fredag den 16. december 2011

Robert mener helt grundlæggende, han kan takke både kunstnerisk middelmådighed og førsterangs bøger for lige mange inspirerende oplevelser. Den store læserskare har det muligvis på samme måde. Den er instinktivt afvisende over for geniet, 'hvorfor anden- og tredjerangstalenter' ofte har lettere ved at få succes end førsterangstalenter. Geniet er i hele sin natur uhyggeligt, og det er netop hyggen, folket elsker.'

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser
oversat af Morten Riis

torsdag den 15. december 2011

STRENGHED MOD HESTE-ÆSTETIK

Man skal aldrig være streng
Mod en hest. En hest gør altid
Sit bedste. Ellers er det en dårlig hest
Og så hjælper strenghed ikke.

Kenneth Koch: Et tog kan skjule et andet og andre digte
oversat af René Jean Jensen og Pejk Malinovski

onsdag den 14. december 2011

Det bliver så skønt
når det endelig er vinter igen.

Ola Julén: Orissa

mandag den 12. december 2011

Bruno Cassirer opfordrede Robert til at skrive en roman, hvorpå Geschwister Tanner blev til. Cassirer brød sig imidlertid ikke særligt om bogen og fandt, ligesom en anden kritiker, at den bestod af lutter sidebemærkninger.

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser
oversat af Morten Riis

fredag den 9. december 2011

Jeg skriver kun for hundrede læsere, og af disse ulykkelige, elskelige, fortryllende, ikke hykleriske og moralske væsener som jeg gerne vil behage, kender jeg knap en eller to. Alle dem der lyver for at opnå anseelse som forfatter, vil jeg ikke befatte mig med. Den slags smukke damer bør læse kokkepigens regnskaber og den prædikant der er på mode, hvad enten vedkommende hedder Massillon eller Mme Necker, for at kunne tale om dem med de alvorlige kvinder som uddeler anseelse. Og læg vel mærke til at i Frankrig opnås den fine rang altid ved at man gør sig til ypperstepræst for en eller anden dumhed.

Stendhal: Om Kærligheden
oversat af Karsten Sand Iversen

tirsdag den 29. november 2011

Jeg siger dig, jeg skærer pikken af din åndssvage vallak, jeg mener det. I morgen putter jeg laksativer i hans foder, og hvis du ignorerer mig igen til næste time, smører jeg trælim på hans sliksten. Mht. krigen: Hørte jeg en hykler skide angst på papiret, fornemmede jeg topmålet af maskulin senilitet, læste jeg mellem linjerne en drøm om geværsalver og Guds kølige hånd på din pande en junidag? Hvis du virkelig har tænkt dig at deltage i den krig, skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det. Meld dig bare, tag ned og råb fædreland og fisse, skyd nogle arabere, sådan lyder instruksen.
Okay, hils Gud, og sig han er et svin, hils dit nazihjerte, hils din pik.
Hilsen Bjørn.

Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

mandag den 21. november 2011

Som forord til bogen sætter jeg Aspenströms brev til mig, og nu er det lykkedes at oversætte brevet: At det er svært at oversætte breve skyldes at de er, de er jo snak. Når det gælder selve digtene har jeg allerede skitserne færdige, så arbejdet bliver antageligvis lettere. (Der opstod skænderi her: jeg havde tabt nøglen til postkassen, jeg havde tabt den på vejen. Jeg fik selvfølgelig skæld ud. Siden blev nøglen fundet, og nu fik jeg skæld ud, fordi jeg ikke selv havde været ude at lede efter den).

Jeg havde tænkt at jeg ville oversætte yderligere nogle digte, men da der var et fremmed ord (klockdjur) allerede i det første digt, mistede jeg selvtilliden. Et spørgsmålstegn i skitsens margen. Jeg havde mao. forberedt mig dårligt, og kommer der flere af sådanne klokkevæsener bliver bogen ikke gjort færdig her.

Dagen forløb dog så nogenlunde, har spist, ilden brænder i komfuret. Mia har forladt sygesengen, hun har været i gang med at oversætte mine digte og nu sidder hun på sengekanten og grubler over noget.

Jeg læser Virginias roman. En hel del god litteratur når man ikke at læse i et liv, ligesom man ikke når at besøge alle steder, eller lære sig alle sprog.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin

lørdag den 19. november 2011

Det bliver lidt ensformigt at sige noget lort om Mia hver dag, men jeg kan jo ikke gøre for at hun igen i dag har været i sådan et kussehumør. Mundhuggeriet startede med at jeg i går aftes, efter jeg havde kogt tevand, havde ladet gashanen stå halvvejs åben. Ikke at det var så frygtelig farligt, men det gav hende jo en anledning til at råbe op.
I dag er havet blækfarvet, luften grå og jeg er heller ikke så særlig glad til sinds. Jeg sidder med Kari chez Arthur, vi hænger her ved vores stambord, snart er det aften, ed è súbito sera. Snart bliver det nødvendigt for alvor at komme i gang med skriveriet. Men når jeg nu ikke rigtig orker, så bliver det bare sådan noget sludder her.

Nogle drenge kommer forbi på cykel, antageligvis forbereder de sig til Bretagne Rundt, det begynder at svie i øjnene. Der er biler i mange forskellige farver. Tristessen fylder sindet. Et eller andet sted på sjælens bund findes der en bevægelse, og det som bevæger sig der, burde jeg få op til overfladen. Jeg fremsætter erklæringer, en måge lander på vandet, Jacques lægger mere brænde på kaminen.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin

tirsdag den 15. november 2011




Langt borte, langt herfra, langt fra hvor dette sted er, er mit sted, er hvor jeg sover og hvor jeg spiser, er hvor mine kvinder er, mine brødre, mine fædre, mine børn. Det er en søvn, og en søvn mere herfra. Langt borte. Det er ikke idag. Ild kom og efterlod intet. Akaramaerne kom og efterlod intet. Det er der ikke idag. Når solen står op, fylder jeg min mave, og jeg går ind i skoven og finder min medicin. Dette er min medicin, som hjælper mod sygdom, og med kvinder, og når jeg er træt og min penis ikke kan vokse sig stor og min pung er tom, og min medicin til at holde sære guder borte fra mit folk, min medicin der kan fortælle om, hvornår kæmpejaguaren nærmer sig og når giftslangerne er nær. Min medicin fortalte mig om Akaramaerne og jeg var hurtigt på vej, løbende, men solen havde allerede flyttet sig, havde flyttet sig meget, og der var ild og røg, da jeg kom tilbage til mit sted.
Mit sted er langt herfra. Det er ikke mit sted nu. Akaramaerne har taget nogle af mine kvinder. Nogle af mine kvinder lå på jorden med huller i deres maver. Mine fædre var uden hoveder. Mine børn var ødelagt. Mine brødre var væk og er nu inde i akaramaernes maver. Jeg er her med min krop og min medicin kan ikke bruges til noget længere.

Tobias Schneebaum: Keep the river on the right (som skal oversættes til "hav floden på højre hånd" eller måske enklere "følg floden". Bud modtages.)

mandag den 14. november 2011

Kærligheden, havde du sagt, er noget man gør. Man vælger hinanden hver dag. Den lille hånd klappede mig på øret, jeg så op, og det kuglerunde hoved var et stort grinebid. Bag den lille dreng lå den store, og henover hans englehår så jeg dig (og jeg håber, at du bemærker, hvordan jeg gør mig umage med sætningerne, så jeg kan stå ved siden af dig), og jeg tænkte, at dem, der lå mellem os, var beviser på fortiden.

Under det kogende hav

lørdag den 12. november 2011

Interviewer: Du fortalte mig at du var 40 år, da du begyndte at ryge?
Willy Kyrklund: Jo, ideen med rygning er jo, at man får sig et behov, som man kan tilfredsstille. Når man er kommet dertil, hvor der er mange behov som ikke kan tilfredsstilles længere, da kan man hænge sig, eller man kan tage sig en cigaret. Derfor tog jeg en cigaret.

Interview i SVT

torsdag den 10. november 2011

SOM VI VED

Alt hvad vi ser er gennemtrængt af det -
De fjerne trætoppe med deres spir (så
Uskyldige), trappen, vinduernes fastlåste blinken -
Gennemhullet af det onde der ikke er ondt,
Romancen der ikke er mystisk, livet der ikke er liv,
En nutid der er andetsteds.

Og dybere i de små overgivelser
I dansen, gnider du albuer med det,
Befamler det. Den dag du gjorde det
Var den dag du måtte stoppe, fordi handlingen
Involverede alt stoffet, der var ingen anden måde at komme til syne på.
Du gled på knæ
For de kostbare kildevandsjuveler
afsat på mosset, før de blev suget op
Og du vaklede på kanten af denne
Rolige gade med dens fortorve, dens trafik,

Som om de er kommet for at tage dig.
Men der er ingen i den blændende middagsstund,
Kun fugle der som hemmeligheder kunne findes ud af noget om
Og et hjem at nå frem til, en af dagene.

Lystet der blev overskygget dengang
Blev set som værende vores liv,
Alt omkring os som kærligheden kunne tænkes at undersøge,
Blev gemt bort et vist stykke tid, indtil
det hele skal gennemgåes, og vi vendte os
Mod hinanden, til hinanden.
Vejen vi var kommet var alt vi kunne se
Og det dæmrede for os, pinligt berørte
At der er så meget at fortælle nu, faktisk nu.

John Asbery: Som vi ved

søndag den 6. november 2011

TAK FORDI DU IKKE SAMARBEJDER

Nede på gaden er der isboder at gå hen til
Og fortorvet er pænt, blåligt skiffergråt. Folk ler meget.
Her kan man se stjernerne. To elskende synger
Hver for sig, fra det samme tag: "lad dine småpenge ligge,
Lad dit tøj ligge, og gå. Det er tid nu.
Det var også tid nu før, men nu er det virkelig tid.
Du vil aldrig have nydt storme så meget
Som på disse klæbrige aftener der mere føles som August
End September. Bliv. En falsk vind vil have dig til gå
Og derude på den stormomsuste flod iagttage busser på vej til Conneticut,
Og træindustri, og alt det vi tænker på når vi holder op med at tænke.
Vejret er perfekt, årstiden uklar. Græd over din afrejse
Men regn også med at møde mig i den nærmeste fremtid, hvor jeg vil afsløre
Yderligere nye eventyr, og at du fortsat vil tænke på mig."

