South Hadley, 2. November, 1847

Tirsdag middag

Min kære broder Austin, ─ Jeg har netop afsluttet min historietime, og har et nogle få minutter som jeg vil udfylde ved at svare på dit korte men kærkomne brev. Du har sikkert hørt at jeg var i live og ved godt helbred i går, med mindre Mr. E. Dickinson blev frarøvet en meddelelse hvis indhold kundgjorde dette. Men siden røvere ikke er så talrige nu om dage, vil jeg ikke have nogle bange anelser desangående indtil videre. Hvordan klare du dig uden mig nu, og synes det ”stadig mere som en begravelse” end det gjorde før dit besøg hos din ydmyge tjener på dette sted? Svar mig! Jeg vil meget gerne se jer alle hjemme, og regner med at gøre det om tre uger fra i morgen, hvis ikke noget uforudset, som hungersnød eller sot, skulle forekomme, og forhindre mig i at komme hjem. Jeg glæder mig meget til at se dig lørdag i denne uge, og du må hellere lade være med at skuffe mig! For gør du det, vil jeg spænde ”furierne” for og forfølge dig med ”en pisk af skorpioner”, som er endnu værre, vil du erfare, end ”den lange havre” som du måske husker. . . . Fortæl fader at jeg er ham meget hengiven for hans tilbud om økonomisk assistance, men at jeg ikke har brug for den. Vi er udstyret med en regnskabsbog her, og er forpligtet til at skrive hver eneste promille ned vi bruger, og hvad vi brugte den til, og vise den til Miss Whitman hver Søndag; så du kan nok forstå, at din søster lærer regnskabsføring ud over de andre grene af hendes uddannelse. Jeg klarer mig fint med mine studier og er tilfreds, endog meget, med mig selv.

Skriv snart et langt brev til

din hengivne søster,
Emily

Emily Dickinson: Breve