Han kom også til hende ved den lejlighed, men hun har sikkert ikke kendt ham mere. Hendes sanser slukkedes, den ene efter den anden, først synet. Det var ud på høsten, man skulle allerede flytte til byen, da hun pludselig blev syg eller rettere sagt, hun begyndte straks at dø langsomt og trøstesløst bort over hele overfladen. Lægerne kom og på en bestemt dag var de der alle sammen og regerede hele huset. I et par timer var det, som om det nu tilhørte professoren og hans assistenter, og som om vi ikke havde noget at skulle have sagt. Men straks efter mistede de al interesse og kom siden kun enkelvis, som af pure høflighed, for at nyde en cigar og et glas portvin. Og imidlertid døde Maman.

Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser