skriver dem ned, siger Dr. Ingenting

de er der bare ligesom venskaber

der også har det bedst når man ikke

forsøger at sætte pris på dem

når man ikke

prøver at regne ud hvor dyre-

bare de er. Klippeskrænten er en dragehale

på vej i havet. Møllerne

er ikke ”vindblomster” Skal din bog kun bestå

af sandheder? spørger jeg. Digteren er gået ud i landskabet

med sin blok. Han føre regnskab

med verden, det er det

jeg ikke bryder mig om.

Over for sine egne Bøger har man Fornemmelsen af at være Falskmøntner, og man tager dem derfor kun nødigt i Haanden. Man har været i Ali Babas Hule og har kun bragt en ussel Haandfuld Sølv for Dagen.

Ernst Jünger: Kaprisiøse Indfald

Apostelbyen

Efter din død.
Blæste det hver dag.
Hver dag.
Stod imod os som en mur.
Vi gik.
Råbende sidelæns til hinanden.
Henad vejen.
Det var nytteløst.
Mellemrummene imellem os.
Blev hårde.
De er tomrum.
Og dog er de faste.
Og sorte og bitre.
Som mellemrum mellem tænderne.
På en gammel kvinde.
Du har kendt for mange år siden.
Dengang hun var.
Smuk med nerverne strømmende omkring sig som en paladsbrand.

Anne Carson: Byernes liv

12 April 1810, Thursday entry

(…) Went on shore with Captain Bathurst and Lord Byron. Town [blot] in ruins from Russians, but still a shop or two, and some parts rebuilding. Once must have been a considerable capital for such an island, having a castle surrounded with a moat. Saw an [ ] piece of Granite brought from Alexandria of Troas.
A crowd of Turks on shore belonging to several small ships, detained in the little harbour by the southerly wind, surrounded and listened to Lord Byron.
Captain Bathurst and I walked, and where treated to coffee by the principal Turk of the place, at the deal shop of a miserable-looking Greek, who had called himself "English Consul", and who had been sent in a boat to signior Tarragona, Jew and British Vice-Consul at the Dardanelles, to advise him of our approach. Here one of the Turks said, "When the English came here in wartime, they asked us only for a draught of water - but the Russians, they burnt our town and took everything, as you see."

Diary of John Cam Hobhouse

Juni 1832

(...)
En drømmende stemning, som 1821 var fuld af ømhed og senere blev filosofisk og melankolsk (uden at forsøge på at være forfængelig ville jeg kunne sige at den var præcis ligesom Jacques i As you like it), er for mig blevet en sådan nydelse at når en god ven kommer imod mig ville jeg kunne skyde ham for at forhindre ham i at tiltale mig. Bare åsynet af nogen jeg kender gør mig ubehageligt til mode halvtreds skridt i forvejen. Derimod elsker jeg at træffe gode venner i selskabslivet om aftenerne, om lørdagen hos M. Cuvier, om søndagen hos M. de Tracy, om tirsdagen hos Mme Ancelot, om onsdagen hos baron Gérard osv...

Stendhal: En egocentrikers erindringer

Jeg elsker Tjekkoslovakiet på en anden måde end Hitler gjorde, men dig elsker jeg som Hitler elskede Tjekkoslovakiet. Jeg mener at hun ikke interesserer mig længere, ikke mere end et hvilket som helst erobret område, en knappenål på kortet, og jeg ved ikke om jeg føler nogen tilfredsstillelse. Jeg fik et brød, som indeholdt en sten; min far var sådan.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

AT NORTH FARM

Somewhere someone is traveling furiously toward you,
At incredible speed, traveling day and night,
Through blizzards and desert heat, across torrents, through narrow passes.
But will he know where to find you,
Recognize you when he sees you,
Give you the thing he has for you?

Hardly anything grows here,
Yet the granaries are bursting with meal,
The sacks of meal piled to the rafters.
The streams run with sweetness fattening fish;
Birds darken the sky. Is it enough
That the dish of milk is set out at night,
That we think of him sometimes,
Sometimes and always, with mixed feelings?

John Ashbery: A Wave

M/S NELLY I MODLYD

Hvid over mine følelsers abstrakte landskib
selvmordsælen. Flimrende som sprut i vand
min hånd mod disse hard facts:

Skabet stinker af mine følelsers dåd
og hverdagens trivialetater: Teak. Teak.
Matema. Tematema. Matetak. Teametik.

Anatematak. Anagrib. Atomatak. Ik
hverdagens ubønhyrlige avancement
hus og hjem forfølt og underelsket.

Min hånd i vand som sprit glimrende.
En fact: Selvmordsolen hvid
over mine følelsers abstrikte lindskib.

Nelly. Nelly. Nelly. NELLY.


Per Højholt: Poetens hoved

Ilden er blevet til en rasende ild. Hvorfor har man givet den tid til at blive til en rasende ild? Den æder, den river, den hvæser, den raser, den er som en glødende, rødlig drukkenbolt, der raserer og ødelægger alt, hvad han kan komme i nærheden af. Huset går helt sikkert til grunde. Alle de skønne kostbare varer, der ligger stablet derinde, brænder op: det betyder dog ingenting, så længe intet menneskeliv går tabt. Men det synes som om, det skrækkeligste vil ske. En pigestemme skriger fra røgen og flammerne. Du arme pige! Moderen synker sammen på gaden i afmagt. En handelsrejsende holder om hende. Åh, hvis jeg dog bare var stærk og stor! Hvor gerne ville jeg så byde flammerne trods og springe ind til pigen som en helt, der kommer til undsætning! Er der ingen helt til stede? Nu er muligheden der for at vise sig som et bravt og modigt menneske. Men hvad er nu det? En ung, slank mand i usselt tøj er allerede trådt op på en høj stige og bevæger sig højere og højere op og ind i røgen, ind i flammerne, han kommer til syne igen et øjeblik og forsvinder på ny, og vender så - åh, hvilket syn - tilbage med pigen i den ene arm, mens han forsigtigt holder fast på stigen med den anden og giver moderen, der i mellemtiden er kommet på benene igen, datteren, som nu næsten bliver kvalt i omfavnelser. Hvilket øjeblik! Åh, kunne jeg dog bare have været den brave, tapre mand. Åh, at være en sådan mand, at kunne blive en sådan mand! Huset brænder helt ned. På gaden omfavner mor og datter hinanden, og den, der har reddet hende, er sporløst forsvundet.

Robert Walser: Fritz Kochers skolestile

Når jeg taler med dig
Koldt og almindeligt
Med de tørreste ord
Uden at se på dig
(Jeg kender dig åbenbart ikke
Du med din egenart og dine vanskeligheder)

Så taler jeg jo kun
Som virkeligheden selv
(Den nøgterne, blind for din egenart
Led og ked af dine vanskeligheder)
Som jeg ikke tror du har blik for.

Bertolt Brecht: Af Læsebog for byboer

Jeg længes efter dig. Londons lys. Menneskemyldret. Havde du ikke et modermærke et sted tæt på navlen? Jeg er somme tider kommet til at røre ved det, når jeg har kærtegnet dig. Det er brunt, som mine øjne, og en smule hævet? Jo, du har. Sarah havde enogfyrre modermærker, det har jeg vist nok fortalt dig. Skal vi afholde en modermærkekonkurrence? Præmien er et knald for hvert modermærke. Nu røg jeg vist for langt ud, men da jeg jo har besluttet, at der ikke skal slettes et eneste ord, så må det være sådan. Sagen er nok også den, at verden ville være et meget lykkeligere og sjovere sted, hvis menneskene ikke prøvede på at skjule deres dumhed.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

En morgen stod hun ved mit spejl og sagde: 'Mine læber er blevet blegere, nu de har smagt noget nyt og noget mere. Men man kan bare bide i dem, så rødmer de.'
'Så bløder de,' sagde jeg og trillede ned på gulvet med et bump. Kravlede hen over gulvet til hendes fod. Ved hendes fod tog jeg fat, og hun faldt. Vi blev liggende der, hen over gulvet, hev lagnerne ned over os, og de kom imellem os og rundt om os. 'Jeg er vågen. Jeg er vågen,' hviskede hun. Pegede på mine øjne og kaldte dem himmel. Mit hår og sagde nød. Mine tænder og sagde kridt. Hendes pegefinger pegede, var overalt. Og jeg voksede. Hendes - yppighed - ja - tog livet af mig.