Vinden aftog, og de elskende
Sang ikke længere, kommunikerende hver til hinanden i kedsommelighedens
Selvudfoldelse, og kysten krøllede sammen og blev flydende
Og så begyndte den berømte klagesang. Og hvordan skal vi, mennesker
Der alle er uvante med hinanden og vores gøremål, forklare
Det til kysten, hvis vi får lov til
At cirkulere der "i den nærmeste fremtid", hvorfor vi er kommet
Og hvorfor vi aldrig har været her før? Den gæste-fremmedes
modforslag hæmmede vores fortolkning af os selv som
Person-objekter, dem vi vidste ville nå frem hertil
På en eller anden måde, men vi kan huske så let som den dag vi blev født
miderne vi passerede på vores vej og hvordan dagen blødte
og natten med da man hørte om os, selvom vi kun fortalte om vores barnlige
Ideer og aldrig forsøgte at imponere nogen, selv ikke når de var en smule ældre.

John Ashbery: Skyggetog

torsdag den 3. november 2011

Rosa:
I dag skete der noget ubehageligt.

Emily og jeg mødtes tilfældigt ved kirken med den falske kuppel. Kunstneren, der udsmykkede den, var førende i illusionistiske tricks, men nedvurderet af samtidige kunstnere, de anså ham for en plattenslager, fordi han i sine portrætter ikke var så forfinet, fordi han fejlede på ansigtet.
Nu trådte Emily og jeg ind i kirken og så – ikke den mirakuløse kuppel hvor der ingen kuppel var – en helt forvrænget, en håbløs kuppel. Så blev vi ansporet af nogle hvide prikker i marmorgulvet, til at skridte ned ad hovedskibets midtergang, til vi mødte stjernen, der angav at
HER
skulle man stille sig for at værket forløstes. Så kiggede vi op og rigtig nok, det så ud, som om der var en kuppel. Så gik vi to skridt videre ned mod alteret, og kuplen var forvrænget igen.

Der gives ingen forførelse, uden at nogen tager skridtene, sagde Emily

Ubehaget indtraf umiddelbart efter.

Vi tog afsked med den forventning, at vi skulle hver vores vej. Jeg vendte ryggen til Emily og tog nogle skridt i den modsatte retning af hende, da jeg kom i tanke om, at jeg havde et ærinde. Jeg vendte om. Nu gik Emily omtrent ti meter foran mig. Som en fremmed. Det var det, at for en iagttager, havde der været al grund til at skønne, at vi var fremmede for hinanden. 1 og 1, der kom gående. 1 og 1 turist, der kom gående i Rom. Om allerede et døgn ville ikke engang en retsmediciner kunne spore det aftryk, Emilys håndklem havde sat på min højre arm, da vi tog afsked. Jeg ville kunne håbe på et hår, et DNA-spor, men risikoen var der, at jeg ville være efterladt sporløs, allerhelvedes ren.

Første gang, og alle gange siden, Emily og jeg havde sex, tog hun umiddelbart efter en vådserviet og duppede både sin egen pande og min.

---
Her er Emily i Rom for dér at gifte sig med præsten. Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg.

Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily
Udkommer i dag.

tirsdag den 1. november 2011

Charlottes forord til Stormfulde Højder er et publicistisk
     mesterstykke.

Som én der omhyggeligt undgår at se på en skorpion
     sammenkrøbet på sofaens armlæn taler Charlotte

fast og roligt
om de andre møbler i Emilys arbejdsværelse - om
den ubønhørlige ånd ('stærkere end en mand, enklere end
     et barn'),

den grusomme sygdom ('smerte ingen ord kan gengive'),
den autonome slutning ('hun sank hastigt, hun skyndte sig
     at forlade os')
og Emilys totale overgivelse

til et kreativt projekt som hun hverken kunne forstå eller kontrollere,
og for hvilket hun ikke fortjener at blive mere lovprist eller klandret
end hvis hun havde åbnet munden

'at udånde torden'. Skorpionen bevæger sig langsomt ned
ad armlænet mens Charlotte
bliver ved med at tale hjælpsomt om torden

og andre vejrformer vi må forberede os på at møde
når vi begiver os ind i Emilys elektriske atmosfære.
Det er 'Et stort mørkes rædsel' som venter os der

men Emily er ikke ansvarlig. Emily var under indflydelse.
'Ved frembringelsen af disse væsner vidste hun ikke hvad hun
     gjorde'
siger Charlotte (om Heathcliff og Earnshaw og Catherine).

Ja, der er mange måde at være indespærret på.

Anne Carson: Glasessayet
må det vel hedde i oversættelse

fredag den 28. oktober 2011

    himlen var klar nu
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
        så stod jeg midt i en nåleskov
    tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger og vejret pludselig klarer op/
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
    der sad jeg, mellem dem, på en måde i klemme
        da jeg jo ikke hørte til nogen af dem
    Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store/
har brug for så mange ben at den snubler over dem
        jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
      og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
        at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
    også jeg er et skib der forliser
            men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
    Der er ingen forskel
        på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
    Anderledes kan jeg ikke, netop nu
        forklare min sorg
     tid er ikke noget man kan gribe om
        På vej hjem, himlen
    da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
            himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström

lørdag den 15. oktober 2011

you burn me

Sappho: If not, winter
Anne Carsons oversættelse

fredag den 14. oktober 2011

Romola føler ikke mine planer, men hun forstår dem, fordi hun ved at alt, hvad jeg nogensinde har planlagt, er blevet en penge- og forretningsmæssig succes. Romola er min kones navn. Hun har et italiensk navn, fordi hendes far Carl de Pulsky, var en særdeles intelligent mand som elskede de forrige århundreders Italien. Jeg bryder mig ikke om de forrige århundreder, fordi jeg er i live. Jeg kan ikke skrive med denne blæk, fordi jeg ikke føler den. Jeg kan lide en blyant, fordi jeg er vant til en blyant. Jeg ved ikke hvorfor jeg tog denne fyldepen, for jeg kan skrive godt med en blyant. Jeg har ikke en smuk håndskrift, fordi jeg ikke forstår fyldepenne. Jeg kan lide denne fyldepen, fordi den er meget praktisk. Den kan bæres i lommen sammen med sit blæk. Det er en meget snedig opfindelse, fordi mange mennesker gerne vil have en fyldepen. Jeg kan ikke lide fyldepenne, fordi de er upraktiske. Jeg vil fortsætte med at skrive med min, fordi jeg fik den som gave af min kone til jul. Jul er navnet på en vane som findes overalt i verden, hvor der er kristne. Jeg kan ikke lide Kristendom, og derfor er jeg ikke kristen. Katolicismen og Ortodoksien er Kristendom. Jeg er Gud og ikke en kristen. Jeg kan ikke lide kristne. Jeg er Gud og ikke en kristen. I dag bar jeg et kors som blev givet til min lille Kyra af hendes bedstemor Emma. Emma er det de kalder Emilia Márkus, min kones mor. Hun elsker mig og elsker også Kyra, og derfor mener hun at hun bør give alle disse fjollede ting i gave. Hun mener at kærlighed bliver udtrykt gennem gaver. Jeg mener ikke at gaver er kærlighed. Gaver er en vane. Gaver skal gives til de fattige og ikke til dem der har meget. Kyra har nok, og derfor har hun ikke brug for gaver. Jeg giver Kyra nok, fordi jeg tjener penge på at danse. Emilia sætter penge i banken i Kyras navn, mens hendes datter Tessa ingen sko har. Emilia forstår sig ikke på penge og kaster dem derfor i grams. Hun ved jeg forstår hende, og derfor elsker hun mig. Hun tror at hun må give Kyra gaver, for at jeg vil elske hende. Jeg ville hellere have at hun gav disse gaver til folk som ingenting har. Emilia er en god kvinde, hun holder af de fattige og giver en masse til dem. Jeg mener ikke det er nok at give en masse, men at man skal hjælpe de fattige hele tiden.


Vaslav Nijinsky: Dagbog

onsdag den 12. oktober 2011

Jeg vil hellere give end tage imod, medmindre nogen beder mig: Tag den her, ja så tager jeg den, en blomst, en sten eller en fisk, men jeg kan ikke sige tak, for i alle gaver er der altid et tegn på sorg, og sorgens tegn er ikke et kors men en rose.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

tirsdag den 11. oktober 2011

Publikummer holder af at blive forbløffede. De ved lidt og bliver derfor forbløffede. Jeg ved hvad der skal til for at forbløffe et publikum, og derfor er jeg sikker på at få succes. Vil du vædde med at jeg kommer til få millioner? Jeg vil have millioner for at kunne få børsen til at krakke. Jeg ønsker at ruinere børsen. Jeg hader børsen. Børsen er et bordel. Jeg er ikke et bordel. Jeg er liv, og liv er kærlighed til mennesker. Børsen er døden. Børsen berøver de fattige, som kommer med alle deres penge for at få dem til at formere sig, i håb om at nå deres mål i livet. Jeg elsker de fattige og vil derfor spille på børsen, for at vinde over børsspekulanterne. Børsspekulanterne er alle som spiller på børsen med store summer. Store summer er døden, og derfor er summer ikke Gud. Jeg ønsker at vinde penge på børsen og vil derfor tage til Zurich en af dagene. Min kone bønfalder mig om at tage til Zurich for at se en nervespecialist for at få mit nervesystem undersøgt. Jeg har lovet hende 100.000 francs , hvis hun får ret i at mine nerver ikke er i orden. Jeg vil give dem til hende, hvis doktoren opdager at mine nerver er syge. Jeg vil ikke give hende de penge, hvis hun har taget fejl. Jeg har ikke pengene, men jeg har lovet hende dem. Gud ønsker at jeg skal spille på børsen. Jeg vil spille, men for at gøre det, må jeg blive i Zurich i flere uger. Jeg vil tage til Zurich en af dagene. Jeg har ingen penge, men jeg håber at min kone vil give mig nogle. Jeg vil tage af sted med min kone. Hun vil tage mig med på hendes regning. Jeg har lidt penge i banken, omkring 200 francs. Jeg vil tage hen til børsen og bruge pengene til at spille for. Jeg ønsker at tabe alle de penge jeg har, så Gud vil give mig flere penge. Jeg er sikker på at Gud vil lade mig vinde, og jeg vil derfor tage hen og spille på børsen. Jeg er ikke bange for børsen, fordi jeg ved, at Gud ønsker, at jeg vinder. Han ønsker at jeg knækker børsen. Jeg vil have penge fra børsen og ikke fra min dans. Jeg vil tage til Zurich snart og gå på børsen om morgenen. På børsen vil jeg se på aktier og obligationer, og så vil jeg købe dem. Jeg vil købe dem, med alle de penge jeg har. Jeg kan ikke læse tysk, men jeg vil forstå alt, hvad jeg behøver.

