Erika holder sig i skindet, indtil hun ikke mærker flere drifter. Hun lægger sin krop til ro, fordi der ikke er nogen, der tager tigerspringet hen til hende for at rive kroppen til sig. Hun venter og bliver tavs. Hun stiller sin krop svære opgaver og kan forøge sværhedsgraden efter behov ved at indbygge skjulte fælder. Hun sværger for sig selv, at enhver kan følge driften, selv den primitive, der ikke skammer sig over at gøre det af med den i det fri.

Elfrid Jelinek: Spillelærerinden