Pia Juul: Skaden

Det er meget almindeligt at have været der efterhånden, men jeg har ikke været der. Jeg ved bare, der for eksempel står et træ i en af forstæderne, hvor der hver morgen et helt forår sad en fugl med rødt bryst, som sang smukkere end en nattergal på Banken i Tjørnelunde nogensinde har sunget ved nattetide.

Jeg har ikke været der, for jeg blev forhindret. Der kom to ting i vejen, sommerregnen og en bog. Jeg var der, men det regnede, og jeg læste.

Pia Juul: Jeg har ikke været der (Et rejsebrev)

The smell of breating fish and breathing shells seems sad, a mystery, rapturous, then dead. A self-centered being, in this different world. A urinating doll, half-buried in sand. She is lying on her stomach with one eye closed, driving a toy truck along the road she has cleared with her fingers. I mean untroubled by the distortions. That was the fashion when she was a young woman and famed for her beauty, surrounded by beaux. Once it was circular and that shape can still be seen from the air.

Lyn Hejinian: My life

South Hadley, efterår, 1847

Min kære broder Austin, ─ Jeg har faktisk ikke et ledigt øjeblik, hvor jeg kan skrive til dig, og tager tiden fra ”stille læse timer”, men jeg er opsat på ikke at bryde mit løfte igen, og for det meste fører jeg mine beslutninger igennem. Jeg så efter dig lørdag aften til du forsvandt ud af syne, og gik så til mit værelse, og tog mine skatte i øjesyn, og tro mig: ingen gnier har nogensinde talt sine bjerge af guld med større tilfredshed, end jeg stirrede på mine gaver derhjemme fra …

Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor meget godt dit besøg gjorde mig. Mit humør er på vidunderlig vis, blevet langt lysere siden da. Jeg var ellers stærkt opsat på at få hjemve efter du tog afsted, men jeg bestemte mig for ikke at få det, og opgav derfor alle hjemvesfulde følelser. Var det ikke en viis beslutning?

Der har været et værre menageri her i denne uge. Miss Lyon lod ”Daddy Hawks” være protegé for alle de seminariepiger, der havde lyst til at se bjørnene og aberne, og din søster, der ikke havde noget ønske om at tage med, følte sig forpligtet til at afslå den nævnte gentlemans galanteri , ─ som jeg frygter, jeg måske aldrig igen vil få mulighed for at unddrage mig. Hele forsamlingen stoppede op foran seminariet og spillede omkring et kvarters tid, for at øve sig til om eftermiddagen, vil jeg tro. Næsten alle pigerne tog med, og jeg nød ensomheden udmærket.

Jeg vil gerne vide hvornår du kommer og besøger mig igen, for jeg vil gerne se ligeså meget til dig, som jeg gjorde tidligere. Jeg tog hen for at møde Miss. F. på hendes værelse i går. . . .Jeg holder vældig meget af hende, og tror jeg vil komme til at holde af alle mine lærere, når jeg har lært dem bedre at kende, og kender deres vaner og veje, som jeg kan forsikre dig om, nærmest er ”uransagelige”.

Jeg havde nær glemt at fortælle dig om en drøm, som jeg drømte i nat, og jeg vil bede dig om at forvandle dig til Daniel, og fortolke den for mig, eller hvis du ikke har lyst til at udsætte dig for alle de prøvelser som han gjorde, vil jeg tillade dig at fortolke den uden dem, forudsat at du vil prøve på ikke at lyve om det. Altså, jeg drømte en drøm, og se! fader havde fejlet, og moder sagde at ”vor rugmark, som hun og jeg havde sået, var pantsat til Seth Nims.” Jeg håber ikke det er sandt, men skriv nu snart og fortæl mig det, for du ved, at jeg ville dø af skam, hvis vor rugmark var pantsat, for slet ikke at tale om hvis den skulle være faldet i hænderne på en galning!

Vil du ikke nok fortælle mig, hvornår du svare på mit brev om, hvem det er, der er præsidentkandidat? Jeg har prøvet på at finde ud af det lige siden jeg kom hertil, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg ved intet mere om verdenssituationen, end hvis jeg havde været i trance, og du må forestille dig, med al din ”studentikose skarpsindighed” at det kun er meget lidt og ganske uklart. Er den mexicanske krig slut endnu, og hvordan? Er vi blevet besejret? Har du hørt om noget land skulle være i færd med at belejre South Hadley? Hvis det forholder sig sådan, så underret mig om det, for jeg vil være gerne have mulighed for at flygte, hvis vi skulle blive stormet. Jeg går ud fra at Miss Lyon ville udstyre os alle med dolke og beordre os til at kæmpe for vore liv, hvis sådanne farer skulle ramme os. . . Miss F. sagde, at jeg skulle sende hendes kærligste hilsener, hvis jeg skrev til Amhest. Da hun ikke sagde til hvem, må du fordele dem som din fornuft og diskretion byder dig. Vær nu en god dreng, og tænk på mig!

Emily Dickinson: Breve

Onsdag d. 23. juni 1847

7 da jeg var paa Dækket, og saa Englands østlige Kyst; - vort Skib gik langsomt, (først Klokken 5 kom vi til London,) - Themsen tyder paa at England er Havets Behersker, her flyver dets Tjenere ud, hele Skarer af Skibe, hvert Minut kommer en Løber (Dampskib), de andre have Blomster i Hatten, denne sit lange Røg/-Flor, hvori mellem den røde Ildblomst titter frem. - Det lange hvide Kjølvand gaaer bagefter; -Kysten vist 3 a 4 Mile bred. Skibene kom for fulde Sejl, brystene sig, som Svaner. Tusinde Fiskerbaade, som et Marked, som Kyllinger, som sønderrevne Papirstykker, - Dampskib paa Dampskib, som Raketter ved et stort Fyrværkeri; - Ved Gravesand saae det ud, som en stor Mosebrand, og det var Røgen af Dampskibe. - Lystjagter for unge rige Gentlemenn. Et brillant Tordenvejr, mod Nord slog Lynet ned og et Jernbane-Tog jog afsted med sin blaae Røg mod den sorte Sky, det tiltalte mig mere end de storartede tilrøgede Bygninger paa den anden Side af Themsen.

H.C. Andersen: Dagbøger 1845-1850

Jeg træf ham i hans gotiske Jagtværelse; det lignede et Rustkammer. Alle Vægge var behængt med Fælder, de var helt dækket til af Rævesakse, Ruser, Net, Doner og Muldvarpegalger. En samling listigt bundne Slynger og Knuder hang ned fra Loftet - et filtret Alfabet, hvor hvert eneste Bogstav gik ud paa at tage Fangen. Selv Lyset var indrettet i Overenesstemmelse hermed: Kerterne var boret fast i de spidse Takker paa en stor Vildtskas, hvis Kæber dannede en Ring. Det var en af den Slags, man om Efteraaret skjuler under det visne Løv paa ensomme Skovstier, og som snapper sammen i Brysthøjde med et dødbringende Bid, bare et Menneske strejfer den med Foden. Men lige nu kunde man næsten ikke se dens Tænder; for de var til Ære for mit Besøg omviklet med en Krans, der var flettet af matgrøn Mistelten og røde Rønnebær.