Vaslav Nijinsky: Dagbog

søndag den 9. oktober 2011

MINUSGRADER

Vi er til en fest der ikke elsker os. Til sidst lader festen masken falde og viser sig som den virkelig er: en rangerbanegård. Kolde kolosser står på skinner i tågen.  Et stykke kridt har kradset på vogndørene.
     Det må ikke nævnes, men her er megen undertrykt vold. Derfor er detaljerne så tunge. Og så svært at se det andet der også er: en solrefleks der flytter sig på husvæggen og glider gennem den uvidende skov af flimrende ansigter, et bibelord der aldrig blev skrevet: "Kom til mig, thi jeg er modsætningsfuld som du selv."
     I morgen arbejder jeg i en anden by. Jeg suser dertil gennem morgentimen der er en sortblå cylinder. Orion hænger over den frosne jord. Børn står i en tavs klynge og venter på skolebussen, børn som ingen beder for. Lyset vokser langsomt som vores hår.


Thomas Tranströmer: Sanningsbarriären
oversat af Peter Nielsen

fredag den 7. oktober 2011

Det var fint Nobelprisen gik til Thomas Tranströmer i går, fint fordi han er digter, og det er ved at være længe siden prisen er gået til sådan en, og fint også fordi han er skidegod, og en overgang føltes som en afgørende påvirkning, hvad han sikkert også var og er, selvom jeg ikke læser ham som meget mere, som jeg har gjort. Man kan læse et lille uddrag af den fantastiske Østersøer her. Dagen før blev en anden pris uddelt, nemlig den kun netop toårige Albertinepris som første gang gik til Frank Kjørup og i år til René Jean Jensen. I den anledning bringes her mit blege forsøg på at efterligne hans skrift, som i øvrigt også kan læses i seneste nummer af Hedekorn:



ENLINJESMESTEREN
til René Jean Jensen

Jeg folder samlselvkassen ud
men den bliver ved med at have
en fold mere
og er altså totalt uanvendelig
som kasse
tilgengæld kunne man sikkert bruge den
som underlag
i en ørnerede, du ved, til ørnetis
ørnegylp osv.

pensionisterne på Peterspladsen
snød foran i køen
i sikker forvisning om at få tilgivet alle deres synder
når de først var kommet indenfor i kulissen
til verdens største svindelnummer
de helllige står kun til regnskab for Gud
menneskene er de ligeglade med
tænkte jeg og følte den glæde
man føler når man ved man har ret
og folder sin tanke ud
som et lille banner inde i hovedet
ligesom pensionisterne på deres side
sikkert også følte glæden ved at vide at de havde ret
men forskellen er
tænkte jeg videre
at jeg har regnet dem ud
mens jeg for dem stadig kun er en syndig gåde
det burde have forstærket min selvglæde
men mærkeligt nok følte jeg mig
kun overset og misforstået
som et digt
ingen gider at læse

solen skinnede på dumheden
for enden af en korintisk
eller var det mon en dorisk søjle?
ikke at jeg ikke sagtens kan kende forskel
(den doriske har jo vædderhorn)
og dette var helt klart ikke en dorisk søjle
men jeg holder så meget af "dorisk"
og benytter mig af enhver lejlighed
til at benytte mig af det:
fx: der er noget dorisk over dagen idag, synes jeg
eller: kom ikke her med dine doriske argumenter!
eller slet ret: hvor dorisk!

gennem den hvide maling
kunne man ane en køligere
blå bagved der illuderede kulde
i det ellers ulideligt varme
værelse uden udsigt

da vi rigtigt begyndte at kede os
foreslog du at John Oliver
havde indfiltreret Vatikanet
og nu så vi pludselig ørnenæsen
de buskede øjenbryn
og det på samme tid forvirrede og gennemtrængende blik
overalt: John Oliver som turistfører
der samlede sin flok omkring en lilla strudsefjer
fastgjort til en pegepind
John Oliver som schweizergarder
der blænder præsterne med det reflekterede sollys
i sin hellebard
John Oliver som chauffør af pavemobilen
(uden pave, desværre
men med munkelignende kørelærer og kardinallignende passager)
John Oliver som statue af Frans af Assisi
ubevægelig men livagtig
og hellig på en sådan lidt ja, nærmest ironisk måde
tiggermunken i marmor og med guldkorset
parat til at stikke op dér
hvor solen
ikke skinner

er vi inde i basilisken nu
spurgte du og gabte
ja, sagde jeg, det håber jeg
selvom jeg godt vidste
du mente basilikaen

Det sværeste ved en idé
er ikke at få den
men at blive ved med at tro på den
til den er gennemført
som nu den forrige pave
i sin glaskiste
og drengen der spurgte vagterne
der lod som om de ikke forstod
om han var lavet af voks

statuer med afhuggede genitalier
og det samme lille blad
til at dække over kastreringen
men brysterne får lov til
at strutte massive og hårde
som efter en abort.

I ansøgningen til jobbet som
overkastrater stod der måske:
har selv klosterpik
og en sikker hånd
til at gøre en ende
de begejstrede græske lem,
eller hedder det mon "lemmer" i flertal?

Vinløv og optimistiske bryster
sådan forestillede jeg mig
dagen da jeg vågnede
i modlys
jeg havde drømt om at være flødeisbaron
i den kulsorte provis
udenfor synger en usynlig fugl
usynlig for mig
der ikke kan se den

er den blå som jeg ser
den samme blå
som den du ser?
og gør det noget
hvis den ikke er?
gør det noget hvis den er?
det spørgsmål får vi nok aldrig svar på
og det gør ikke noget

korintiske søjler igen
vinløv hedder vinslöv
på svensk
det er også en landsby
jeg ofte passere og er
altså vinsløv
ikke en landsby

Lacrima di morro d'alba
kan jeg anbefale til enhver
artiskok
sagde tjeneren
det var en vin med en violet kant
når man tiltede glasset
hvad vi så gjorde
på talrige opfodringer

senere kom Enlinjesmesteren
ud og steppede for os
på en kridtstreg
bagefter gav han mig en udfoldelig kasse
på størrelse med en terning
den er til dit ego, sagde han

tirsdag den 4. oktober 2011

vandet stod højt, havet var bælgmørkt
    bølgerne rejste sig fra kysten ud mod fjorden
        vinden bed os i nakken, vores handlinger
vores tanker og vores intentioner
forbliver grimasser, det er svært
    på forhånd at bestemme, bagefter at forklare noget som helst/
Jeg betragtede huset oppe fra bjergets klippefremspring, jeg mindedes krigsårene/
        en sensommeraften på herregården
    da de voksne spiste krebs og skålede
        Jeg har aldrig set
            liv i det hus
selvom en vej fører derop
    det er ikke et forladt hus, kun ubeboet
Jeg er for tynd til at fylde min frakke ud
        Vandet slår hen over bølgebryderen
nede på bunden kravler fisk rundt på små fødder
            så bliver det nat
den tyvagtige nat, det hellige mørke
        vil fylde båden
    jeg skubber den ud i vandet
    uden at vide
hvor havet vil føre den og hvem der skal tage sig af lasten

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström

fredag den 30. september 2011


Mit første minde: min far
går ned ad havegangen, hans ryg,
en blå anorak, en brun
lædertaske i hånden, han drejer
om hjørnet. Hans ansigt
er en udvisket plet, så forvandler det sig til et påklistret portrætfoto, som jeg gemte i en skuffe i mange år og for nylig smed ud i et anfald af vrede. Billedet river sig løs og er borte i vinden, så vokser en profil ud af hans frakkekrave, en profil, som med tiden også er blevet min egen. Jeg kan ikke huske hans træk mere og har erstattet dem med mine egne. Måske for at bilde mig ind, at vi har et tilhørsforhold, at hans familieforbandelse også er min, og at den kun venter på at gå i opfyldelse. Ligesom ham, er jeg den, der forsvinder og efterlader et spor af ødelæggelse bag mig. Jeg forsvinder, om ikke nu, så om lidt, altid med en fod på dørtrinet. I dag, i morgen, eller dagen efter i går, er jeg allerede borte. Sådan ser jeg min far. Dér står han uden at se sig tilbage, vender sig så alligevel og sender mig et stivnet smil og et dødt blik, inden han drejer om hjørnet og opløses i modlyset som en guddom. Det bærer jeg med mig. Det er min dom, der venter på at blive eksekveret. Den første af mange erindringer jeg slæber rundt på, indtil jeg en dag synker sammen og bliver kvast under vægten. Det er mig, nu
og i fortiden på samme tid og på samme måde
i mit omvandrende fængsel.

onsdag den 28. september 2011

Hendes mand kom ind i værelset, allerede fuldt påklædt, og hun havde ikke den mindste ide om, hvad han havde fået til morgenmad, og så ikke en gang efter, om hans tøj trængte til en børste og var ligeglad med, om det var den dag, han skulle ordne forretninger i byen. Men da han bøjede sig ned for at kysse hende, smuldrede hendes lethed som et tørt blad:
    - Hænderne væk!
    - Hvad er der galt? spurgte manden forbløffet, da han skulle til at kærtegne hende lidt grundigere.
I sin genstridighed havde hun ikke noget svar parat, hun følte sig så glat og prinsesseagtig, at hun ikke anede, hvor hun skulle få svaret fra. Og hun blev helt ophidset:
     - Hold fingrene væk! Og la' vær' med at luske rundt om mig som en gammel hankat!
Så kom han på bedre tanker og erklærede:
     - Nå, du er nok dårlig, min pige.
Hun accepterede hans bemærkning overrasket og smigret. Hun tilbragte hele dagen i sengen, og lyttede til stilheden i huset uden børnenes larm og uden sin mand, som ville spise frokost i byen i dag. Hun blev i sengen hele dagen. Vreden i hende var skrøbelig og brændende. Hun stod kun op for at gå på toilettet, og kom tilbage derfra ophøjet og fornærmet.

Clarice Lispector: Familiebånd
oversat af Tine Lykke Prado

torsdag den 22. september 2011

Chokolade





Jeg begynder med at beskrive en reaktion
der sikkert ikke findes noget ord for.
Det er hos andre jeg har opdaget den. Måske er det sådan
at jeg selv
ikke kan reagere sådan. I hvert fald ikke så tydeligt som
det i aftes har kunnet mærkes på Horace Engdahl. Jeg og han sad tilbage
på Prinsen efter Kykeon-redaktionens møde, det havde været en
usædvanlig god diskussion – jeg mener vel ikke det var
en diskussion? … Samtale er det jeg mener … Det havde været en
usædvanlig god samtale om skrivningens betingelser, hvad der sker når
noget er udtømt, hvilke forskellige måder et emne eller – ja, en stil
kan være udtømt på,
når man er færdig med en artikel er man jo ikke spor ked af det – satte bare
punktum – ikke noget ubehageligt ved det.

At Horace har set væk … Det skete efter at jeg havde fortalt
om hvordan jeg tidligere på foråret åbnede køleskabet i mit køkken, ville hælde
tonic op til en gin og tonic, klokken var elleve om aftenen. Udenfor var der mørkt.
(Har netop lige løst en af de centrale scener i filmmanuskriptet Ud i sneen –
en scene jeg havde arbejdet på næsten dagligt
i over en måned, først nu er den perfekt). Rejste mig fra køkkenbordet
– ville læne mig mod vindueskarmen. Så lysene langt derude i Alvik:
det er vel tunnelbanen der forsvinder over broen? … Imens skal jeg
tage nogle slurke gin og tonic … Jeg havde beskrevet det
sådan her for Horace: at kulturen – i det hele taget,
alle former for kulturudtryk i dag i Sverige – bare var
en imitation af den følelse jeg havde lige på det tidspunkt,
og det var netop det: at han i det øjeblik ligesom stivnede – så væk –

luften gik ud af,
eller hvad siger man? I ved hvad jeg mener?

Jeg forstår jo også at det var
idiotisk sagt – selv om man er velvilligt indstillet over for mig
var det der vel at gå lige lovlig langt,
forstår jeg også.

Men det interessante er Horaces reaktion: mørkningen, eller –
jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det – og så er det nok bedre,
som sædvanlig, ikke at give det noget navn overhovedet.

Altså: jeg siger noget. Og den jeg siger det til
bliver negativt indstillet, ikke bare
over for det jeg siger, men over for … mig. – Ja. Bliver
simpelthen negativt indstillet over for mig.
(...)

Stig Larsson: Godnat til mine kære
oversat af Anders Abildgaard

torsdag den 15. september 2011

Jeg fik en god frokost, for jeg spiste to blødkogte æg og brasede kartofler og bønner. Jeg kan godt lide bønner, bortset fra når de er tørre. Jeg bryder mig ikke om tørre bønner, fordi der ikke er noget liv i dem. Schweiz er sygt, fordi det er fuld af bjerge. I Schweiz er folk tørre, fordi der ikke er liv i dem. Jeg har en tør stuepige, fordi hun ikke føler noget. Hun tænker meget, fordi hun tørrede ud i et andet job, som hun havde i lang tid. Jeg bryder mig ikke om Zürich, fordi det er en tør by. Den har mange fabrikker og mange forretningsfolk. Jeg bryder mig ikke om tørre mennesker, og derfor bryder jeg mig ikke om forretningsfolk.

Vaslav Nijinsky: Dagbog

mandag den 12. september 2011

Jeg har været i Sverige, og som altid var der mange flotte, informative og adfærdsregulerende skilte. Her nogle eksempler:

Dette skilt stod midt i skoven, så der var lagt i ovnen til en ordentlig omgang dårlig samvittighed og en lang travetur hjem, hvis man havde forvildet sig helt herud på sin knallert.
Det ser dejligt ud, men nej, det er ikke noget for dyr. En hel del frække frøer havde dog kastet sig i soppebassinet alligevel, men så kunne de selvfølgelig ikke komme op igen. Læs dog skiltet!
Alle telefonpælene langs vejen var udstyret med denne besked, der tydeligt illustrer at rygtet om forbudsSverige er stærkt overdrevet: Det er ikke forbudt at kravle op i pælen, man skal bare huske at have sikkerhedsudstyret i orden.
Bemærk den diskrete advarsel (til venstre i billedet) om bryster forude på saunagaden (bastuvägen).
Levende planter!

fredag den 2. september 2011

Våde Karme

Da Eduard Raban var kommet gennem porten
Og trådte ud i portåbningen, så han at det regnede.
Det regnede ikke meget.
    Kafka, Bryllupsforberedelser på landet

Konceptet er interessant: At se, som var de spejlet
I våde ruder, andres blikke gennem
Deres egne øjne. Et koncentrat af deres korrekte indtryk af
Deres selvanalytiske fremtoninger beklædt med dit
Spøgelsesagtige transparente ansigt. Dig i falbelader
Fra en fjern men ikke så fjern æra, kosmetikken,
De perfekt spidse sko, drivende (hvor længe har du
Ikke været drivende; hvor længe har jeg for den sags skyld)
Som en flaskeånd mod en overflade man aldrig kan nærme sig,
Aldrig kan gennembryde til den tidløse energi fra et nu,
Som ville have sine egne holdninger til disse ting,
Er et epistemologisk billede på processerne
Der første gang nævnte dit navn til etellerandet overfyldt cocktail
Party for længe siden, og nogen (ikke den der blev tiltalt)
Overhørte det og bar navnet med sig i sin tegnebog
I årevis mens tegnebogen smuldrede og pengesedler gled ud
Og ind af den. Jeg vil have disse oplysninger nu,

Kan ikke få dem, og det gør mig vred.
Jeg vil bruge min vrede til at bygge en bro som den
I Avignon, på hvilken folk kan danse blot for at få følelsen
Af at danse på en bro. Jeg vil til sidst se mit fuldendte ansigt
Spejlet ikke i vandet men i det slidte stengulv på min bro.

Jeg vil holde mig for mig selv.
Jeg vil ikke gentage andres bemærkninger om mig.

John Ashbery: Houseboat days

torsdag den 1. september 2011

Jeg ligger vågen i tremmesengen i soveværelset, fordi far snorker, og jeg tror det er lyden af månen.

Christian Yde Frostholm: Selvportræt med dyr

tirsdag den 30. august 2011

Sjov, spasmageren, gav for så vidt en dag anledning til en håndfast hofskandale, som hertuginden i ham genkendte sin engang af røvere røvede, af uansvarlige slubberter bortførte, men nu lykkeligvis atter genfundne kære søn. Den eventyrlige episode krænkede mangt et højt og til det højeste opskruede begreb om sømmelighed. Den gode tone anlagde oven på denne beklagelige begivenhed dyb sorg i mindst fjorten dage, fordi den ærgrede og græmmede sig næsten syg derover.

Robert Walser: Digterliv
oversat af Per Øhrgaard

fredag den 26. august 2011


   1
Hun elsker mig, elsker mig ikke.
                                Jeg sønderriver mine fingre
og udstrør dem
              ødelagte,
som man i overtro
       sønderriver
     og udstrør
tusindfrydens lille vrede over
Maj.
Lad klipningen og den tætte barbering
                                          afsløre
                                            grålighed,
og lad årenes sølv
                   dundre.
Jeg håber,
                jeg tror:
                   jeg aldrig vil blive til
én
    drevet af skammelig forsigtighed.

   2
Klokken er allerede to.
                           Jeg går ud fra du ligger i sengen.
Mælkevejen
                    en sølvflod
                            i natten.
Jeg har intet hastværk,
                          ingen grund til at
vække dig
belemre dig
                     med telegrammer.
Som de siger,
            hændelsen er afsluttet.
kærlighedsbåden kæntrede ganske enkelt
på omstændigheder.
Du og jeg:
                 giver op,
                     ingen grund til at opliste
fælles sorger,
            fortvivlelser,
                                 sår.
Se hvor stille verden er.
Natten
           har pålagt himlen en afgift
                                  af stjerner.
I sådanne stunder
                  står man op og taler til
tiderne,
            historien,
                 hele kosmos.

   3
Klokken er to...
               jeg går ud fra du ligger i sengen.
Eller måske er du
                  også oppe med den samme sag.
Jeg har intet hastværk.
                          Ingen grund
til at vække dig
   belemre dig
med telegrammer.


Vladimir Majakovskij: selvmordsdigt*

torsdag den 25. august 2011


Direkte husker jeg kun en episode fra de første år. Du kan måske også huske den. Engang midt om natten blev jeg ved med at klynke efter vand, sikkert ikke af tørst, men sandsynligvis dels for at irritere, dels for at more mig selv. Efter at nogle stærke trusler ikke havde hjulpet, tog du mig op af sengen, bar mig ud på balkonen og lod mig stå alene et stykke tid uden for den lukkede dør i den bare skjorte. Jeg vil ikke sige at det var forkert, måske var det dengang virkelig ikke muligt at skaffe nattero på anden vis, men jeg vil dermed karakterisere dine opdragelsesmetoder og deres virkning på mig. Jeg var dengang sikkert nok lydig derefter, men jeg havde en indre skade af det. Det for mig selvfølgelige i den meningsløse beden om vand og det overordentlig skrækkelige i at blive båret ud kunne jeg ifølge min natur aldrig sætte i den rigtige forbindelse. Endnu i årevis led jeg under den pinagtige forestilling at den kæmpestore mand, min far, den sidste instans, næsten uden grund kunne komme og midt om natten tage mig op at sengen og bære mig ud på balkonen, og at jeg altså for ham var et sådant stykke ingenting.

Franz Kafka: Kære far forstå mig ret
oversættelse Villy Sørensen

tirsdag den 23. august 2011

I går tænkte jeg på at skrive
om de tusind søers land
hvor lortet flyder til overfladen,
men så kom min kone
altid finder du på dumheder,
og galpede op og skældte ud hele aftnen
altid finder du på dumheder,
fordi jeg havde inviteret
naboens kone på kaffe,
eftersom jeg ville lære et menneske at kende
som ser på mig bagfra,
ifølge min kone var det et påskud,
min hensigt havde været at begå en dumhed
og gøre hende ked af det,
det havde været min hensigt
da jeg bød nabokonen på kaffe.
Så gik pulverheksen.
Hun er som min far
altid på vej til kontoret
som er et sted afskåret fra den øvrige verden.
Der sidder hun bag sit skrivebord
og betragter folk som sine kunder
uanset deres ærinde.
Den attitude giver hende
en følelse af tryghed,
uden hvilken hun ikke ville føle sig
som en selvstændig kvinde.
Hun elsker mig naturligvis
men hun elsker også visne blade,
for hun længes efter ømhed.
Hun har brug for at være nær,
hun er en blind som for at se
må røre, hendes hoved er bøjet,
hendes hænders stilling afslører hendes sindsstemning,
hun kan ikke skjule noget.
Man ser på hendes hår hvad hun tænker på.
Med hende er det rart at leve
for den glæde jeg tilbyder hende
glæder hende, og landene
jeg tager hende med til er oplevelser for hende.
Hun har oplevelser og erfaringer,
jeg har altid kun haft besværligheder,
selv hun er en besværlighed for mig.
Hele livet har været en lang besværlighed.
Jeg kan ikke nyde noget.
Jeg planlagde at deltage i verdens opbygning,
men det er jo en vanvittig tanke.
Sammen med hende planlagde jeg at bygge en fremtid,
ligesom en tåbe der sætter sig
og forsøger at snedkerere et hus omkring sig.
Livet har været en tåbes roderi eller et barns leg.
Jeg skulle lære en sats der kunne trykkes,
når andre lærte sig at være kunder.
Jeg er træt af den passage eller frikast,
jeg ved hvor de grønne pletter findes
og de blå, grå, hvor hver farve [er].
I dette nabolag ved jeg hvor vejviseren findes.
Jeg forsøgte det ene og det andet.
Skrev digte og foredrag,
med det kunne jeg ikke flytte grænsen.
Jeg fordybede mig i små ting,
som den nøjagtige orden på boghylden
og stolenes plads, og rigsdagens sammensætning,
så begyndte jeg at tænke på store og bløde ting
som man kan skyde sig ind på.
Jeg købte kort og tænkte.
Lod mig skille fra den ene kone efter den anden
og alle gav jeg den gave
at de troede at de havde ladet sig skille fra mig,
til de stod øje til øje med virkeligheden.
Min kones gang er præcis som et schweizisk ur.
Hendes knogler er et maskineri og ikke knogler
men hendes vilje er ukuelig,
man får ikke lov at begære for meget af hende og
for det meste slet ikke,
hun er jo bare et menneske og ikke noget dyr,
ingenting tiltaler hende sådan som erklæringer,
mærkelig krydret tale og skråsikkerhed på egen sejr.
Efter det kom jeg til troen
jeg var heldig, da man ikke behøvede at tro på noget,
jeg var lykkelig i troen
og siden blev den nedbrudt af langvarig regn.
Jeg ville begynde at sætte kilometersten i vejkanten.
Dertil fandtes ingen sten og intet holdbart materiale.
Lad mig få lov at drikke sprut.
Jeg ville kunne udregne sagerne, nummererer dem
og sige hvordan de står til,
jeg har så mange ordbøger,
men jeg taler klogt blot for at irritere min kone
som siger at jeg ikke siger andet end dumheder,
så ser hun hvordan dumhederne tager bo
i det solbeskinnede træs bøjelige grenkløft.
Undskyldningen, at de tårer blot var hvidvinstårer
er ikke videre holdbar.
Jeg kan desværre ikke tage konens klagemål til behandling,
mine hænder har også andet at sysle med.
Jeg lider ikke af mangel på barmhjertighed.
Jeg tager de omveje jeg vil.
Finder jeg ikke konen behagelig bytter jeg.
Er jeg nødt til at sige alt det her,
skulle jeg allerede som lille være gået den lige vej
til spisekammeret og ikke om bag en stor sten.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved

fredag den 19. august 2011

Jeg læser "Jeg ser hen over Stalins hoved" af Saarikoski for gud ved hvilken gang. Det er en meget god bog, synes jeg, selvom den også er totalt langt ude i sin politiske, ja, tænkning kan man vel dårligt kalde det, men så overbevisning da. Jeg kom i tanke om at jeg havde oversat et stykke til Banana Split engang. Jeg har oversat fra den svenske oversættelse "Jag blickar ut över huvudet på Stalin", hvilket sikkert er årsagen til at visse ting forekommer mig ret underlige, når jeg læser min oversættelse igennem: "Klichémand" fx, gad vide hvad det er for én? En dag får vi forhåbentlig en oversættelse fra finsk, så det kan bliver opklaret. Nå jo, og det jeg ville sige, var at jeg altid får lyst til at læse Nijinskys dagbøger, når jeg læser den her bog, men at jeg af en eller grund aldrig har fået det gjort. Her er oversættelsen:


Hold kæft I
der ikke har andet at miste end penge
og ingen anden dyd,
end at bruge dem hurtigt.
De ringede fra Icelandair for billetterne var kommet,
to uger på Island slutter på lørdag,
udenfor kan man høre lyden af arbejde,
ellers lige så trist som i går,
jeg tømte vodkaflasken,
det havde ingen effekt,
programmet for i dag?
Billetterne. Kjatan. Spritbutikken.
Burroughs’ "Junkie" er den første bog
jeg har orket at læse færdig i lang tid,
hvorfor?
Alt virkede så meningsløst.
Beror det på spritten eller drikkeriet på dét?
Eller blot at W.B.’s bog virkelig er god,
også selvom jeg ikke tager stoffer bortset fra alkohol,
men psykologien er den samme,
i vort samfund er alkoholen
en accepteret social stimulans
hvilket de narkotiske stoffer ikke er,
narkomanens isolering er total,
han har ingen andre forbindelser end
de forretningsmæssige
til forhandlerne,
B. siger at når man er high
er det ikke kun den seksuelle interesse
for andre mennesker, mænd og kvinder
som ophører men i det hele taget al behov for kontakt,
ens eget jeg er selskab nok,
i alkoholrusen bliver mennesket mere selskabeligt
jo sværere det bliver at være selskabelig
med hende
og at Burroughs har skrevet om sine erfaringer viser
at isoleringen ikke er total:
at skrive en bog er at søge kontakt,
det som tiltaler mest i Bills bog er
at Bill ikke har ondt af sig selv,
ikke advarer
eller forsikrer
at jeg vil stoppe,
han følger udviklingen som en tilskuer,
det formår en alkoholiker sjældent,
og Bill optræder heller ikke som martyr,
han forsvarer ikke sin eufomani,
anklager ingen,
han siger bare at han åbenbart
heller ikke havde et
tilstrækkelig stærkt motiv
til at blive
andet
end narkoman,
nu er han uangribelig, og han ved det,
"eufomanens oplevelse er at se tingene
fra en særlig synsvinkel",
det kan være at narkomanen
bliver et sådant menneske
der ikke oplever livet,
og alkoholikeren et som oplever det alt for stærkt,
sådan er det dog ikke,
men det er nok sandt
at narkotiske præparater udvider erfaringssfæren,
alkoholen formindsker den,
eller sådan er det jo heller ikke,
alt er bare indhegnet og opdæmmet,
at kigge over stakittet og klatre op på dæmningen
er folk bange for,
naturligvis er det ikke høfligt at fortælle dem
at der findes en verden de ikke kender til,
det er min opgave,
at der findes folk som kun har et værelse
og hvad det er at være high og at være sick,
det er denne lidenskab,
amerikanerne i Vietnam gør
andre meget mere ondt
end Bill sig selv,
I kalder det egocentricitet
hvis man slår sig selv ihjel og ikke sine nærmeste,
det er den kristne moral
som I bærer på,
hvordan livet opstod og hvor det forsvinder hen,
det er ligegyldigt hvad man taler om bare man taler sandt,
så meget som de har løjet for os,
spiller det ingen rolle hvad man fortæller sandheden om.
Billetterne ligger i lommen.
På Sorbonnes universitet er der et feltlazaret
og Pompidou siger at demonstrationerne
skal knuses med alle midler.
Knuse jer.
Det påstås at disse demonstrationer
er organiseret af kommunister.
Bare det forholdt sig sådan.
Kommunisterne steger pandekager.
Det stiftende medlems 70-årsdag,
må passe på må passe på, lad dem feste,
men snart er revolutionen ikke tålmodig længere,
den flår allerede i dørene,
den står på tærsklen og ikke som en bekendt man
hilser på,
kun huen i næven,
her kommer vi og nu brager det løs.
Vi var på politbureauet for at ordne
rejsen til Reykholt, vi tager af sted torsdag
og kommer tilbage fredag,
søndag flyver vi til København
og derfra via Stockholm til Helsinki,
i boghandlen købte jeg Nijinskys dagbog,
jeg læser den ligeså intensivt som han skrev den,
hans prosa danser.
"Jeg er Zola
men jeg vil tale og
ikke skrive romaner."
Vi var i trykkeriet,
en gammel venlig klichémand fandt billeder frem til os
fra søndagens demonstration.
På Mokka-Espresso traf vi danserindens kæreste
og den her postpræposition
som tror at sproget afhænger af kasus
hvis det skal være et ordentligt sprog, som i hans brede finske.
Jeg er som Nijinsky,
kan ikke hade folk
selvom deres gerninger er onde.
Jeg kan ikke danse.
Ville ikke gå hen og se på huset
hvor jeg boede i ’55,
hvad ville der have været at se,
jeg ville have kigget ind gennem vinduet,
set mig selv liggende på sengen,
mens alle andre gør noget nyttigt.
Vi var på monopolet, købte brændevin,
når jeg ser hvordan livet er for rige mennesker
vil jeg ikke smage på det
men tage det fra dem,
så de ikke kan gøre noget med det,
ikke for at være ondskabsfuld.
"Jeg ville kunne skrive smukt
men vil ikke være fuldkommen.
Jeg er ingen aristokrat."
Vi var henne og spise på den der café
som har et navn det er umuligt at komme i tanke om,
det er byens største café,
der sidder man og keder sig ihjel.
Tuula spiste bacon, jeg en ostemad, det var det.
"Læs ikke hele tiden", sagde hun.
Jeg kunne ikke lade være med at læse.
Nijinsky er skøn!
Også jeg er lykkelig og elsker og er Gud!
"Jeg vil skrive roligt, men jeg vil ikke
skrive langsomt, da jeg ikke behøver
at skrive smukt, bortset fra jeg må skrive hurtigt."
Bagefter gik vi bare rundt. Det blev en smuk aften.
Vi gik trods alt hen og ledte efter huset hvor jeg boede,
måske var det revet ned,
stedet virkede ikke bekendt.
Man burde ikke gå og se på steder hvor man engang boede.
Det føles tåbeligt.
Jeg lovede at lade være med at læse,
og da jeg siden læste alligevel,
bebrejdede du mig,
at jeg lovede at lade være at læse,
og jeg sagde at jeg jo aldrig
holder mine løfter. "Nej det gør du ikke", sagde du.
Bagefter var det rart at gå for foden af bakken.
Vi ringede på og så vores navne på dørtelefonen.
Gamle landkort er smukkere end de nøjeregnende nye.
Jeg går ind i en dyb søvn
hvor jeg er alene.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved

onsdag den 17. august 2011

Hvis nogen forklarede mig hvad det betyder
at rosen er den reneste purpur
og kærligheden kold som dødens rige
ville jeg kalde ham ekspert i schlagertekster.

Pentti Saarikoski: Jeg ser henover Stalins hoved

tirsdag den 16. august 2011

her står der lige pludselig en hel masse.

mandag den 1. august 2011

Natten bliver ikke kortere af at man skubber til den
røgen søger ned mod jorden
nu begynder jeg at huske
jeg havde fundet en støvle på en losseplads
jeg hængte den op i loftet
ind i støvlen kom jeg en tilpas stor blikdåse
i snoren som støvlen hang i bandt jeg en anden snor
som jeg satte fast i min buksesele
nu havde jeg et askebæger

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström

fredag den 29. juli 2011


Jeg tror nogen har smurt mine ski med smør i stedet
for voks.

Frank O'Hara: Til minde om mine følelser
oversat af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard

mandag den 25. juli 2011

Autobiographia literaria

Da jeg var barn
legede jeg for mig selv i et
hjørne af skolegården
helt alene.

Jeg hadede dukker og jeg
hadede at lege, dyr var
ikke venlige og fugle
fløj væk.

Hvis nogen ledte
efter mig gemte jeg mig bag et
træ og skreg “Jeg er
forældreløs.”

Og her er jeg så,
midtpunkt for al skønhed!
Jeg skriver disse digte!
Tænk!

Frank O'Hara: Til minde om mine følelser
oversat af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard

mandag den 18. juli 2011

Det begynder at blæse, jeg er på vej hjem
fra svampeskoven
jeg har karljohansvampe i min kurv
Sandkornene kaster lange skygger på landevejen
selvom det er midt på dagen
jeg betragter stolt de karljohansvampe jeg har fundet
Hvis ikke jeg vidste at jeg bor i dette hus ville jeg tænke
at der bor lykkelige mennesker i det
håndskriften krøller sammen og krymper ind, skriften er min hud
Hjemme giver jeg mig til at tilberede svampestuvning
så sent som sidste år, kan jeg huske
var der mange folk i huset og på gården
og nu hvor der ingen er
føles det trangt
kartoffelgryden snurrer
De var jo ikke nogen levende mennesker
de var for længst døde, dem jeg talte med
og døden adskilte dem ikke fra mig
det var livet, som adskilte mig fra dem

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström

onsdag den 11. maj 2011

Jeg forsømmer bloggen for tiden, men det er fordi, jeg har travlt med at finde citater og billeder til Basilisks hjemmeside. (hvis man trykker på dyret skifter de i vilkårlig rækkefølge)

fredag den 6. maj 2011

... jeg var dengang, som altid, meget lidt erfaren i litterære forhold; den forlægger jeg forærede manuskriptet, lod bogen trykke på dårligt  papir og i et latterligt format. Da jeg en måned efter udgivelsen  spurgte hvordan det gik med bogen, sagde han desuden: ”Man kan sige den er hellig, for der er ingen der  vil røre den.”

Stendhal: Om kærligheden
oversat af Karsten Sand Iversen

mandag den 18. april 2011

To halvdøde lindetræer, døvede af ælde, strakte deres mørkebrune gaffelgrene ude i gården. Skræmmende i deres nærmest bureaukratiske vækst stod de der, uden at høre eller forstå noget som helst. Tiden havde næret dem med lynild og vandet dem med styrtregn; torden eller brom - det kom ud på eet.
    En dag besluttede husets voksne mænd i fællesskab at fælde det ældste af træerne og hugge det til brænde.
     De gravede en dyb rende rundt om træet. Øksen huggede løs på de uanfægtede rødder- Skovhugst kræver håndelag. Der var for mange frivillige. De drev omkring og eksekverede inkompetent den nedrige dom.
     Jeg kaldte på min kone:
     - Se nu falder det.
     I mellemtiden gjorde træet modstand med alle sine åndsevner; det var, som om det igen var kommet til fuld bevidsthed. Det foragtede sine voldsmænd og savens geddebid.
     Til sidst slog de en lykke på en tynd tørresnor og kastede den over stammens udtørrede forgrening, over selve sædet for træets epoke, dets letargi og dets grønne kraftudtryk - og begyndte at rokke det lige så stille frem og tilbage. Det vippede, som en løs tand i en gumme, men knejsede fortsat som en majestæt i sit sovegemak. I næste øjeblik løb børnene rundt på den styrtede afgud.

Osip Mandelstjam: Rejse til Armenien
oversat af Mette Dalsgaard

fredag den 15. april 2011

Søsteren skulle stå op klokken et eller to om natten, tage sin natkjole på, komme hen til hans værelse og sætte sig hen til harmoniummet i det kolde værelse og spille Händel, sagde Franz, hvilket selvfølgelig betød, sagde han, at hun blev forkølet og i Traich konstant led under forkølelser. Han, Wertheimer, havde ikke behandlet søsteren godt, sagde Franz. Han fik hende til at spille Händel for sig en time på det gamle harmonium, sagde Franz, for så tidligt næste dag ved den fælles morgenmad, som de spiste i køkkenet, at sige til hende at hendes harmoniumspil havde været uudholdeligt. Han lod hende spille for sig, så han kunne falde i søvn igen, sagde Franz, for hr. Wertheimer led jo altid af søvnløshed, og om morgenen havde han så bare sagt til hende, at hun spillede som et svin. Wertheimer skulle altid tvinge sin søster til at komme til Traich, ja, han, Franz, troede endda, at Wertheimer havde hadet sin søster, men alligevel kunne han ikke leve uden hende i Traich, og jeg tænkte på, at Wertheimer altid havde talt om det at være alene, uden i virkeligheden at kunne være alene, han var ikke noget alenemenneske, tænkte jeg, og derfor tog han altid sin søster – som han for øvrigt, selv om han hadede hende, elskede mere end nogen anden på jorden – med til Traich, for på sin måde at misbruge hende.

Thomas Bernhard: Undergængeren
oversat af Søren R. Fauth

torsdag den 14. april 2011

Lav et militærkup og opret en ny stat. Peeraagistan. Bliv optaget i FN.

Skriv forord til godt 150 imaginære bøger. Lad godt halvdelen af disse bøger være havebøger.

Præcisionsbomb maerskoperaen med lyserød maling.

Skriv et national epos.

Skriv nilfiskens erindringer.

Skriv dine erindringer som kvinde.

Skriv en bog om hvorfor mænd har skæg og kvinder ikke har.

Lad din slåbrok gro! Klip den ikke! (Lange frottéhår).

Byg en scene i baghaven. Invitér venner og naboer ind for at se skuespil du selv har skrevet og instrueret.

Lemp sætningen "en bagsvær bagervend i Bagsværd" ind i et digt betitlet "Æstetik".

