En gal mand velsignede mig. Han bankede på døren, men døren var allerede åben. Jeg lænede mig op af den. Jeg holdt den åben for manden, der kort forinden var kommet gående imod mig. Han standsede. Han førte sin knyttede hånd tæt forbi mit ansigt og bankede på døren. "Kan du høre det?", sagde han. "Ja", sagde jeg. "Det er Jesus, der banker på dit hjerte!", sagde han. "Jeg skal bare se din billet", sagde jeg og mærkede, at hjertet slog. Udad slog det, mod brystkassen, som forsøgte det at slippe væk. Mandens ansigt var meget tæt på. Hans øjne: sten på vej ned i en brønd. Hjertet slog og slog og drømte om dengang, det endnu blot var en grød af celler, der pulserede i et tavst mørke. "Jesus elsker dig!" sagde manden, "det eneste du skal gøre, er at åbne dit hjerte".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar