En morgen stod hun ved mit spejl og sagde: 'Mine læber er blevet blegere, nu de har smagt noget nyt og noget mere. Men man kan bare bide i dem, så rødmer de.'
'Så bløder de,' sagde jeg og trillede ned på gulvet med et bump. Kravlede hen over gulvet til hendes fod. Ved hendes fod tog jeg fat, og hun faldt. Vi blev liggende der, hen over gulvet, hev lagnerne ned over os, og de kom imellem os og rundt om os. 'Jeg er vågen. Jeg er vågen,' hviskede hun. Pegede på mine øjne og kaldte dem himmel. Mit hår og sagde nød. Mine tænder og sagde kridt. Hendes pegefinger pegede, var overalt. Og jeg voksede. Hendes - yppighed - ja - tog livet af mig.

Pia Juul: Skaden