mandag den 28. juli 2008

M/S NELLY I MODLYD

Hvid over mine følelsers abstrakte landskib
selvmordsælen. Flimrende som sprut i vand
min hånd mod disse hard facts:

Skabet stinker af mine følelsers dåd
og hverdagens trivialetater: Teak. Teak.
Matema. Tematema. Matetak. Teametik.

Anatematak. Anagrib. Atomatak. Ik
hverdagens ubønhyrlige avancement
hus og hjem forfølt og underelsket.

Min hånd i vand som sprit glimrende.
En fact: Selvmordsolen hvid
over mine følelsers abstrikte lindskib.

Nelly. Nelly. Nelly. NELLY.


Per Højholt: Poetens hoved

lørdag den 26. juli 2008

Ilden er blevet til en rasende ild. Hvorfor har man givet den tid til at blive til en rasende ild? Den æder, den river, den hvæser, den raser, den er som en glødende, rødlig drukkenbolt, der raserer og ødelægger alt, hvad han kan komme i nærheden af. Huset går helt sikkert til grunde. Alle de skønne kostbare varer, der ligger stablet derinde, brænder op: det betyder dog ingenting, så længe intet menneskeliv går tabt. Men det synes som om, det skrækkeligste vil ske. En pigestemme skriger fra røgen og flammerne. Du arme pige! Moderen synker sammen på gaden i afmagt. En handelsrejsende holder om hende. Åh, hvis jeg dog bare var stærk og stor! Hvor gerne ville jeg så byde flammerne trods og springe ind til pigen som en helt, der kommer til undsætning! Er der ingen helt til stede? Nu er muligheden der for at vise sig som et bravt og modigt menneske. Men hvad er nu det? En ung, slank mand i usselt tøj er allerede trådt op på en høj stige og bevæger sig højere og højere op og ind i røgen, ind i flammerne, han kommer til syne igen et øjeblik og forsvinder på ny, og vender så - åh, hvilket syn - tilbage med pigen i den ene arm, mens han forsigtigt holder fast på stigen med den anden og giver moderen, der i mellemtiden er kommet på benene igen, datteren, som nu næsten bliver kvalt i omfavnelser. Hvilket øjeblik! Åh, kunne jeg dog bare have været den brave, tapre mand. Åh, at være en sådan mand, at kunne blive en sådan mand! Huset brænder helt ned. På gaden omfavner mor og datter hinanden, og den, der har reddet hende, er sporløst forsvundet.

Robert Walser: Fritz Kochers skolestile

onsdag den 23. juli 2008

Når jeg taler med dig
Koldt og almindeligt
Med de tørreste ord
Uden at se på dig
(Jeg kender dig åbenbart ikke
Du med din egenart og dine vanskeligheder)

Så taler jeg jo kun
Som virkeligheden selv
(Den nøgterne, blind for din egenart
Led og ked af dine vanskeligheder)
Som jeg ikke tror du har blik for.

Bertolt Brecht: Af Læsebog for byboer

torsdag den 17. juli 2008

Jeg længes efter dig. Londons lys. Menneskemyldret. Havde du ikke et modermærke et sted tæt på navlen? Jeg er somme tider kommet til at røre ved det, når jeg har kærtegnet dig. Det er brunt, som mine øjne, og en smule hævet? Jo, du har. Sarah havde enogfyrre modermærker, det har jeg vist nok fortalt dig. Skal vi afholde en modermærkekonkurrence? Præmien er et knald for hvert modermærke. Nu røg jeg vist for langt ud, men da jeg jo har besluttet, at der ikke skal slettes et eneste ord, så må det være sådan. Sagen er nok også den, at verden ville være et meget lykkeligere og sjovere sted, hvis menneskene ikke prøvede på at skjule deres dumhed.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

tirsdag den 15. juli 2008

En morgen stod hun ved mit spejl og sagde: 'Mine læber er blevet blegere, nu de har smagt noget nyt og noget mere. Men man kan bare bide i dem, så rødmer de.'
'Så bløder de,' sagde jeg og trillede ned på gulvet med et bump. Kravlede hen over gulvet til hendes fod. Ved hendes fod tog jeg fat, og hun faldt. Vi blev liggende der, hen over gulvet, hev lagnerne ned over os, og de kom imellem os og rundt om os. 'Jeg er vågen. Jeg er vågen,' hviskede hun. Pegede på mine øjne og kaldte dem himmel. Mit hår og sagde nød. Mine tænder og sagde kridt. Hendes pegefinger pegede, var overalt. Og jeg voksede. Hendes - yppighed - ja - tog livet af mig.

Pia Juul: Skaden