South Hadley, efterår, 1847

Min kære broder Austin, ─ Jeg har faktisk ikke et ledigt øjeblik, hvor jeg kan skrive til dig, og tager tiden fra ”stille læse timer”, men jeg er opsat på ikke at bryde mit løfte igen, og for det meste fører jeg mine beslutninger igennem. Jeg så efter dig lørdag aften til du forsvandt ud af syne, og gik så til mit værelse, og tog mine skatte i øjesyn, og tro mig: ingen gnier har nogensinde talt sine bjerge af guld med større tilfredshed, end jeg stirrede på mine gaver derhjemme fra …

Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor meget godt dit besøg gjorde mig. Mit humør er på vidunderlig vis, blevet langt lysere siden da. Jeg var ellers stærkt opsat på at få hjemve efter du tog afsted, men jeg bestemte mig for ikke at få det, og opgav derfor alle hjemvesfulde følelser. Var det ikke en viis beslutning?

Der har været et værre menageri her i denne uge. Miss Lyon lod ”Daddy Hawks” være protegé for alle de seminariepiger, der havde lyst til at se bjørnene og aberne, og din søster, der ikke havde noget ønske om at tage med, følte sig forpligtet til at afslå den nævnte gentlemans galanteri , ─ som jeg frygter, jeg måske aldrig igen vil få mulighed for at unddrage mig. Hele forsamlingen stoppede op foran seminariet og spillede omkring et kvarters tid, for at øve sig til om eftermiddagen, vil jeg tro. Næsten alle pigerne tog med, og jeg nød ensomheden udmærket.

Jeg vil gerne vide hvornår du kommer og besøger mig igen, for jeg vil gerne se ligeså meget til dig, som jeg gjorde tidligere. Jeg tog hen for at møde Miss. F. på hendes værelse i går. . . .Jeg holder vældig meget af hende, og tror jeg vil komme til at holde af alle mine lærere, når jeg har lært dem bedre at kende, og kender deres vaner og veje, som jeg kan forsikre dig om, nærmest er ”uransagelige”.

Jeg havde nær glemt at fortælle dig om en drøm, som jeg drømte i nat, og jeg vil bede dig om at forvandle dig til Daniel, og fortolke den for mig, eller hvis du ikke har lyst til at udsætte dig for alle de prøvelser som han gjorde, vil jeg tillade dig at fortolke den uden dem, forudsat at du vil prøve på ikke at lyve om det. Altså, jeg drømte en drøm, og se! fader havde fejlet, og moder sagde at ”vor rugmark, som hun og jeg havde sået, var pantsat til Seth Nims.” Jeg håber ikke det er sandt, men skriv nu snart og fortæl mig det, for du ved, at jeg ville dø af skam, hvis vor rugmark var pantsat, for slet ikke at tale om hvis den skulle være faldet i hænderne på en galning!

Vil du ikke nok fortælle mig, hvornår du svare på mit brev om, hvem det er, der er præsidentkandidat? Jeg har prøvet på at finde ud af det lige siden jeg kom hertil, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg ved intet mere om verdenssituationen, end hvis jeg havde været i trance, og du må forestille dig, med al din ”studentikose skarpsindighed” at det kun er meget lidt og ganske uklart. Er den mexicanske krig slut endnu, og hvordan? Er vi blevet besejret? Har du hørt om noget land skulle være i færd med at belejre South Hadley? Hvis det forholder sig sådan, så underret mig om det, for jeg vil være gerne have mulighed for at flygte, hvis vi skulle blive stormet. Jeg går ud fra at Miss Lyon ville udstyre os alle med dolke og beordre os til at kæmpe for vore liv, hvis sådanne farer skulle ramme os. . . Miss F. sagde, at jeg skulle sende hendes kærligste hilsener, hvis jeg skrev til Amhest. Da hun ikke sagde til hvem, må du fordele dem som din fornuft og diskretion byder dig. Vær nu en god dreng, og tænk på mig!

Emily Dickinson: Breve