Ernst Jünger: Kapriciøse indfald

146

De komplimenter man giver treårige piger er den bedste opdragelse som kan tænkes, hvis man vil lære dem forfængelighed af den værste skuffe. At være sød er hovedsagen, vigtigst af alt i verden. At være klædt sødt på er at være sød.
Sådanne enfoldige komplimenter bruges kun i bogerskabet; lykkeligvis betragtes de som altfor billige og anses derfor for at være dårlig smag hos dem der har egen vogn.

Stendhal: Om kærligheden

Når et menneske tiltrækker mig seksuelt, holder det op med at interesserer mig som menneske. I den rækkefølge. Det er sjældent anderledes. En opdagelse jeg har fået bekræftet andre steder. De her replikker om filmen Pianisten fx: "Helt nøgen ses hun ikke som menneske." Og den næste er næsten en trussel: "Hvis du kan beskrive hendes nøgenhed (hendes påklædte nøgenhed vel at mærke) - så er du velkommen!" Og i Susan Howes behandling af Emily Dickinsons masterletters: Hun ser dem som en stiløvelse ("lad os ikke forfalde til human interest") på trods af deres underdanighed, som minder om afsnit fra Esajas Bog.

DAGENS ANSIGT: Allie Mae

South Hadley, 2. November, 1847

Tirsdag middag

Min kære broder Austin, ─ Jeg har netop afsluttet min historietime, og har et nogle få minutter som jeg vil udfylde ved at svare på dit korte men kærkomne brev. Du har sikkert hørt at jeg var i live og ved godt helbred i går, med mindre Mr. E. Dickinson blev frarøvet en meddelelse hvis indhold kundgjorde dette. Men siden røvere ikke er så talrige nu om dage, vil jeg ikke have nogle bange anelser desangående indtil videre. Hvordan klare du dig uden mig nu, og synes det ”stadig mere som en begravelse” end det gjorde før dit besøg hos din ydmyge tjener på dette sted? Svar mig! Jeg vil meget gerne se jer alle hjemme, og regner med at gøre det om tre uger fra i morgen, hvis ikke noget uforudset, som hungersnød eller sot, skulle forekomme, og forhindre mig i at komme hjem. Jeg glæder mig meget til at se dig lørdag i denne uge, og du må hellere lade være med at skuffe mig! For gør du det, vil jeg spænde ”furierne” for og forfølge dig med ”en pisk af skorpioner”, som er endnu værre, vil du erfare, end ”den lange havre” som du måske husker. . . . Fortæl fader at jeg er ham meget hengiven for hans tilbud om økonomisk assistance, men at jeg ikke har brug for den. Vi er udstyret med en regnskabsbog her, og er forpligtet til at skrive hver eneste promille ned vi bruger, og hvad vi brugte den til, og vise den til Miss Whitman hver Søndag; så du kan nok forstå, at din søster lærer regnskabsføring ud over de andre grene af hendes uddannelse. Jeg klarer mig fint med mine studier og er tilfreds, endog meget, med mig selv.

Skriv snart et langt brev til

din hengivne søster,
Emily

Emily Dickinson: Breve

Så kom der en blind mand. Han satte sig på bænken foran kroen, stemte sin guitar og begyndte at spille, som var det den naturligste ting i verden. Langt borte kom en tjenestepige gående med en krukke vand på hovedet. Først gik hun i takt med musikken, så gjorde hun nogle små hop og til sidst, da hun var nået hen til den blinde mand, gav hun sig fuldstændig hen i dansen, stillede krukken fra sig og dansede med liv og sjæl. En staldkarl, som gik over gårdspladsen et stykke borte, lagde en tung byrde han bar og begyndte at danse. Inden der var gået en halv time var der faktisk 13 spaniere der dansede rundt om den blinde. De interesserede sig meget lidt for hinanden. Der var ikke antydningen af koketteri, det virkede som om de alle dansede for at gøre sig selv en glæde, ligesom man ryger en cigar.

Stendhal: Vandringer i Rom

Hun har et prægtigt østerlandsk Ydre, hun har smukke Øjne og smukke Manerer. Naar hun kommer ind i en Stue, gør hun samme indtryk som en Leopards skønhed. Hun er for fintfølende og sig selv for bevidst til at afvise en Mand, der vil gøre kur til hende - hun er vant til det og anser det ikke for noget særligt. Jeg er altid mere utvungen sammen med saadan en Kvinde. Synet af hende gør mig altid saa livlig og opstemt, som jeg umuligt kan være sammen med noget lavere. I saadanne Stunder er jeg altfor optaget af at beundre til at være kejtet eller febrilsk. Jeg glemmer mig selv fuldstændigt, fordi jeg lever i hende. I tror allerede at jeg er forelsket i hende, saa før jeg gaar videre, vil jeg fortælle jer, at det er jeg ikke - hun holdt mig vaagen en Nat, som en af Mozarts Melodier kunne gøre. Jeg omtaler dette som et Tidsfordriv og en Fornøjelse, og jeg føler aldrig inderligere Fornøjelse, end naar jeg taler med en dronningeværdig Kvinde, hvis Læbers blotte "Ja" og "Nej" for mig er et Festmaaltid. Jeg græder ikke for at faa Maanen med hjem i Lommen, og jeg græmmer mig heller ikke over at lade hende bag mig.

John Keats: Brev til George og Georgiana Keats

Da Marie var kommet lidt til sig selv, spurgte jeg hende, om hun kunne huske en bleg, mager mandsperson, som havde sat sig mellem hende og gedebukken for to år siden? - Hun sagde, at hun havde været noget uklar på den tid, men hun huskede ham af to grunde: for det første fordi hun, syg som hun var, havde set at manden havde medlidenhed med hende, og for det andet, fordi gedebukken havde stjålet hans lommetørklæde, og hun havde givet den prygl på grund af tyveriet-. Lommetørklædet havde hun vasket, sagde hun, i bækken, og gik bestandig med det i lommen for at give ham det, hvis han skulle komme tilbage, hvilket han havde lovet hende. Da hun fortalte det, tog hun lommetørklædet op af lommen for at vise mig det; hun havde pakket det pænt ind i et par vinblade, bundet sammen med en ranke. - Da hun foldede det ud, så jeg, at det var mærket med et S. i det ene hjørne.

Laurence Sterne: En følsom rejse

Frankrig og i særdeleshed Paris' opland, har jeg aldrig brudt mig om, hvilket beviser at jeg er en dårlig franskmand og et ondt menneske, sagde senere Mlle Sophie ..., M. Cuviers steddatter.
Jeg blev for alvor tung om hjertet på vejen mellem Basel og Belfort da jeg forlod de høje om end ikke synderligt smukke schweiziske bjerge til fordel for Champagnes forfærdelige plane elendighed. Hvor er kvinderne grimme i [...], en by hvor jeg så dem iført blå strømper og træsko. Men længere fremme sagde jeg til mig selv: hvilken høflighed, hvilken elskværdighed, hvilken følelse for hvad der er rigtigt og forkert i deres landlige konversation!
Langres lå som Volterra, en stad som jeg elskede på den tid - den havde været skueplads for en af mine dristigste bedrifter i min krig med Métilde.

Stendhal: En egocentrikers erindringer

Poesien er død, men mistænkeligheden er kommet til verden. Jeg er fast overbevist om at den eneste modgift som kan få læseren til at glemme de evige Jeg, som forfatteren skriver, er en fuldstændig oprigtighed. (...)
Jeg forlod Milano for at rejse til Paris den 13. juni 1821, med 3500 francs på lommen, tror jeg, overbevidst om at det eneste der var tilbage for mig når denne sum var brugt var at skyde mig. Jeg forlod efter tre års fortrolighed en kvinde som jeg dyrkede, som elskede mig og som aldrig havde givet sig hen til mig.
Endnu så mange år efter forstår jeg stadig ikke motivet til hendes optræden. Hun var stærkt vanæret, og havde endog aldrig haft mere end en elsker - men kvinderne i Milanos saloner hævnede sig på hende fordi hun var dem overlegen. Den stakkels Métilde lærde aldrig at skærme sig at udmanøvrere fjenden eller at foragte den. Måske får jeg en dag, når jeg er blevet rigtig gammel og rigtig iskold, mod til at tale om årene 1818, 1819, 1820, 1821.

Stendhal: En egocentrikers erindringer

Irerne er dejlige. Sidste nat havnede jeg i et gadeslagsmål. En sindsforvirret mand stod på en trækasse og udbredte sig om Jesus. Han råbte op om, at dengang han lå på hospitalet ansigt til ansigt med døden, var han blevet frelst, og nu ville han frelse os andre, inden det var for sent. Jeg sagde, at han hellere skulle tage tilbage til hospitalet, inden det var for sent, og en betjent greb fat i min krave og trak af sted med mig, men til sidst fik jeg ham overbevist om, at jeg var udlænding, men ikke englænder. Så kom en fuld, gammel mand vaklende hen og gav sig til at håne prædikanten. En discipel slog den gamle mand, så hans ene øjenbryn flækkede, og da jeg gik hen for at forsvare den gamle, troede hans sympatisører, at jeg var på prædikantens hold, og en ung lømmel slog mig så hårdt i ansigtet, at jeg dejsede omkuld på gaden. En fyr, der hed Michael, trak mig i sikkerhed, vi drak en Coca-cola på en kaffebar og talte sammen om ting, som interesserede ham, men ikke mig, om forholdene i Finland, jeg gav den hele armen, indtil Finland ikke fandtes længere.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

URET

Kineserne ser Klokkeslettet i Kattens Øje.
En Dag opdagede en Missionær paa Vandring i Udkanten af Nanking, at han havde glemt sit Ur, og spurgte en lille Fyr, hvad Klokken var.
Det himmelske Riges Gadedreng betænkte sig lidt; saa faldt der ham noget ind, og han svarede: "Det skal jeg snart sige Dem." Et Øjeblik efter viste han sig med en stor tyk Kat paa Armen, og idet han stirrede den stift ind i Øjnene, erklærede han uden betænkning: "Det er straks Middag." Hvilket var rigtigt.

Charles Baudelaire: Parisisk Spleen

Han kom også til hende ved den lejlighed, men hun har sikkert ikke kendt ham mere. Hendes sanser slukkedes, den ene efter den anden, først synet. Det var ud på høsten, man skulle allerede flytte til byen, da hun pludselig blev syg eller rettere sagt, hun begyndte straks at dø langsomt og trøstesløst bort over hele overfladen. Lægerne kom og på en bestemt dag var de der alle sammen og regerede hele huset. I et par timer var det, som om det nu tilhørte professoren og hans assistenter, og som om vi ikke havde noget at skulle have sagt. Men straks efter mistede de al interesse og kom siden kun enkelvis, som af pure høflighed, for at nyde en cigar og et glas portvin. Og imidlertid døde Maman.

Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser

Poor Bull came home in his Texas Chevy and found his house invaded by maniacs; but he greeted me with a nice warmth I hadn't seen him for a long time. He had bought this house in New Orleans with some money he had made growing black-eyed peas in Texas with an old college schoolmate whose father, a mad paretic, had died and left a fortune. Bull himself only got fifty dollars a week from his own family, which wasn't too bad except that he spend almost that much per week on his drug habit - and his wife was also expensive, gobbling up about ten dollars' worth of benny tubes a week. Their food bill was the lowest in the country; they hardly ever ate; nor did the children - they didn't seem to care. They had two wonderful children: Dodie, eight years old; and little Ray, one year. Ray ran around stark naked in the yard, a little blond child of the rainbows. Bull called him "the Little Beast," after W.C. Fields. Bull came driving into the yard and unrolled himself from the car bone by bone, and came over wearily, wearing glasses, felt hat, shabby suit, long, lean, strange, and laconic, saying, "Why, Sal, you finally got here; let's go in the house and have a drink."

Jack Kerouac: On the Road

Den 17. august 1827

I samme øjeblik andre turister dukker op på Colosseum, formørkes tilskuerens glæde næsten totalt. I stedet for at fortabe sig i skønne og fængslende drømme, lægger han mod sin vilje mærke til latterlige træk ved de nyankomne, og det forekommer ham altid at dem har de mange af. Livet sænkes til dagligstueniveau: mod sin vilje lytter man til de dumheder de andre siger. Hvis det var mig der var ved magten, ville jeg være tyranisk og beordre Colosseum lukket når jeg opholdt mig i Rom.

Stendhal: Vandringer i Rom

Rom, den 3. august 1827

Selv om det er sjette gang jeg ankommer til den evige stad, er mit hjerte voldsomt oprørt. Det er en ældgammel skik, at krukkede personer bliver bevæget ved ankomsten til Rom, og jeg skammer mig næsten over det jeg lige har skrevet.

Stendhal: Vandringer i Rom

Hr. Manni virker betydelig mere afslappet når han fortæller os om dødsringen. Han benægter ikke at han selv har set dette specielle instrument, som består at to løvekløer fremstillet af det skarpeste stål. De to kløer, der er flere tommer lange, anbringes inde i højre hånd og fæstnes til hånden med to fingerringe. Kløerne ligger bag de to længste fingre. de har dybe riller, og giften var formentlig anbragt i rillerne.

I en menneskemængde f.eks. ved et bal, gik man hen til den kvinde man ville hævne sig på, og med noget der lignede en elegant gestus greb man hendes ubehandskede hånd. Ved at knuge den og derefter trække armen til sig, flåede man den op, og samtidig lod man dødsringen falde til gulvet. Hvorledes skulle man kunne finde den skyldige i mængden? Hvem ville anklage en romersk fyrste, en nevø til paven eller en anden fremtrædende personlighed uden at have konkrete beviser? Så måtte man falde tilbage på den berømte grundsætning:

Den skyldige er den der drager fordel af forbrydelsen.

Stendhal: Vandringer i Rom

*

"Åhnej, min kære danselærer Rosenkilde, "
sagde jeg forpustet
- jeg kan ikke mere
Nu mødes vi, nu skilles vi på gulvet
een gang for meget har jeg
leget, er jeg blevet drejet
ind under en arm, jeg er blevet
for varm, og nu svimler
det ikke engang, nu er jeg rundtosset
nu skal jeg knække mig
nu bliver jeg syg

Aldrig aldrig skal jeg blive rask
igen, jeg blir sikkert digter
med udsigt til et kirkespir
og en mand vil råbe:
Skriv ikke
om det, nævn aldrig det spir
Den dramatiske nordmand Løveid ser
mig an og siger:
Da ku du vel-
ha slået ham ihjel ...
Jaja, såmænd, men
hør er der ikke en som rømmer sig:
Goddag. det er mig der uddeler
Nobelprisen. Åh, det er så vanskeligt
at uddele Nobelprisen,
temmelig udmattende. Jeg har
lige uddelt den, så nu er jeg
lidt træt. Undskyld mig.