 Majse Aymo-Boot, Peter Højrup, René Jean Jensen, Martin Larsen, Pejk Malinovski og Palle Sigsaard: Ring til alle - festskrift i anledning af Per Aage Brandts 60 års fødselsdag (2004)

mandag den 11. april 2011

Når han sad sammenkrummet og spillede ved Steinwayflyglet, lignede han en krøbling, sådan kender hele den musikalske verden ham, men hele denne musikalske verden ligger under for en total illusion, tænkte jeg. Glenn bliver uden undtagelse gengivet som en krøbling og svækling, som én, der er gennemsyret af ånd, én man kun tilskriver forkrøblingen og den hypersensibilitet, der går hånd i hånd med forkrøblingen, i virkeligheden var han en atletisk type, meget stærkere end Wertheimer og mig tilsammen, det så vi med det samme, dengang han egenhændigt gav sig i kast med at fælde en ask, der stod foran hans vindue, og som forhindrede ham i at spille klaver. Han fældede asken, der mindst var en halv meter i diameter, alene, vi fik slet ikke lov til at komme i nærheden af den, ligesom han med det samme savede asken i mindre dele og stablede brændestykkerne op ad husmuren, typisk amerikaner, tænkte jeg dengang, tænkte jeg. Glenn havde dårligt nok nået at vælte den generende ask, førend han fik det indfald at trække gardinerne i sit værelse for og rulle persiennerne ned. Jeg kunne have sparet mig at fælde asken, sagde han, tænkte jeg. Vi fælder ofte en sådan ask, mange af sådanne mentale asketræer, sagde han, og vi kunne have sparet os det ved hjælp af et kunstgreb, sagde han, tænkte jeg. Allerede første gang han satte sig til Steinwayflyglet ved Leopoldskron blev han forstyrret af asken uden for vinduet. Uden overhovedet at spørge ejerne gik han ud i redskabsskuret, hentede økse og sav og fældede asken. Hvis jeg skal spørge i lang tid, sagde han, så mister jeg bare tid og energi, jeg fælder asken med det samme, sagde han og fældede den, tænkte jeg. Asken havde dårligt nok ramt jorden, før det faldt ham ind, at han bare havde behøvet at trække gardinerne for og rulle persiennerne ned. Han skar den fældede ask i mindre stykker uden vores hjælp, tænkte jeg, og genoprettede den totale orden, der hvor asken havde stået. Hvis der er noget, der hindrer os, må vi fjerne det, havde Glenn sagt, om så det bare er en ask. Og vi skal ikke først spørge, om vi må fælde asken, derved gør vi os svagere. Hvis vi først spørger, er vi allerede så svækkede, at det skader os, ja, at det måske endda ødelægger os, sagde Glenn, tænkte jeg. Ingen af hans tilhørere, af hans tilbedere, hvilket jeg øjeblikkeligt tænkte igen, ville nogensinde komme på den idé, at det er muligt for denne Glenn Gould, der så at sige er kendt og berømt i hele verden for at være indbegrebet af kunstnerens ursvaghed, på kortest mulige tid at fælde en stærk, sund, halv meter tyk ask alene og at stable delene fra den fældede ask langs med en husmur, og dét endda under grufulde klimatiske forhold, tænkte jeg. Tilbederne tilbeder et fantom, tænkte jeg, de tilbeder en Glenn Gould, der aldrig har eksisteret. Men min Glenn Gould er meget større end deres, min er den mest tilbedelsesværdige, tænkte jeg.

Thomas Bernhard: Undergængeren
oversat af Søren R. Fauth

mandag den 4. april 2011

- HVIS jeg nu holder en fugl i hånden, en fugl med røde og grønne og gyldne vinger, og fuglen flyver ind i ilden og brænder op. Og hvis jeg samler asken op og hælder den i en flaske og slår en prop i og siger: her har jeg nu asken af min fugl.
- Den der aldrig har bedraget være den første til at klage over ensomhed.
- Så mener jeg jo at jeg har noget tilbage af min fugl, nemlig atomerne, godt nok i en anden orden. Og senere når en anden fugl flyver forbi med røde og grønne og gyldne vinger, så siger jeg: det var ikke min fugl.
- Disse hvide nætter. Pigen ved fossen. Venter på den stejle bred med en enkarse i hånden. Fossen bruser, skogen suser, usagte ord i sommernatten danser bort med elvens vand. Hvirvlerne forsvinder, hvidt i det hvide.
- Senere går jeg hen og læser avisen og passer mit arbejde og kontrollerer at regningerne stemmer og ringer til en eller anden person hej du hvordan går det fint fint bare fint jo jeg ville bare i en eller anden anledning og flytter summerne til et nyt overslag og tage en kaffepause for man skal jo leve. Og når jeg kommer tilbage, så står der en mand som præsenterer sig som hr. Lundström fra Surasand.

Willy Kyrklund: Polyfem forvandlet

torsdag den 31. marts 2011

Det stinker på toiletterne. Else åbner dørene og sparker kilerne ind under dem som det første, når hun kommer. Så går hun ud og hænger frakken i depotet og finder gummihandskerne og fylder spanden med vand og universalrengøring. Stanken af pis fra herretoilettet er mest gennemtrængende, men der lugter også på dametoilettet, og det er ikke en særlig feminin duft. Det lugter af lort, af indestængte prutter, af prutter, der har været holdt som gidsler i sammenknebne damerøve i halve og hele dage. Else går ikke ind for den slags knibskhed. Hun synes, man skal slippe prutterne fri og gerne med et ordentligt rabalder. Så bliver de heller ikke så onde, som dem damerne fra sidevejene til Lindevang Allé lukker ud, når de har siddet og holdt på dem igennem et helt foredrag. Stanken på dametoilettet er i det hele taget værst, når der har foregået noget finkulturelt i salen. Forfattermøderne er de værste, for der kommer næsten kun kvinder. Når squaredanceforeningen holder stævne, lugter der allerhøjest lidt af sved på dametoilettet, men så er der jo også musik oppe i salen, og det er lettere for damerne at slippe en vind uden at blamere sig.

tirsdag den 29. marts 2011

Jeg er ikke bange for usammenhæng og brud.
Jeg klipper papiret i stykker med en lang saks.
Jeg klistrer strimlerne på som et frynsebånd.
Et manuskript er altid et stormvejr, slidt i laser, hakket i stumper og stykker.
Et udkast til en sonate.
At svine er bedre end at skrive.
Jeg er ikke bange for limningerne og klisterets gule farve.
Jeg skræddererer og danderer den.
Jeg tegner Marat i strømper.
Jeg tegner digesvaler.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke.
oversat af Mette Dalsgaard

mandag den 28. marts 2011

Af myrra laver han et æg, så stort som han kan bære. Så prøver han om han kan løfte det. Derefter udhuler han ægget og lægger sin far indeni og forsegler hullet. Med faren indeni vejer ægget det samme som før. Efter at have forsglet det bærer han ægget til Egypten til soltemplet.

(Hekataios fr. 324 Fragmente der griechischen Historiker red. Jacoby [Berlin 1923] jvf. Herodot 2.73)


Hekataios beskriver den hellige føniks som levede i Arabien, men kom til Heliopolis i Egypten en gang hvert femhundrede år for at begrave en fader der. Føniksen sørger ved at forme, veje, afprøve, udhule, forsegle og bære mod lyset. Han har tilsyneladende et klart blik for det nødvendige. Og i skyggerne der lyner over ham, mens han tilbagelægger vejen fra Arabien til Egypten, indser han måske det uendelige i den mekanisme, som han er fanget i, den uendelige skrøblighed ved hans egen flyvning - sammensat som den er af disse bestandigt forbipasserende skygger båret baglæns i selvsamme bevægelse, som fortærer dem; hans bevægelse, hans udspørgen.

Anne Carson: NOX

onsdag den 23. marts 2011

Han tænkte på, at Sankt Petersborg var hans børnesygdom, og nu gjaldt det bare om at komme til hægterne og vågne op, så ville fortrydelsen blive brudt; han ville blive rask, blive ligesom andre mennesker, måske ligefrem gifte sig ... Så ville ingen længere vove at kalde ham "unge mand". Og så ville han holde op med at give håndkys. Nu kunne det være nok! De forbandede damer teede sig, som om de var i Trianon ... Hvis en eller anden fed matrone, et eller andet fruentimmer, en eller anden skabet missekat rakte poten frem mod hans læber, og han af gammel vane - smask! - Nej, nu kunne det være nok.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke
oversat af Mette Dalsgaard

tirsdag den 22. marts 2011

Parnok anråbte den skægløse præst fra Kostroma, som øjensynligt endnu ikke havde vænnet sig til præstekjolen og kom gående med en duftende pakke ristet og malet kaffe i hånden. - Fader Nikolaj Aleksandrovitj, lad os følges ad!
Han trak præsten i det brede, blanke ærme og bugserede ham af sted som et lille skib. Fader Bruni var svær at tale med. Parnok opfattede ham nærmest som en slags dame.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke
oversat af Mette Dalsgaard

torsdag den 17. marts 2011

Hun åbner den lille bog. Hun lader sig forføre af bogen. Pik og kusse. Det er mest pik og kusse. Forfatteren savner tilsyneladende sin kone forfærdeligt. Men mest af alt savner han hendes kusse. Pentti er i Dublin. Konen er hjemme i Finland.
Stærke mennesker er følsomme og angste, fordi de ved alt for meget, og kan se - læser hun. Der er ting hun har oplevet, som hun ville ønske, hun kunne glemme. Hun har stået steder og tænkt, allerede mens hun stod der, tænkt, det her håber jeg at glemme. Bare jeg nu ikke oplever noget noget jeg kommer til at huske.
Det er en livslang affærer at udtænke en sætning på finsk, derfor bliver der heller ikke sagt særlig mange fornuftige ting derhjemme - læser hun og får lyst til at lære sig finsk. Der må da være kurser i finsk? Men næppe i Købehavn, tænker hun. Eller, hvem ved? Hvorfor egentlig ikke i København?

