Dét var som om han pludselig var trådt ud i den friske, rolige natteluft. En tid blev alle tanker helt stille. Så kom der en behagelig erindring til ham. Landstedet hvor de havde boet sidste sommer. Nætter i den tavse park. Et stjernesitrende, fløjlsmørkt firmament. Hans mors stemme fra havens dyb, hvor hun spadserede med far på de svagt lysende grusgange. Sange hun sang halvhøjt hen for sig. Men dér ... det jog ham koldt gennem kroppen ... var også denne pinefulde sammenlignen igen. Hvad havde de mon følt ved det? Kærlighed? Nej, denne tanke fik han for første gang nu. I det hele taget var det noget ganske andet. Ikke noget for store og voksne mennesker; slet ikke for hans forældre. At sidde ved det åbne vindue om natten og føle sig forladt, at føle sig anderledes end de store, misforstået af enhver latter og ethvert spottende blik, ikke at kunne forklare nogen hvad man allerede betyder, og længes efter en kvinde der ville forstå det ... det er kærlighed! Men det kræver at man er ung og ensom. For dem må det have været noget andet; noget roligt og ligevægtigt. Mor sang simpelt hen om aftenen i den mørke have og var munter ...

Robert Musil: Disciplen Törless' forvirringer