Jeg sprang op og sled mig i Haaret af Fortvivlelse, saasnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altsaa bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien at et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg ogsaa have tabt min Forstand, naar jeg stod og gav mig selv slige spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrengelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig derom, det faldt mig heller ikke vilkaarligt ind, til og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og saa ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgade. Der legte nogle Børne nede paa Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skraaled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det maatte være en fordreven Familje, som skiftede Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen laa Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blaa Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på et Bundt af rædsomme, vaade Madrasser, som Børn havde ligget paa, og saa ned paa de smaa, der kasted Tomflasken imellem sig ...

Knut Hamsun: Sult