Det er ikke fordi
jeg hører hjemme her
men hvem vil ikke danse i blå luft
med en hvisket sang i øret
For loftet bag en scene
kan man næsten ikke se
Det svimler for den
tilbagelagte nakke
Det svimler for den der
ikke kan øjne det loft

Pia Juul: sagde jeg, siger jeg

(Menneskestemmen)

Det siges at man ikke undersøger nogen med samme grusomhed som man undersøger sin egen mor. Hendes bevægelser og opførsel iagttages og registreres. Man efterligner dem, man gentager dem. Man ser dem så ofte at de med tiden skrives ind i ens egen krop. Man vil fordrive og udstøde dem men de har bundfældet sig i ens væsen. Man skriver dem –
Det gælder selv stemmen: stemmens tonefald og nuancer. Jeg har næppe lyttet mere opmærksomt til noget end til min mors stemme. Den er smuk. Den er meget bevægelig, den forandrer sig bestandigt. Den udtrykker med små toneforskydninger, betoninger, mikromidler, meget som ikke lader sig sige, det hun ikke kan, ikke vil sige. Sige – det er nærmere en sang med en dyb nynnen i.
I hendes stemme har jeg altid aflæst hver en stemning, træthed, sorg eller tilbageholdt vrede, hvad det nu end måtte være. Stemmen er et stykke vævet stof som trevles op mens hun taler, broget, flagrende, liv og død.
Billedet af stemmen som et stykke stof, et klæde, kommer ofte tilbage.
Som barn krøb jeg ind i den stemme, svøbte mig ind i den, den var en kappe. Samme sang om og om igen. Ja, optrevlingen begyndte nok der, og kunsten – Hun synger denne her sang om ute blåser sommarvind og stemmen bliver en sky rundt om ansigtet og jeg vil ind i det. Nærvær og fravær på samme tid.

Katarina Frostenson: Skallarna

Det er umuligt at få et menneske, der er født blindt, til at fatte at det ikke kan se, umuligt at få det til at ønske at kunne se og beklage savnet af synssansen. Derfor bør vi ikke føle os sikre fordi sjælen er glad og tilfreds med dem vi har, eftersom den jo ikke har noget middel til at konstatere sin eventuelle sygdom eller ufuldkommenhed i så henseende. Det er umuligt ved hjælp af ræsonnementer, argumenter eller sammenligninger at sige noget til det blinde menneske der kan give det en idé om lys, farve og det at se, for der er ikke noget bagved der kan tydeliggøre hvad denne sans er. Når man kommer ud for at folk der er født blinde ønsker at kunne se, så er det ikke fordi de forstår hvad de beder om, det er fordi de har lært af os at de mangler noget, at vi har noget som de burde ønske sig, og de beskriver det rigtigt med dets virkninger og betydning, men de ved alligevel ikke hvad det er, de fatter det overhovedet ikke.

Michel de Montaigne: Essays - Forsvar for Raimond Sebond

NATURKRÆFTERNE

(Ventura’s åbne skala)

Hastigt sideblik: Mærkes kun af personer i ro. Røg afbøjes.

Skæve smil: Nogle vågner. Korte småbølger. Stemning blandt prydplanter

Følende håndtryk: Vinduer og døre knager. Rutinerede sangfugle skærper deres opmærksomhed. Enkelte hvide skumtoppe.

Let, men utvetydigt kys: Mærkes af alle. Almindelig forskrækkelse. Pendulerne kan gå i stå og ældre postbude miste fodfæstet. Grene knækker beredvilligt.

Gentagne dybe kys: Nogen skade på middelgode bygninger. Vildere dyr rykker osende nærmere. Telefoner aflyttes, portoen stiger voldsomt.

Kærtegn over hele kroppen: Årstiden erstatter sig brat. Konstant latter fra tamdyr, frenetiske udladninger hos sangfugle. Brådsøer og betydelige jordskred.

Gensidig slikning af kønsdele: Træer knækkes eller rives op med rode. Jernbaneskinner bøjes. Grænserne lukkes, regnbuer åbnes. Frådende skum overalt.

Samleje: Udbredt panik. Genstande slynges op i luften. Tårnhøje, hærgende roser skræver over brede revner i jorden. Krisemøde i postetaten.

Uhæmmede perversioner: Kun få bygninger bliver stående. Vulkaner amok. Postbudes faglige krav imødekommes omgående. Atmosfæren fyldt med skum og sprøjten. Alt i øvrigt strålende hvidt.

Osv.: Og så videre.

Knud Holten: Forestillinger

Saa er ogsaa muligvis tiden forrykket tænker jeg, muligvis er jeg midt i en Forstyrrelse. Sinds Forstyrrelse. Jeg bestemmer mig for og ringe op til en Psykolog som siger det bedste for Dig er at komme ud af den Drøm hurtigt muligt! Dit Problem er ikke Affasi (!!!) saa spør jeg hvad er Affasi? hun siger Dit Problem er, nærmest det modsatte af Affasi, saa spør jeg hvad er det modsatte af Affasi? hun siger Det har vi ikke noget Navn for, men dit Problem er Du forveksler Sprog med Virkelighed, og det er et meget stort Problem. Med det samme visler en raket op ser jeg nu, mod Himmelen. Bag efter kommer glitterne Stjerner. Bag efter Mørket. Et sted lyder høj musik, nogle klapper hører jeg, jeg hører saa røret bliver lagt paa. Hvor underlig! men man maa jo heller lade som ingenting.

Niels Frank: Første person, anden person

En gal mand velsignede mig. Han bankede på døren, men døren var allerede åben. Jeg lænede mig op af den. Jeg holdt den åben for manden, der kort forinden var kommet gående imod mig. Han standsede. Han førte sin knyttede hånd tæt forbi mit ansigt og bankede på døren. "Kan du høre det?", sagde han. "Ja", sagde jeg. "Det er Jesus, der banker på dit hjerte!", sagde han. "Jeg skal bare se din billet", sagde jeg og mærkede, at hjertet slog. Udad slog det, mod brystkassen, som forsøgte det at slippe væk. Mandens ansigt var meget tæt på. Hans øjne: sten på vej ned i en brønd. Hjertet slog og slog og drømte om dengang, det endnu blot var en grød af celler, der pulserede i et tavst mørke. "Jesus elsker dig!" sagde manden, "det eneste du skal gøre, er at åbne dit hjerte".

Historien om dem, der hedder Peter

Hvad laver I her: Peter Poulsen, Peter Sørensen, Peter Laugesen, Peter Højrup, Peter Olesen, Peter Justesen, Peter Borum, Peter Bastian, Peter Nielsen, Peter Høeg, Peter Thorup, Peter Abrahamsen, hvad laver I her: Peter Jensen, Peter Adolphsen, Peter Andersen, Peter Hansen, Peter Frost, Peter Staal, Peter Christensen, hvad laver I her: Peter Langdal, Peter Bang, Peter Engberg, Peter Rosenbom, Peter Gantzler, Peter Elung-Jensen, Peter Ingemann, Peter Schröder, hvad laver I her: Peter Lund Madsen, Peter Garde, Peter Steen, Peter Øvig Knudsen, Peter Jørgensen, Peter Brixvold, hvad laver I her: Peter Larsen, Peter Elsass, Peter Bruun, Peter Krag, Peter Brandt, Peter Moestrup, Peter Christian, Peter Bonnén, hva' laver I her?-Ingenting!

Jean-Michel Espitallier (og ikke mindst Merete Nissen): Fire franske fægtere -undskyld, digtere!

TIL MINDE OM EN SOMMER

Så sent som august syntes alting muligt
selv livet selv blodets flugt mod blod

ingen muslinger blev åbnet med bajonetter
ingen billeder forfulgte os om bag øjenlågene

gyvlerne knitrede under gule sole
og tvivlen overvejer at kaste sin bandage

nu og da bragte vinden som sædvanligt
et brev med aske endnu varm: til gengæld

havde duerne intet særligt at rapportere
om stukas eller højtryk i horizonten

måske vidste dragernes sky følehorn bedre
måske burde vi selv have set det: uophørligt

iaggttog et brændende øje vort håb og mismod

Ivan Malinowski: Galgenfrist

Onsdag d. 2. april 1834 (...) - Da jeg var meget forkommet af Kulde indviterede Familien inde i Vognen mig, ret indstændig om at træde derind, her sad jeg nu luunt og tittede gjennem Ruden. Det var en Hr Pjerreboni med Kone og Svigerfader som havde været i Rom og Neapel. Jeg maatte pluddre italiensk. Signora var meget bange for Røvere og meget bjgjærlig efter at vide om mit Hjem, om det ikke altid der var Vinter. Vi kjørte en lignende bugtet Vei fra Montefjascone, som til denne By. Egnen særdeles vild, Træerne brændt af. Bolsena-søen laae nu stor og udstrakt for os, vi øinede længere borte Havet, som vi denne Formiddag ogsaa havde seet fra Bjerget. - Vi kom nu til Byen Bolsena der ligger tæt ved Søen, Egnen er meget smuk og Montefjascone ligger paa Bjergryggen. - Her vare særdeles mange Huler; vi kom forbi St Laurentius Borg just da Solen gik ned; den snevre Bjergvei og de dybe sorte Huler saae forunderlig ud; da jeg kaldte disse Casernæ di Brigandi! skreeg Signora ganske høit "o dio!" og vilde endelig at vi skulde overnatte i St Laurentius, en lille By paa Bjerget, men Venturinen Pacifico, lovede at om 3/4 Time skulde vi naae Aquapendente, hvor vi logedede bedre. Det blev da ganske mørkt da vi kom her til. Nogle smukke, venlige Piger tog imod os, og gjorte en stor Ild og gave os god Mad, vi havde i Bolsena kjøbt en Flaske "est, est, est", en Art Muskateller, den tømte vi. Stille drak jeg mine Venners Skaal i hjemmet, der vist i Dag har drukket min. Signora lod sig formærke med nogle tydske Ord, som hun lod falde og spurgte mig om disse paa Dansk. Ordet Lysesax fandt hun særdeles smukte, men kaldte det altid "Lusesax". - Det første sagde hun var især smukt!- sov i et Værelse uden Vinduer og blev vækket strax da jeg blundede, for at give mig mit pas. -

H. C. Andersen: Dagbøger 1825-1834

Riddle (attributed to Sappho)

What creature is it (Sappho asks) that is female in nature and hides in its womb unborn children who, although they are voiceless, speak to people far away?

The female creature is a letter (epistle). The unborn children are the letters (of the alphabet) it carries. And the letters, although they have no voices, speak to people far away, whomever they wish. But if some other person happens to be standing right beside the one who is reading, he will not hear.

Antipanes fr. 196 (fundet i Anne Carson: Eros the bittersweet)

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han v i l d e, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad lige overfor hinanden foran Madam Bølling.
- At man en Gang er samlet - at man er samlet, sagde hun, men pludselig saa' hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:
-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle ....
I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.
Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud. Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.
Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saa' ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.
Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.
Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen - hver enkel Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene .... af dem der drog bort.
Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.
- Aa Gud, aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; a t d e s k a l d e r u d o g d ø.
Tine hørte kun Skridtene - de blev svagere og svagere.
Han var borte nu.
Og et Øjeblik var det, som al Bedrøvelsen veg fra hende.

Herman Bang: Tine

UNDSKYLD MIG, BEDSTE VEN!

Undskyld mig, bedste Ven!
Du savnes ikke meer;
Jeg gaar min egen Vei,
Forelsket, som du seer.

Og du, Natur, værs'god!
Lad dine Drosler slaae,
Riv dine Farver ud
Og stryg dem paa det Graa!

Tillad! Som fordum vel
Jeg hænger ved din Arm;
Men jeg har intet Blik
For Rosen ved din Barm.

Mig har Forliebelsen
- Immelem os, som sagt-
I Daarekisten halvt
Og halvt i Himlen bragt.

Emil Aarestrup: Digte

Og dér
mellem de klumpede
forpoter
ligger det granatæble
og lyser
som jeg ellers
lige så stille
havde glemt.

Inger Christensen: Brev i april

Château de Muzot sur Sierre (Valais), Schweiz, den 19. maj 1922

Deres smukke hjertelige brev, dengang i april! Men hvor står De langt tilbage for dets evne til at berøre mig, når De i slutningen udtrykker ønsket om, at jeg må tage "venligt" imod det; De skulle hellere have sagt "glad", hvis De ville være sandheden nærmere - og dette "glad" skulle skrives med meget stort. Så meget godt De havde at berette, ved De mon helt, hvor godt det er, det De fortæller?:Undertiden føler De måske selv anslaget på virkelighedens rene hårde metal, men hos mig lyder dets tonen i rummet i al sin frihed og vidde, når Deres anslag er så rent og fast.
Hele Deres besværlige og ubønhørlige vinter må i sin hårdhed have været en art overiset glæde, en blok af ren stærk fremtid, som nu (ønsker jeg) har opløst sig strømmende, brusende i foråret. Nu hilser vore haver hinanden.

Rainer Maria Rilke: Breve til en ung kvinde

Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen. Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham. Den kan også give ham en mening med livet. Kvinden vil have noget ud af sin kusse, og denne drift er en af livets største energier. Det er den energi der ustandselig skaber fortællinger. Hun vil have at manden skal bruge hende grænseløst. Hun vil have noget af ham. Kærligheden er en lidenskab og en aftale. I Haïti ser kvinden ude på landet kussen som en ejendom, et stykke land hun ejer. Hun taler om den som "min lille jord". Det hun har mellem benene, det er det hun har at handle og bytte med. Kussen er hendes handelsvare. Ved at handle den fornuftigt kan hun opnå en position i livet. Hun ved hvad hun kan give. Hun har sin lille jord, og den er et aktiv som hun vil investere fornuftigt. Den haïtianske kvinde skælver som enhver anden kvinde. Hendes kusse gløder som enhver anden kvindes. Hun ved at hun kan få en mand til at gøre noget for hende. Manden ved at hun har en kusse, og at hun kan gøre noget for ham.

Jørgen Leth: Kusse (Brøndums Encyklopædi)

Jeg sprang op og sled mig i Haaret af Fortvivlelse, saasnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altsaa bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien at et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg ogsaa have tabt min Forstand, naar jeg stod og gav mig selv slige spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrengelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig derom, det faldt mig heller ikke vilkaarligt ind, til og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og saa ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgade. Der legte nogle Børne nede paa Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skraaled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det maatte være en fordreven Familje, som skiftede Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen laa Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blaa Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på et Bundt af rædsomme, vaade Madrasser, som Børn havde ligget paa, og saa ned paa de smaa, der kasted Tomflasken imellem sig ...

Knut Hamsun: Sult

Vished

Stjernerne om natten
Falder som en sæd i min tanke,
Men jeg er dybere: Tanken alene
Er fantastens krone.

Tilværelsens ranke mænd
Kan ikke bedrøve mig,
Virkelighedens ord
Er sanddru til det lukkede.

Jeg har fejet mit gulv
Og redt min seng,
På mit sind har jeg plantet en have
Af de mindste gøremål.

Per Højholt i antologien "Unge stemmer" (1952)

Vennerne

Alle mine Venner ler ad mig, naar de ser, hvordan mit ansigt i den sidste Tid har skiftet Farve ....
Men jeg lader dem le....
Thi de vilde blive gule af Misundelse, hvis de vidste, hvilken Fryd du, trods al din Grumhed, dog bereder mit Hjerte....

Mir Taki

Stakkels Álvaro de campos

(...)

Stakkels Álvaro de Campos som ingen bekymrer sig om!
Stakkels ham, der har en sådan medynk med sig selv!

I sandhed, stakkels ham!
Mere stakkels ham end stakkels dem, der er vagabonder og som vagabonderer,

Som er tiggere og som tigger,
Thi et menneskes sjæl er en afgrund.
Hvis ikke jeg skulle vide det. Stakkels ham!

Hvor vidunderligt om jeg kunne lade mig omvende ved et indre bønnemøde!
Men jeg er ikke engang et almindeligt fjols!
Jeg har ingen sociale meninger til at tale mit forsvar.
Jeg har intet som taler til mit forsvar: Jeg er bevidst.

Kom ikke og benægt det: Jeg er bevidst.

Jeg gentager: Jeg er lutter bevidsthed.
Jeg er fuldkommen blottet for æstetisk fornemmelse: Jeg er bevidst.
Op i røven! Jeg er ren bevidsthed!

Fernando Pessoa (Álvaro de Campos): Alle kærlighedsbreve er latterlige

I sit hjerte hørte han stemmen tale, den nylig vågnede stemme, og den sagde til ham: Elsk dette vand! Bliv ved det! Lær af det! O ja, han ville lære af det, han ville lytte til det. Den, der forstod dette vand og dets hemmeligheder, således forekom det ham, han ville også forstå meget andet, mange hemmeligheder, alle hemmeligheder.
Dog så han i dag kun en af flodens hemmeligheder, som greb hans sjæl. Han så: Dette vand løb og løb, ustandselig løb det og var dog stadig her, var evig og altid det samme og alligevel nyt hvert øjeblik! Å, hvem der kunne fatte dette, forstå dette! Han forstod og fattede det ikke, følte kun dunkel anelse røre sig i sjælens dyb, fjern erindring, guddommelige stemmer.

Hermann Hesse: Siddhartha

Ekviperingen af de tre piger, af hvilke den ældste kunne regnes for voksen, var næsten til uklædelighed enkel og kysk. En ensartet, klosterlig dragt, skiferfarvet, halvlang, kedelig og bevidst uflatterende i sit snit, med hvid nedfaldende krave som det eneste oplivende moment, modvirkede og forhindrede, at skikkelsen kunne vække noget som helst behag. Det glatte hår, der lå klæbet ind til hovedet, fik ansigterne til at se nonneagtigt tomme og intetsigende ud. Det var sikkert en moders vilje, der rådede her ...

Thomas Mann: Døden i Venedig

I de varmere måneder sker det ikke sjældent, at den ene eller anden natsværmer fra det lille stykke have bag mit hus forvilder sig ind til mig. Når jeg tidligt om morgenen står op, ser jeg dem sidde stille et sted på væggen. De ved, tror jeg, sagde Austerlitz, at de er faret vild, for hvis man ikke forsigtigt slipper dem ud i det fri igen, så bliver de siddende ubevægelige, til det sidste åndedrag har forladt dem, ja fastholdt af deres diminutive kløer, der er stivnet i dødskrampe, bliver de hængende ved deres ulykkessted til ud over livets ophør, indtil et vindpust løsner dem og blæser dem hen i en støvet krog.

W.G. Sebald: Austerlitz

Erika holder sig i skindet, indtil hun ikke mærker flere drifter. Hun lægger sin krop til ro, fordi der ikke er nogen, der tager tigerspringet hen til hende for at rive kroppen til sig. Hun venter og bliver tavs. Hun stiller sin krop svære opgaver og kan forøge sværhedsgraden efter behov ved at indbygge skjulte fælder. Hun sværger for sig selv, at enhver kan følge driften, selv den primitive, der ikke skammer sig over at gøre det af med den i det fri.

Elfrid Jelinek: Spillelærerinden

Jeg føler mig lykkelig, jeg traf en god beslutning, mine beslutninger er altid gode, det spiller ingen rolle, om mine rejser skulle være en tåbes rejser. Jeg ville gerne have vist dig Dublin, dens gader og de fattige, det bliver ikke til noget. Du må ikke være vred. Nu ved jeg det: lad os rejse til Rom. Lad os rejse til Island. Vi rejser til Island. Jeg når frem til Helsinki og kan være med til marchen den første maj. Det her bliver de allersidste ord, jeg når at skrive til dig i Irland, jeg sidder på en bar i Dun Laoghaire, jeg drikker gin, venter på, at jeg kan komme ombord på færgen. Om eftermiddagen sov jeg en times tid. I morgen vil jeg være i dårlig form. Den der fine frakke, som vi købte sammen, er ikke særlig fin længere, og der er gået hul på ærmet.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

No numbers on this watch.
And I live in a red house that once was brown.
A paper house, sort of falling down.
Such is the history of this house.
It looks like this.
Looks just like this.
We think to say in some language.

Michael Palmer: An Alphabet Underground.

A flight of crows circle about with loud caws.

An admirer has come on a clandestine visit, but a dog catches sight of him and starts barking...

A gentleman has visited one secretly. Though he is wearing a tall, lacquered hat, he nevertheless wants no one to see him. He is so flurried, in fact, that upon leaving he bangs into something with his hat...

One has been foolish enough to invite a man to spend the night in an unsuitable place - and then he starts snoring.

A certain gentleman whom one does not want to see visits one at home or in the palace, and one pretends to be asleep. But a maid comes to tell one and shakes one awake, with a look on her face that says, "What a sleepyhead!”...

A man with whom one is having an affair keeps singing the praises of some woman he used to know...

A lover who is leaving at dawn announces that he has to find his fan and his paper. "I know I put them somewhere last night" he says...

Sei Shonogon: Hateful Things

Jeg kan huske første gang jeg ikke havde lyst til at gå til fødselsdag. Og jeg kan huske første gang jeg ikke havde lyst til at holde min egen.

Hvis man vil måle sin egen uundværlighed, skal man stikke en finger i en skål vand og måle hullet, når man tager den op.

Anonym

DET ER STÆVNEMØDETS TIME

Det er Stævnemødets Time!
Det er Stævnemødets Time!
I en stor og gylden Stime
Stryger lyset fra min Lampe
Over Haven, over Hegnet, over langt, langt bort.

Og det lokker og det drager?
Ja det lokker og det drager,
Ved hans Hjærte det ham tager,
Til hans Kind det Blodet jager,
Og med længselslyse Blikke
Og med elskovsdrukne Tanker
Iler frem han utaalmodigt
Som en Stormvind, som en Bølge,
Som en Skygge,
Som ham selv.

Og jeg glædes, og jeg ængstes,
Bliver rød og bliver bleg.
Ganske stille vil jeg sidde,
Jeg vil nynne,
Hvis jeg kunne!
Men jeg mangler næsten Aande.
Ganske stille vil jeg sidde,
Jeg vil stirre paa hans Billed.
Nu han kommer - kommer ikke
Nu han kommer - kommer ikke,
Kommer ikke - kommer ikke.
O hvor stille! Jeg fortvivler. -
Haahaa haa og saa saa saa!
Jeg ler af din Skjønhed
Din Elskov og min Tro,
Jeg ler af din Tro og min Elskov!
Hvis du vidste, hvor rig jeg var med dig!
Hvis du vidste! ...

J.P. Jacobsen: Samlede Skrifter 1

... Reading A Sentimental Journey look around

When you have finished, for Tristram Shandy, to see

If it is standing there, it should be, stronger

And more profound and theretofore hidden as Santa Maria

Maggiore

May be hidden by similar churches inside Rome. One sidewalk

May hide another, as when you’re asleep there, and

One song may hide another song; a pounding upstairs

Hide the beating of drums. One friend may hide another, you sit

at the foot of a tree

With one and when you get up to leave there is another

Whom you’d have preferred to talk to all along.

Kenneth Koch: One Train

Æ

ædlere dele Vækker skamfølelse hos nogle, mens de er naturlige for andre.

ægget Er et godt udgangspunkt for at filosofere over tilværelsens oprindelse.

ældre Når man taler om oversvømmelser, storme osv. kan ældre mennesker ikke huske, at de nogen sinde har set noget lignende.

