I de varmere måneder sker det ikke sjældent, at den ene eller anden natsværmer fra det lille stykke have bag mit hus forvilder sig ind til mig. Når jeg tidligt om morgenen står op, ser jeg dem sidde stille et sted på væggen. De ved, tror jeg, sagde Austerlitz, at de er faret vild, for hvis man ikke forsigtigt slipper dem ud i det fri igen, så bliver de siddende ubevægelige, til det sidste åndedrag har forladt dem, ja fastholdt af deres diminutive kløer, der er stivnet i dødskrampe, bliver de hængende ved deres ulykkessted til ud over livets ophør, indtil et vindpust løsner dem og blæser dem hen i en støvet krog.

W.G. Sebald: Austerlitz