onsdag den 29. december 2010

Ude i skoven stod de syv små dværge og onanerede, da det mest ynkelige og tænderskærende skrig, de nogensinde havde hørt, fik deres diminutive men dog kort forinden stærkt erigerede pikke til at synke slatne og forskrækkede om i deres små grove hænder. Lidt efter lidt vente forestillingen om Snehvide, som de så ofte havde forgrebet sig på, mens hun endnu lå skindød i glaskisten, tilbage, og de lo hult og hev i deres avlekraft indtil den langt om længe udtømte sig og lå dér på jorden til ingen verdens nytte.

fra Udkast 2

søndag den 26. december 2010

Jeg var misundelig på de glade og de lette. Især en norsk pige, hvis latter steg og faldt, mens hun spillede bold, kun i trusser og med et par lange hår (dog lyse) strittende fra den ene brystvorte; hun havde været stiknarkoman og så det nu som sin livsopgave at bringe hash til Norge - et sted langt nordpå, hvor hun kom fra, så de unge dér fik et alternativ til heroin, som var meget lettere at indsmugle, og som der derfor var lettere og billigere adgang til (det forklarede hun os, i et sjældent øjeblik af alvor) - svøbt i pakker om sit lange norske liv, måske også rundt om benene. Jeg kan endda huske, at hun ikke havde ret lange ben.

Christiana Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet

fredag den 17. december 2010

Jeg drømte at farvebåndet i skrivemaskinen begyndte at strammes og blive tyndt på besynderlig vis, så det først blev gråt og siden hvidt. På samme måde gik det bogstaverne som jeg slog ned. Jeg tænkte at det måtte dreje sig om et synsbedrag og fortsatte med at skrive til bogen var færdig. Jeg tog den med hen til forlæggeren, som sendte den direkte til trykning, der var kun en måned til efterårssæsonen begyndte. Nu havde jeg tid til at tage til øjenlægen. Jeg fortalte ikke, hvad der var sket, jeg bad hende bare om at undersøge mine øjne. Undersøgelsen varede længe. Til sidst slukkede øjenlægen, som var en behagelig midaldrende dame med brunt hår, den store undersøgelseslampe, så mig alvorligt i øjnene og sagde: "De lider af en sjælden øjensygdom, som kaldes oftalmoletargi. Det indebærer at mennesket i begyndelsen af en situation, når han skal betragte noget, ser meget dårligt, eller slet ingenting, men at synssansen efterhånden forbedres, til den tilsidst er aldeles normal."
Da jeg vågnede, gik jeg, så snart jeg havde samlet kræfter, hen for at undersøge båndet i skrivemaskinen. Der var ikke noget galt med det. Jeg læste det jeg havde skrevet igår. Heller ikke i teksten så jeg noget forkert.

Pentti Saarikoski: Relevant eller ej

søndag den 12. december 2010

Never be sincere — sincerity is the death of writing.

Gordon Lish

onsdag den 8. december 2010

Han sidder i en meget smuk rokokolænestol, for en sikkerheds skyld på en bunke tæpper, vendt mod lyset og med fødderne på en tilhørende, stoppet skammel så man ser lidt af fjeldstøvlernes såler over skamlens kant. De lange ben er iklædt gråstribede bukser, hænderne har han i skødet. Jakken er sort og kan være en jaket, skjortebrystet stivet og hvidt, flippen konventionel med to snipper og forsynet med en sort roset. Bortset fra rosetten kan man sige at han er iført regelret citydress. Mellem flippen og hagen er et rent hvidt lommetørklæde kilet ind, han har måske skåret sig da han barberede sig om morgenen. Men det der giver hele billedet dets særegne liv, eller mangel på liv, er ansigtets langstrakte oval. Panden er høj, øjenbrynene temmelig fremtrædende, næsen kort og lige og hagen kraftig. Mundvigene er nedtrukne og overskægget synes at hænge. Øjnene ser hen på fotografen, men der er ikke noget blik i dem, eller hvordan skal jeg sige: de følger måske bare mekanisk og motorisk fotografens forehavender med sin kasse, som øjne har for vane selv når deres ejer er fraværende og langt borte i andre tanker. Personen i lænestolen har imidlertid ingen tanker, eller de er yderst fragmentariske og undermenneskelige, hvis han har nogle. Inde bag den høje pande ejer han et myldrende koralrev. Naturen tænker herefterdags for ham, hvis en abstraktion som 'naturen' da ellers kan tænke, eller hvis et koralrev kan tænke.

Gunnar Ekelöf: Et fotografi (i bogen "Virkelighedsflugt")

lørdag den 27. november 2010

Øjet er et materiale. Han fjerner det.
Det kan varmes op
så iris bliver rød. Hulen svier. Tårer triller uden gråd.
Han ser derind. Lad tristessen glide ud mellem fingrene.
Hovedet som en magnet. Dage derinde.
Hænderne ligger tungt på lårene. Øjet siger ingenting
det var glas og før det sand. Det bliver aldrig mit.
Fra munden lyder skiftende fortællinger om stor kærlighed.
store fortællinger om skiftende kærlighed.
Dette øje skal ikke fortælle. Øjet er et låg
der kan åbnes
munden et hul at falde ned i. Der er ting
der skal siges
men ikke noget at tale om.

Anne-Louise Bosmans: Vi er amøber

mandag den 22. november 2010

Repent means "the pain again."

Anne Carson: NOX

lørdag den 20. november 2010

Forestil dig du bor i et land. Et lille hyggeligt land. Solen skinner, du har det godt . Du er et ungt menneske. Du tager ud på en rejse. Du forelsker dig i et menneske fra et fremmed land, og du beslutter dig for at gifte dig. Men nu går det op for dig, at landet du bor i, gør alt for at forhindre dig i at gifte dig med en fremmed. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Du tager hen til Udlændingeservice. Der er noget foruroligende over dette navn, noget modstridende og løgnagtigt, det fornemmer du straks. Du kommer ind på kontoret, men kontoret er helt tomt. Der er ikke et menneske, der kan hjælpe dig, kun en svag kværnende lyd som om tusind knive blev slebet mod hinanden et sted ikke så langt borte. Pludselig mærker du et bid i din ankel. Du kigger ned og ser at der ligger en hjemmehjælper og gnaver i din ankel. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Med blodet sprøjtende fra din læderede ankel flygter du hen mod udgangen, men døren er låst. Hjemmehjælperen maver sig efter dig med utrolig fart, mens hun med en sygeligt skinger stemme gentagne gange skriger: "Jeg vil æde din sjæl". Hjemmehjælperen er lige ved at få fat i din sjæl, det kan du tydeligt mærke, og du har glemt alt om din kæreste og alt om at gifte dig. Du tænker kun på at komme væk. Du får øje på en rulletrappe. Du halter hen til rulletrappen, så hurtigt du kan. Du ser dig tilbage. Hjemmehjælperen har rejst sig på bagbenene og begynder at vakle hen mod dig som en zombie. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Helt ind i sindet. Du er nået hen til rulletrappen og stiger på. Hjemmehjælperen kommer nærmere og nærmere. Den kværnende lyd, du næsten havde glemt, bliver højere og højere. Nu er du nået til enden at rulletrappen, og herfra ser du at lyden kommer fra en gigantisk kødhakkemaskine. Du forsøger at løbe tilbage ned ad rulletrappen, men netop da ser du at zombiehjemmehjælperen er nået hen til trappen og nu er på vej op imod dig. Der løber blod ud af hendes mund og ud af hendes øjne. Du vender dig om igen og idet du mærker hendes iskolde hånd gribe fat om din strube snubler du og falder mod kødhakkeren dybt dybt nede. Her slutter dagens drømmerejse og du er nu parat til at gå ud i dit liv med fornyet energi i krop og sjæl.

tirsdag den 16. november 2010

Gennem talrige lande og over frembærende have
ankommer jeg, broder, til denne triste grav
hvordan ære dig en sidste gang i døden
og tilmed stumt og formålsløst tiltale asken
når skæbnen har berøvet mig dig min eneste
åh trist grusomt bortrevne broder
tag dog alligevel nu som forfædrenes
skikke byder imod en trist gravgave
tag den gennemblødt af brodertårer
med ind i evigheden, broder, farvel.

Catul 101

lørdag den 6. november 2010

Efter vores forældres selvmord var vi indespærrede i tårnet i to en halv måned, selve landmærket i vores forstad, Amras, tårnet som kun var tilgængeligt gennem æblehaven som i sydlig retning førte op mod urfjeldet og havde været i vores fars eje i årevis.
Dette tårn, som tilhørte vores onkel havde i disse to og en halv måned været et tilflugtssted som beskyttede os mod menneskenes indgreb og skjulte os for blikkene fra en verden som kun handler og forstår ud fra det onde.
Vi har kun vor onkels indflydelse, vor morbror, at takke for at vi - i strid med Tyrols brutale sundhedsregulativ for dem som er taget i selvmordsforsøg og dømt til et videre og pinefuldt liv og lemlæstelse på denne måde - ikke blev placeret på sindsygehospitalet, og ikke som mange andre måtte dele skæbne med alle dem fra øvre-Inndalen, fra Karwendelfjeldene og Brennerlandsbyerne som først der virkelig blev ødelagt og knust på den forfærdelige måde jeg kender så godt.

Thomas Bernhard: Amras

mandag den 3. maj 2010

Blot at drikke vodka, selv af flasken, det er der ikke noget i ud over jagten efter vind og tomhed. Der er et velkendt raffinement i at blande vodka med eau de colonge, men der er slet ingen patos i det. Drikker man derimod et glas 'Kanaanæisk balsam,' får man både raffinement, idé og patos og dertil et strejf af metafysik.
Hvilken ingrediens i 'Kanaanæisk balsam' sætter vi højest? Denatureret sprit, naturligvis. Men spritten er jo kun et objekt for inspirationen, selv savner den enhver form for inspiration. Hvad sætter vi i så fald højest i den denaturerede sprit? Nemlig, den nøgne smagsfølelse. Men i endnu højere grad den miasme, som den udsender. For at fremhæve denne miasme må der et gran vellugt til. Af denne årsag blandes spritten i forholdet 1:2:1 med Bárkhat-øl, dog allerhelst Ostánkino eller Senátor, samt filtreret møbelpolitur. Jeg skal ikke minde jer om, hvordan man filtrere møbelpolitur, det ved ethvert barn. Af en eller anden årsag er der ingen i Rusland, der ved, hvad Púsjkin døde af, men hvordan man filtrere møbelpolitur - det ved enhver.
Kort sagt, skriv opskriften på 'Kanaanæisk balsam' ned. Livet får man kun én gang, og man må leve det således, at man ikke sjusker med opskrifterne.

Denatureret sprit 100 ml
Bárkhat-øl 200 ml
Filtreret møbelpolitur 100 ml

Altså, foran jer har I 'Kanaanæisk balsam' (den mere folkelige betegnelse er 'Brun bjørn'). Væsken er faktisk sort-brun, af moderat styrke og har en støt aroma. Det er ikke bare en aroma, men en hymne. Den demokratiske ungdoms hymne. Netop, for i den, der har drukket denne cocktail, modnes vulgaritet og mørke kræfter. Det har jeg set utallige gange ... !
Der findes to midler til at forebygge modningen af disse mørke kræfter. Det første er ikke at drikke 'Kanaanæisk balsam'. Det andet er at drikke cocktailen 'Ånden fra Genève' i stedet for.
I dén er det ikke en eneste dråbe adel, men den har en god bouquet. I spørger mig: "Hvad er gåden ved denne bouquet?" Jeg svarer: "Jeg ved ikke hvad gåden ved denne bouquet er." Så tænker I lidt og spørger: "Men hvad er så løsningen på gåden?" Løsningen er, at eau de colongen 'Hvid syren', en af ingredienserne i 'Ånden fra Genève', ikke bør skiftes ud med nogen anden, hverken 'Jasmin', 'Sjipr' eller 'Liljekonval'. 'I komponenternes verden er der ingen ækvivalenter,' som de gamle alkymister sagde. Og de vidste jo nok, hvad de talte om. Det vil sige, at 'Den sølverne Liljekonval' ikke kan gøre det ud for 'Hvid syren', ikke engang i moralsk forstand, ja, for slet ikke at tale om bouquet'en!
For eksempel ryster 'Liljekonval' forstanden, den bekymrer samvittigheden og styrker retsbevidstheden. Men 'Hvid syren' beroliger derimod samvittigheden og forliger mennesket med livets sår ...
Med mig var det sådan: Jeg drak en hel flakon 'Liljekonval', satte mig ned og brast i gråd. Hvorfor græd jeg? Fordi jeg kom i tanker om min mor, altså jeg kom i tanker om min mor og kunne ikke glemme hende. "Mor," siger jeg. Og græder. Og derefter igen: "Mor!" siger jeg og græder på ny. En anden og endnu større taber ville bare have siddet og grædt. Men jeg? Jeg tog en flakon 'Syren' og drak den. Og hvad tror I? Tårerne forsvandt, jeg blev grebet af en fjollet latter, og min mor kunne jeg ikke engang huske navnet på.
Derfor har jeg kun latter tilovers for den, der tilbereder 'Ånden fra Genève' ved at tilsætte 'Den sølverne Liljekonval' til midlet mod fodsved! Her er den nøjagtige opskrift:

'Hvid syren' 50 ml
Middel mod fodsved 50 ml
Zjiguljóvskoje øl 200 ml
Fernis 150 ml

Men hvis man ikke har lyst til at tage billetten, så er det bedre at glemme alt om både 'Kanaanæisk balsam' og 'Ånden fra Genève'.

