tirsdag den 27. april 2010

Valget af Scheel, den tidligere forbundspræsident, til æresmedlem af Akademiet for sprog og digtning var for mig bare den sidste definitive anledning til at løsrive mig fra dette Akademi for sprog og digtning, som efter min mening hverken har med sprog eller digtning at gøre, og hvis eksistensberettigelse ethvert fornuftigt tænkende menneske med god samvittighed selvfølgelig må benægte. I årevis havde jeg spurgt mig selv om meningen med dette såkaldte akademi i Darmstadt og hele tiden måtte jeg sige til mig selv at en sådan mening jo ikke kan bestå i at en forening som bare blev grundlagt for at dens forfængelige medlemmer skulle have et sted at spejle sig, mødes to gange om året for at gøre stads af sig, og efter at være kommet tilrejsende på luksuriøs vis på statens regning, spise storborgerligt serverede måltider og drikke drinks i gode hoteller i Darmstadt, for i en lille uge at snakke rundt om denne sin gamle smagløse litteraturgrød. Er én digter eller forfatter allerede latterlig og, hvordan det nu end forholder sig, allerede knapt til at holde ud for menneskeheden, hvor meget mere latterlig og uudholdelig er da ikke en hel horde af digtere og forfattere og sådanne som anser sig selv for at være det, i en stor klynge! Egentlig mødes alle disse på statens bekostning tilrejsende spidser i Darmstadt kun for efter et impotent år i gensidigt kollegahad at kede sig en uge i Darmstadt. Forfatterævlen i Lilletysklands hotelhaller er vel det modbydeligste man kan forestille sig. Men den stinker endog mere når den subsidieres af staten. Som jo hele nutidens subsidieringsdunst stinker værre end værst! Digtere og forfattere bør ikke subsidieres, og slet ikke af et subsidiært akademi, men overlades til sig selv.
Nu udgiver Akademiet for sprog og digtning (verdens mest absurde navn!) hvert år en årbog, og måske har i det mindste denne en mening? Men i denne årbog trykkes hver gang og hele tiden kun såkaldte essays som er forældede før de går til sats, essays som, som jeg allerede har sagt, hverken har med sprog eller med digtning, ja som overhovedet ikke har med ånd at gøre, fordi de kommer fra nogle maskiner til åndsløse ordsnedkere som helt oplagt har en funktionsfejl, fra vigtigper'er helt uden hoved, som vi ville sige i Østrig. Og hvad står der i denne akademiårbog andet end disse flove makværker? En lang liste over alle mulige og umulige æresbevisninger , som disse åndelige udmålere er "blevet tildelt" i året som gik. Hvem, udover disse udmålere selv, interesserer sig for dette? I tillæg også, ikke at forglemme, en hyklerisk "dødsliste", med forlegenhedsnekrologer som akademidødspoker, den ene mere pinlig end den anden. Synd at denne årbog er trykt på så kostbart papir at den er fuldstændig uegnet til at tænde op med i min ovn i Ohldorf. Jeg har altid de største kvaler når postbudet har efterladt dette fyldstof hos mig.
Men Akademiet for sprog og digtning (dem der har fundet på denne betegnelse burde jo få Büchnerprisen per efterkrav!) deler jo Büchnerprisen ud, vil man sige, den såkaldt mest ansete litteraturudmærkelse i hele Tyskland. Jeg kan ikke begribe hvorfor dette obskure akademi skal uddele Büchnerprisen, for til denne uddeling behøves ikke noget akademi. Og slet ikke et akademi for sprog og digtning, som alene i navnet er et begrebsmæssigt og sprogligt unikum, ikke på nogen anden måde. Personligt har jeg ikke kunnet tage det alvorligt at jeg den gang for, som det hedder, nøjagtig syv år siden, blev valgt ind i akademiet. Først lidt efter lidt er jeg blevet mig bevidst om det dubiøse ved dette akademi i Darmstadt, og dette dubiøse tog jeg faktisk øjeblikkeligt alvorligt da jeg læste at hr Scheel var blevet valgt ind i dette akademi, og jeg trådte resolut ud. Når hr Scheel kommer ind, må jeg straks gå ud, tænkte jeg.
Jeg ønsker Akademiet for sprog og digtning, som jeg anser for det allermest undværlige for Tyskland og for hele resten af verden, og som sikkert er mere skadeligt end nyttigt for digterne (de der er det!) og for forfatterne (de der er det!), til lykke med hr Scheel. Akademiet i Darmstadt (for sprog og digtning!) sender automatisk en meddelelse ud med sort kant og altid med den samme nekrologtekst (og sproget og digtningen i denne kan man nok strides om) når et medlem dør. Kan hænde jeg engang vil opleve at de sender en sådan meddelelse ud, hvor de ikke mindes et ærværdigt medlem, men sig selv.

Thomas Bernhard: Mine priser

fredag den 23. april 2010

En lille skaldet mand træder ud af mørket og rækker mig en pille. JEG står der med bittesmå røde bogstaver. Jeg stirre på den: Sluger jeg den, er jeg en anden, gør jeg det ikke, er jeg ikke mig selv nok? Ude på gaden springer alle bilerne i luften.

Allan Johansen: En drøm

Et rødt stråtækt bondehus for foden af bakken. Høje slanke træer på hver side af vejen; lindetræer eller pil måske, de lange lysegrønne blade er tunger af ild i solen. Jeg er allerede i huset for foden af bakken og nu på vej ud ad døren balancerende med klirrende, ringlende porcelæn på en tinbakke. Hvidmalede stole og borde på hver sin side af havegangen, mens solsortene synger duet fra taget, og gafler og knive står vagt om tallerkner og glas. Der er symmetri i verden og ikke et menneske udover mig og ham, der har trukket sin stol ud i gruset, så jeg må kante mig forbi, for jeg skal videre med kaffe til fyrbøderen i toget, der tuder bag bakken på vej mod stationen og vandtårnet, med kog under kedlen og sod og kulstøv i svælget. Men han vil ikke lade mig komme forbi, narrøven, selvom jeg beder ham pænt om det og kun spilder en enkelt dråbe kaffe ned i åbningen mellem nakken og skjortekraven. Kopper og kande står stille i luften bag os, der går en bølge gennem bladende, alting bøjer af for den forfulgte og det der følger ham er fortiden, hvad skulle det ellers være? det er en drøm og alting går uendelig langsomt; det hudafskrabende benspænd og hovedet der dunker mod jorden og slår tilbage opad i luften. Det bløder nu og solsortene slås om en regnorm på taget, den bliver længere og længere mellem deres næb. Jeg planter en finger i øjet på ham, men der er ikke noget øje kun et tomt hul og hud og hår falder af i store flager. Han har fat om min ene testikel med fingerspidserne, og jeg tænker, at det er utroligt, at sådan en knokkelhånd kan gemme så megen styrke. Han er kun raslende knogler i jakkesættet, alligevel klemmer han så hårdt at jeg vågner. Resten af dagen er mit ene ben kortere end det andet.

Allan Johansen: En drøm