ære Når der tales om ære, sig altid: "Æren er det fagreste træ i skoven." Man bør altid værne om sin egen ære, men være ligeglad med andres.

æreslegionens ordensdekoration Man bør gøre nar af den, men alligevel eftertragte den. Hvis man får den tildelt, skal man huske at sige, at man ikke har bedt om den.

Gustave Flaubert: Klichéordbogen

(jeg)

MONDAY, AUGUST 11TH, 1975

First day of retreat. Review the process. Beckett asked me to fish in his pond. Kiki has arranged interview with Playboy. In station with Ray M. waiting for train to St. Louis. Little house in New Orleans. In wrong house on Wyoming St., I live on Denver St. Martial witness to murder in Spain. Have they caught the murderers. "Yes" a cop says. "I have him at home. You see I used to run a discotheque." Ra Ra Ra Boomderay. I hurry to my blue heaven. Dinner with Bill Willis and Brion at Italian place. Best steak in town at Lucky Nick Dickendorf's. Roman ruins in England. Rented shack on river from D. Camel. Tandem toilet. "Shall we camel?" A toilet in Hell.

William Burroughs: The Retreat Diaries

Om vinteren var der en skøjteløber der trænede på Johannesplan, Leena Pietilä hed hun vist, og rektor lod matterede ruder sætte i skolens vinduer så vi knægte ikke skulle glo på hendes ben. Med et søm kunne man let ridse lærerfjentlige slagord i det matterede glas, og bogstaverne var huller som man igen kunne titte igennem ud på skøjtebanen, bogstaver er huller og en litteratur sat sammen af bogstaver er heller ikke andet end huller, et vindue, så man kan se ud.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

Jeg har været her før. Det føles godt at være et sted, hvor man har været før. Kaffebaren hedder Wimpy House. Jeg bestilte te og en ostemad. Der er fløde i teen. I nat skal jeg sove alene på et hotel, der hedder Lincoln, hvordan mon det vil være efter så lang tid bare at sove og slet ikke kneppe. Men vi har jo kneppet så meget i løbet af det sidste år, så vi må have noget på lager. Nu, hvor jeg er ved at skrive denne bog, som jeg for et par timer siden, i flyvemaskinen, fandt på et navn til, føler jeg mig som en skoledreng, men jeg vil ikke i håb om at få en god karakter slette et eneste ord og heller ikke tilføje noget, når jeg senere skal renskrive den ude i skærgården ved Vaasa. Jeg vil prøve at fortælle dig alt, hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Men jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive. Jeg vil kun rette stavefejlene.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

Hvem kunne nogensinde have troet, at en varm nakke skulle blive til et armlæn, eller ben, der ivrigt løb omkring og morede sig, skulle blive til fire dumme stoleben? Men de lod sig tæmme alt for let, og i dag er de noget af det mest ynkelige blandt samtlige firbenede skabninger. De har ingen egen vilje eller karakterstyrke tilbage. De er bare nogle føjelige genstande. De har ikke trådt på nogen eller stukket af fra nogen. De har måttet sande, at deres liv er spildt. – Lænestolenes knagen røber deres fortvivlelse.

Herbert Zbigniew: Lænestolenes historie

Første gang Marini så øen, bøjede han sig høfligt over sæderne i venstre side, mens han ordnede plastikbordet, inden han anbragte frokostbakken. Den kvindelige passager havde set på ham adskillige gange, mens han kom og gik med blade og glas med whisky; Marini tog sig god tid, mens han dækkede bordet og ærgerligt spurgte sig selv, om det var umagen værd at besvare passagerens, en almindelig amerikanerindes, vedholdende blik, da øens konturer trådet ind i vinduets blå cirkel, strandens gyldne stribe, højdedragene, der steg til den øde højslette. Idet Marini rettede på det forkert anbragte ølglas, smilede han til passageren. "De græske øer," sagde han. "Oh yes, Greece," svarede amerikanerinden med falsk interesse. En klokke ringede kort og stewarden rettede sig op, uden at det professionelle smil slettedes af hans fint tegnede mund. Han begyndte at tage sig af et syrisk ægtepar, som ønskede tomatsaft, men ude i maskinens hale undte han sig nogle sekunder til endnu engang at se ned; øen var lille og ensom, og Ægæerhavet omgav den med en stærk blå farve, som fremhævede den blændende hvide og ligesom forstenede bræmme, som dernede måtte være bølger, der brødes mod skærene og inde i bugterne. Marini så, at den øde strand løb mod nord og øst, resten var bjerge, der gik stejlt ned i havet. En klippefuld og øde ø, skønt den blågrå plet ved den nordlige strand kunne være et hus, måske en gruppe primitive huse. Han begyndte at åbne dåsen med saft, og da han rettede sig op, forsvandt øen fra det lille vindue; der var blot havet, den uendelige grønne horisont, tilbage. Han så på sit armbåndsur uden at vide hvorfor; klokken var nøjagtig tolv middag.

Julio Cortazar: Den tabte himmel

I remember the first time I got a letter that said: ”After Five Days Return To” on the envelope, and I thought that after I had kept the letter for five days I was supposed to return it to the sender.

I remember the kick I used to get going through my parents’ drawers looking for rubbers (Peacock).

I remember when polio was the worst thing in the world.

I remember pink dress shirts. And bola ties.

I remember when a kid told me that those sour clover-like leaves we used to eat (with little yellow flowers) tasted so sour because dogs peed on them. I remember that didn't stop me from eating them.

I remember the first drawing I remember doing. It was of a bride with a very long train.

I remember my first cigarette. It was a Kent. Up on a hill. In Tulsa, Oklahoma. With Ron Padgett.

I remember my first erections. I thought I had a terrible disease or something.

I remember how good a glass of water can taste after a dish of ice cream.

I remember the only time I ever saw my mother cry. I was eating apricot pie.

Joe Brainard: I remember

Hun var en af disse parisiske pebermøer, som hver aften, når de er færdige med at give undervisning, eller har prøvet at sælge deres små tegninger eller afsætte deres ynkelige manuskripter, kommer hjem med snavs på nederdelen, laver deres middag, spiser den helt alene og så, med fødderne på et varmebækken, ved lyste fra en osende lampe drømmer om kærlighed, en familie, en lykke, alt det de ikke har.

Gustave Flaubert: Følelsernes opdragelse

Han sätter sig ner på huk, plockar upp
några löv. Alla dessa, om det nu rör sig om hundra
eller flera tusen torra -ja,
när man går på dem, frasigt torra höstlöv.

Det såg ut som om någon hade målat där
längst ut på kanten på dem. Som om man ville
fylla i lövets kontur med vitfärg.
Eller snarare: ljusgrått.
En ljus grå ram. Innanför den ramen
var lövet precis som vanligt,
oftast rött. Såg man länge på ett löv,
lyste det röda oerhört starkt.
Så att kanske han (där han nu simmade omkring, en - eller var det

två meter ner? - befann sig alltså verkligen

forfarande under vattnet)
då skulla ha tänkt: "Om det så var ett ovalt eller
runt löv, hundratals ovala och helt runda kvällssollar
här på det frostiga, nästan vita gräset."

Stig Larson: Helhjärtad tanke

We grow accustomed to the Dark—

When Light is put away—

As when the Neighbor holds the Lamp

To witness her Goodbye——

A Moment—We uncertain stop

For newness of the night—

Then—fit our Vision to the Dark—

And meet the Road—erect——

And so of larger—Darknesses—

Those Evenings of the Brain—

When not a Moon disclose a sign—

Or star—come out—within——

The Bravest—grope a little—

And sometimes hit a Tree

Directly in the Forehead—

But as they learn to see—

Either the darkness alters—

Or sometimes in the sight

Adjusts itself to Midnight—

And Life steps almost straight.

Emily Dickinson: 419