Venedikt Jerofejev: Moskva-Petusjki

tirsdag den 27. april 2010

Valget af Scheel, den tidligere forbundspræsident, til æresmedlem af Akademiet for sprog og digtning var for mig bare den sidste definitive anledning til at løsrive mig fra dette Akademi for sprog og digtning, som efter min mening hverken har med sprog eller digtning at gøre, og hvis eksistensberettigelse ethvert fornuftigt tænkende menneske med god samvittighed selvfølgelig må benægte. I årevis havde jeg spurgt mig selv om meningen med dette såkaldte akademi i Darmstadt og hele tiden måtte jeg sige til mig selv at en sådan mening jo ikke kan bestå i at en forening som bare blev grundlagt for at dens forfængelige medlemmer skulle have et sted at spejle sig, mødes to gange om året for at gøre stads af sig, og efter at være kommet tilrejsende på luksuriøs vis på statens regning, spise storborgerligt serverede måltider og drikke drinks i gode hoteller i Darmstadt, for i en lille uge at snakke rundt om denne sin gamle smagløse litteraturgrød. Er én digter eller forfatter allerede latterlig og, hvordan det nu end forholder sig, allerede knapt til at holde ud for menneskeheden, hvor meget mere latterlig og uudholdelig er da ikke en hel horde af digtere og forfattere og sådanne som anser sig selv for at være det, i en stor klynge! Egentlig mødes alle disse på statens bekostning tilrejsende spidser i Darmstadt kun for efter et impotent år i gensidigt kollegahad at kede sig en uge i Darmstadt. Forfatterævlen i Lilletysklands hotelhaller er vel det modbydeligste man kan forestille sig. Men den stinker endog mere når den subsidieres af staten. Som jo hele nutidens subsidieringsdunst stinker værre end værst! Digtere og forfattere bør ikke subsidieres, og slet ikke af et subsidiært akademi, men overlades til sig selv.
Nu udgiver Akademiet for sprog og digtning (verdens mest absurde navn!) hvert år en årbog, og måske har i det mindste denne en mening? Men i denne årbog trykkes hver gang og hele tiden kun såkaldte essays som er forældede før de går til sats, essays som, som jeg allerede har sagt, hverken har med sprog eller med digtning, ja som overhovedet ikke har med ånd at gøre, fordi de kommer fra nogle maskiner til åndsløse ordsnedkere som helt oplagt har en funktionsfejl, fra vigtigper'er helt uden hoved, som vi ville sige i Østrig. Og hvad står der i denne akademiårbog andet end disse flove makværker? En lang liste over alle mulige og umulige æresbevisninger , som disse åndelige udmålere er "blevet tildelt" i året som gik. Hvem, udover disse udmålere selv, interesserer sig for dette? I tillæg også, ikke at forglemme, en hyklerisk "dødsliste", med forlegenhedsnekrologer som akademidødspoker, den ene mere pinlig end den anden. Synd at denne årbog er trykt på så kostbart papir at den er fuldstændig uegnet til at tænde op med i min ovn i Ohldorf. Jeg har altid de største kvaler når postbudet har efterladt dette fyldstof hos mig.
Men Akademiet for sprog og digtning (dem der har fundet på denne betegnelse burde jo få Büchnerprisen per efterkrav!) deler jo Büchnerprisen ud, vil man sige, den såkaldt mest ansete litteraturudmærkelse i hele Tyskland. Jeg kan ikke begribe hvorfor dette obskure akademi skal uddele Büchnerprisen, for til denne uddeling behøves ikke noget akademi. Og slet ikke et akademi for sprog og digtning, som alene i navnet er et begrebsmæssigt og sprogligt unikum, ikke på nogen anden måde. Personligt har jeg ikke kunnet tage det alvorligt at jeg den gang for, som det hedder, nøjagtig syv år siden, blev valgt ind i akademiet. Først lidt efter lidt er jeg blevet mig bevidst om det dubiøse ved dette akademi i Darmstadt, og dette dubiøse tog jeg faktisk øjeblikkeligt alvorligt da jeg læste at hr Scheel var blevet valgt ind i dette akademi, og jeg trådte resolut ud. Når hr Scheel kommer ind, må jeg straks gå ud, tænkte jeg.
Jeg ønsker Akademiet for sprog og digtning, som jeg anser for det allermest undværlige for Tyskland og for hele resten af verden, og som sikkert er mere skadeligt end nyttigt for digterne (de der er det!) og for forfatterne (de der er det!), til lykke med hr Scheel. Akademiet i Darmstadt (for sprog og digtning!) sender automatisk en meddelelse ud med sort kant og altid med den samme nekrologtekst (og sproget og digtningen i denne kan man nok strides om) når et medlem dør. Kan hænde jeg engang vil opleve at de sender en sådan meddelelse ud, hvor de ikke mindes et ærværdigt medlem, men sig selv.

Thomas Bernhard: Mine priser

fredag den 23. april 2010

En lille skaldet mand træder ud af mørket og rækker mig en pille. JEG står der med bittesmå røde bogstaver. Jeg stirre på den: Sluger jeg den, er jeg en anden, gør jeg det ikke, er jeg ikke mig selv nok? Ude på gaden springer alle bilerne i luften.

Allan Johansen: En drøm

Et rødt stråtækt bondehus for foden af bakken. Høje slanke træer på hver side af vejen; lindetræer eller pil måske, de lange lysegrønne blade er tunger af ild i solen. Jeg er allerede i huset for foden af bakken og nu på vej ud ad døren balancerende med klirrende, ringlende porcelæn på en tinbakke. Hvidmalede stole og borde på hver sin side af havegangen, mens solsortene synger duet fra taget, og gafler og knive står vagt om tallerkner og glas. Der er symmetri i verden og ikke et menneske udover mig og ham, der har trukket sin stol ud i gruset, så jeg må kante mig forbi, for jeg skal videre med kaffe til fyrbøderen i toget, der tuder bag bakken på vej mod stationen og vandtårnet, med kog under kedlen og sod og kulstøv i svælget. Men han vil ikke lade mig komme forbi, narrøven, selvom jeg beder ham pænt om det og kun spilder en enkelt dråbe kaffe ned i åbningen mellem nakken og skjortekraven. Kopper og kande står stille i luften bag os, der går en bølge gennem bladende, alting bøjer af for den forfulgte og det der følger ham er fortiden, hvad skulle det ellers være? det er en drøm og alting går uendelig langsomt; det hudafskrabende benspænd og hovedet der dunker mod jorden og slår tilbage opad i luften. Det bløder nu og solsortene slås om en regnorm på taget, den bliver længere og længere mellem deres næb. Jeg planter en finger i øjet på ham, men der er ikke noget øje kun et tomt hul og hud og hår falder af i store flager. Han har fat om min ene testikel med fingerspidserne, og jeg tænker, at det er utroligt, at sådan en knokkelhånd kan gemme så megen styrke. Han er kun raslende knogler i jakkesættet, alligevel klemmer han så hårdt at jeg vågner. Resten af dagen er mit ene ben kortere end det andet.

Allan Johansen: En drøm

torsdag den 11. februar 2010

Vandene er blå og planterne er lilla; sødt
er det at skue aftenen;
Man promenerer: De store damer promenerer;
bag dem går de små damer tur.

Nguyen Trong Hiep: Paris Frankrigs hovedstad

tirsdag den 2. februar 2010

... naturligvis kan Heidegger ikke sammenlignes med Wagner, som jo virkelig var et geni, som begrebet geni virkelig er en meningsfyldt betegnelse på, mere end på nogen anden, mens Heidegger jo bare var en lille filosofisk bagmand. Heidegger er, det er helt klart, den tyske filosof som der er blevet smidsket mest for i dette århundrede til trods for, at han var århundredets ubetydeligste. Til Heidegger valfarter først og fremmest alle dem som forveksler filosofien med kogekunsten, som tror filosofien er noget stegt, bagt og kogt, og dette svarer jo fuldstændig til den tyske smag. Heidegger holdt hof i Todtnauberg og lod sig til enhver tid beglo som en hellig ko på sit filosofiske Schwarzwald-podium. Selv en berømt og frygtet nordtysk magasinredaktør knælte andagtsfuld og med åben mund ned for ham, som om han så og sige ventede åndshostien af Heidegger, der sad på bænken foran sit hus i solnedgangen.

Thomas Bernhard: Gamle mestre

tirsdag den 26. januar 2010

Boghandlernes tykke kataloger, et eller to hver eneste uge. Tusinder og atter tusinder af bøger, alle nyudgivelser, i hundredevis i hver eneste genre. Kvalme og forspisthed. Ultrakorte sætninger. Eller kun ord. Som at læse en ordbog. Litteraturen er død, længe leve bogindustrien.

Sándor Márai: Dagbøger 1984-89