Lars Frost: Skønvirke

tirsdag den 15. marts 2011

XXXV
Jeg vil aldrig blive mine digte værdig
jeg hoster og stønner
mens de trækker vejret frit
jeg går rundt og lusker
de kender deres eget værd
håner mig
om aftenen skråler de i gaderne
om dagen sidder de pligtopfyldende på kontoret
banker med blyanten i bordet
og beder om mit personnummer
jeg er skuffet over hvert eneste af dem
jeg havde jo skabt dem i mit eget billede
de skulle være reklamer for mig
og hvad gør de
praler
mens den europæiske digterkongres bifalder dem
ligger jeg på en parkbænk og skider i bukserne
når jeg er syg
kommer de så og besøger mig vel gør de ej
når jeg er død
kommer de så og lægger blomster vel gør de ej
de har ingen indvolde de ældes ikke
jeg sygner hen mens de vokser
jeg dør og de lever i bedste velgående

Pentti Saarikoski: Spil op til dans
oversættelse Helena Idström

mandag den 14. marts 2011

En fanger, en lille ægagtig mand, stod med en løftet harpun, som man kunne trække ud gennem hans ærme, hvor den var anbragt i et hul så småt som et nåleøje, og så stod man med en slebet bensplint i mellem fingrene. Dyret, våbnet var rettet imod, manglede. De grønlandske figurer stod på en poleret skrivebordshylde, og den blanke flade var is, som spejlede dem, og langt væk, ved randen af bordet skulle der have lusket en bjørn eller sprunget en hare. Der var to fangere til, den ene lignede den anden, men set på afstand - alt ved ham var mindre, fjernere.

Christina Hesselholdt: Hovedstolen

onsdag den 9. marts 2011

(...) malingen på dørkarmen skallede af i lange cremefarvede strimler bortset fra et område i skulderhøjde, hvor jeg, når jeg skulle åbne døren, anbragte hånden, den højre hånd, mens jeg med venstre sled i dørhåndtaget indtil døren med et gudsjammerligt knirk pludselig sprang op og nær ramte mig i hovedet, hvis den da ikke, som det allerede var sket to gange, rent faktisk ramte mig, den ene gang kun et strejf over kinden, den anden et regelret gok i nøden, eller rettere en slåen-sig-for-panden-med-dør, der var mere overraskende end egentlig smertefuld, men i øjeblikket havde jeg ingen planer om at rejse mig og udføre døråbningsritualet, i stedet ville jeg blive siddende i den røde, lidt for lille og ubekvemme stol og vente på at nogen skulle komme ind, se på mig og udbryde: Sidder du dér!

fredag den 4. marts 2011

Alskens paradoksmageri og symboltale anses for at vidne om en dybere indsigt. Jeg må sige at jeg betvivler det.

Willy Kyrklund: Polyfem forvandlet

tirsdag den 1. marts 2011

I der arbejder og er bebyrdede
I er blevet bedraget
lige så mange gange som I er blevet lovet
et bedre liv
som altid har medført en tungere byrde
rigdom skulle der samles på
så man kunne blive af med de rige
dette er noget sludder
jeg sad i en taxa på vej hjem
dagen var en af dem hvor man kom i tanke om Heraklit
solen skinner på bjergsiden
hvor der ligger klatter af sne
verden virkede velkendt
som en arm man også tidligere har støttet sig til

Pentti Saarikoski: Spil op til dans
oversættelse Helena Idström

mandag den 28. februar 2011

... jeg var dengang, som altid, meget lidt erfaren i litterære forhold; den forlægger jeg forærede manuskriptet, lod bogen trykke på dårligt papir og i et latterligt format. Da jeg en måned efter udgivelsen spurgte hvordan det gik med bogen, sagde han desuden: ”Man kan sige den er hellig, for der er ingen der vil røre den.”

Stendhal: Om kærligheden

torsdag den 24. februar 2011

XVI

Jeg er blevet så gammel at Euripides
ikke længere interesserer mig
jeg sad på en kinesisk restaurant i Stenungsund
og skubbede til
Sofokles’ stensprøde vers
hen over bordet med fingeren
da Masa og Sepe kom farende ind
forstyrrer vi skriver du på en bog
det gør jeg sæt jer ned
vi vil ikke forstyrre
den der skriver på en bog skal forstyrres
ellers bliver det en dårlig bog
Masa sagde han var så ensom
du er flyttet væk fra Helsinki
men min bror flyttede fra provinsen ind til Helsinki
trivedes ikke drak dagen lang
han tog af sted klokken fire om morgenen for at skære kød ud
jeg var på den patologiske for at identificere ham
han var kørt ind i en lastbil
et fisefornemt folk disse svenskere
her sidder vi
tre arbejdere fra Finland
du kan da ikke kalde Saarikoski for en arbejder
han kan alle sprog og er forfatter
hold din kæft Sepe sagde Masa
hvornår har du sidst læst en bog

Pentti Saarikoski: Spil op til dans

tirsdag den 22. februar 2011

I anledning af den fortsatte kampagne mod Bukdahl, startet af alle tiders mest overbagte kagemand og siden overtaget af om muligt endnu mere irriterende anonyme tosser (se kommentaren med den mistænkelige signatur "M") bringes her endnu engang en lille belæring om fjendskab:

Når jeg fordyber mig i ældre tiders skænderier, forstår jeg at jeg har lært fjendskabet at kende i en forfaldsperiode. Tænk at have en kvik uven! En der er i godt humør, og får geniale indfald! Mine bagvaskeres møjsommeligt udtænkte tarveligheder får mig til at tænke på Cyrano de Bergeracs skuffede spørgsmål til sin angriber: Er det alt hvad I har at sige om min næse, at den er meget stor?
Vi stiller for lave krav til fjendskabet i vore dage. I forfædrenes verden betød det en evne til samspil, en ondskabsfuld, men henrykt lydhørhed. Den misfornøjede fejlfinder som har et buh! parat så snart jeg gør noget, er jo ikke en rigtig fjende. Han fortjener det hensyn man viser tunghøre: at få lov til at tale uden at blive modsagt.
Den virkelige fjende kender mig – i visse henseender bedre end jeg selv. Læser jeg ham rigtigt, bliver han et uvurderligt spejl for mig. Hvis nogen ser hvem jeg er og derpå hader mig for det, er han allerede halvt tilgivet, eller rettere sagt: så er jeg parat til at blive hans fjende, hans og ingen andens!
Oh fjendskabets sortvingede génier, vend tilbage og jag misundelsens gråspurve bort!

Horace Engdahl: Meteorer

hele stykket kan læses her

mandag den 21. februar 2011

Jeg ville fylde min elegi med lys af alle slags. Men døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det, tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den bestjernede [/stjernestrøede] fyr han var, bliver det ved med at være en enkel, sær historie. Så jeg begyndte at tænke over historie[n].

Anne Carson: NOX

fredag den 11. februar 2011

Mor smiler. Jeg må være tapper nu. Hun er så smuk i sin grønne sommerkjole, ærmerne danser hen over mig, stryger mit bryst og fylder mig med en sød bedrøvende ro i sekundet mens hun lægger kniven til rette. Mors skæreteknik er præget af rutine og det gør derfor ikke så ondt som jeg havde frygtet. Først højre arm, så må hun i knæ og fotografere barnet der sidder og troner temmelig højt i en flagrende babystol. Ved du hvem det første stykke er til? Hendes smil kommer nærmere; der er meget langt til mors smil når hun står oprejst. Så venstre ben til sig selv. Åh Gud, nu må jeg vise styrke. Kniven er helt hvid af glasur.

Harald Voetmann Christiansen: Kagemand

torsdag den 10. februar 2011

BRUDEN: Og jeg ved, jeg er fra forstanden, og jeg rådner op indvendig, så uudholdeligt er det, og alligevel står jeg her lige så roligt og lytter og ser ham svinge med armene.

Frederico García Lorca: Blodbryllup

tirsdag den 8. februar 2011

Tarwater knyttede næverne. Som en dødsdømt på henrettelsesstedet stod han og ventede. Så kom åbenbaringen, tavs, uforsonlig, direkte som en kugle. Han så ikke ind i øjnene på et flammende uhyre, han så ikke en brændende busk. Med en sikkerhed nedsunket i fortvivlelse vidste han bare at det var forventet at han døbte det barn han så, og indledte det liv hans grandonkel havde forberedt ham til. Han vidste han var kaldet til at være profet og at hans profetis veje ikke ville blive bemærkelsesværdige. Stive og stille afspejlede hans sorte pupiller i dyb på dyb hans hjemsøgte billede af sig selv traskende ud i det fjerne i Jesus' blødende stinkende gale skygge, indtil han til sidst modtog sin belønning, en brudt fisk, et mangfoldiggjort brød. Af støv havde Herren skabt ham, skabt ham i blod og nerve og sind, skabt ham til at bløde og græde og tænke, og sat ham i en verden af tab og ild, alt sammen for at døbe ét åndssvagt barn som Han slet ikke havde behøvet at skabe og forkynde en lige så tåbelig lære. Han forsøgte at råbe "NEJ!" men det var som at prøve at råbe i søvne. Lyden var mættet af stilhed, tabt.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig
Jeg beder om tilladelse til at bagtale Frankrig endnu lidt.

Stendhal: Om kærligheden

søndag den 6. februar 2011

Han var en tyrelignende gammel mand med et kort hoved der sad direkte på skuldrene, og sølvfarvede øjne der lignede to fisk der masede på for at komme ud af et net af røde tråde. Han havde en kitfarvet hat med skyggen slået op hele vejen rundt og over undertrøjen en grå frakke der engang havde været sort. Tarwater, der sad over for ham, så røde reb træde frem i hans ansigt og en rystelse gå hen over ham. Det var som rystelsen af et skælv der var udgået fra hjertet og løbet udad og nærmede sig overfalden. Munden krængede brat ned i den ene side, og han blev siddende nøjagtig som han var, i fuldendt balance med ryggen en halv snes centimeter fra stoleryggen og maven klemt fast lige under bordkanten. Øjnenes døde sølv var stift rettet mod drengen over for ham.
Tarwater mærkede skælvet forplante sig og løbe let hen over ham selv. Han vidste, uden at røre ved ham, at den gamle mand var død, og han blev siddende over for liget og spiste sin morgenmad i en slags mut forlegenhed som om han stod over for en ny personlighed og ikke kunne finde på noget at sige. Til sidst sagde han i et klagende tonefald: "Tag og slap af. Jeg har jo sagt jeg nok skal gøre det rigtigt." Stemmen lød som en fremmeds, som om døden havde forandret ham og ikke hans grandonkel.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig