onsdag den 29. december 2010

Ude i skoven stod de syv små dværge og onanerede, da det mest ynkelige og tænderskærende skrig, de nogensinde havde hørt, fik deres diminutive men dog kort forinden stærkt erigerede pikke til at synke slatne og forskrækkede om i deres små grove hænder. Lidt efter lidt vente forestillingen om Snehvide, som de så ofte havde forgrebet sig på, mens hun endnu lå skindød i glaskisten, tilbage, og de lo hult og hev i deres avlekraft indtil den langt om længe udtømte sig og lå dér på jorden til ingen verdens nytte.

fra Udkast 2

søndag den 26. december 2010

Jeg var misundelig på de glade og de lette. Især en norsk pige, hvis latter steg og faldt, mens hun spillede bold, kun i trusser og med et par lange hår (dog lyse) strittende fra den ene brystvorte; hun havde været stiknarkoman og så det nu som sin livsopgave at bringe hash til Norge - et sted langt nordpå, hvor hun kom fra, så de unge dér fik et alternativ til heroin, som var meget lettere at indsmugle, og som der derfor var lettere og billigere adgang til (det forklarede hun os, i et sjældent øjeblik af alvor) - svøbt i pakker om sit lange norske liv, måske også rundt om benene. Jeg kan endda huske, at hun ikke havde ret lange ben.

Christiana Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet

fredag den 17. december 2010

Jeg drømte at farvebåndet i skrivemaskinen begyndte at strammes og blive tyndt på besynderlig vis, så det først blev gråt og siden hvidt. På samme måde gik det bogstaverne som jeg slog ned. Jeg tænkte at det måtte dreje sig om et synsbedrag og fortsatte med at skrive til bogen var færdig. Jeg tog den med hen til forlæggeren, som sendte den direkte til trykning, der var kun en måned til efterårssæsonen begyndte. Nu havde jeg tid til at tage til øjenlægen. Jeg fortalte ikke, hvad der var sket, jeg bad hende bare om at undersøge mine øjne. Undersøgelsen varede længe. Til sidst slukkede øjenlægen, som var en behagelig midaldrende dame med brunt hår, den store undersøgelseslampe, så mig alvorligt i øjnene og sagde: "De lider af en sjælden øjensygdom, som kaldes oftalmoletargi. Det indebærer at mennesket i begyndelsen af en situation, når han skal betragte noget, ser meget dårligt, eller slet ingenting, men at synssansen efterhånden forbedres, til den tilsidst er aldeles normal."
Da jeg vågnede, gik jeg, så snart jeg havde samlet kræfter, hen for at undersøge båndet i skrivemaskinen. Der var ikke noget galt med det. Jeg læste det jeg havde skrevet igår. Heller ikke i teksten så jeg noget forkert.

Pentti Saarikoski: Relevant eller ej

søndag den 12. december 2010

Never be sincere — sincerity is the death of writing.

Gordon Lish

onsdag den 8. december 2010

Han sidder i en meget smuk rokokolænestol, for en sikkerheds skyld på en bunke tæpper, vendt mod lyset og med fødderne på en tilhørende, stoppet skammel så man ser lidt af fjeldstøvlernes såler over skamlens kant. De lange ben er iklædt gråstribede bukser, hænderne har han i skødet. Jakken er sort og kan være en jaket, skjortebrystet stivet og hvidt, flippen konventionel med to snipper og forsynet med en sort roset. Bortset fra rosetten kan man sige at han er iført regelret citydress. Mellem flippen og hagen er et rent hvidt lommetørklæde kilet ind, han har måske skåret sig da han barberede sig om morgenen. Men det der giver hele billedet dets særegne liv, eller mangel på liv, er ansigtets langstrakte oval. Panden er høj, øjenbrynene temmelig fremtrædende, næsen kort og lige og hagen kraftig. Mundvigene er nedtrukne og overskægget synes at hænge. Øjnene ser hen på fotografen, men der er ikke noget blik i dem, eller hvordan skal jeg sige: de følger måske bare mekanisk og motorisk fotografens forehavender med sin kasse, som øjne har for vane selv når deres ejer er fraværende og langt borte i andre tanker. Personen i lænestolen har imidlertid ingen tanker, eller de er yderst fragmentariske og undermenneskelige, hvis han har nogle. Inde bag den høje pande ejer han et myldrende koralrev. Naturen tænker herefterdags for ham, hvis en abstraktion som 'naturen' da ellers kan tænke, eller hvis et koralrev kan tænke.

Gunnar Ekelöf: Et fotografi (i bogen "Virkelighedsflugt")