Ilden er blevet til en rasende ild. Hvorfor har man givet den tid til at blive til en rasende ild? Den æder, den river, den hvæser, den raser, den er som en glødende, rødlig drukkenbolt, der raserer og ødelægger alt, hvad han kan komme i nærheden af. Huset går helt sikkert til grunde. Alle de skønne kostbare varer, der ligger stablet derinde, brænder op: det betyder dog ingenting, så længe intet menneskeliv går tabt. Men det synes som om, det skrækkeligste vil ske. En pigestemme skriger fra røgen og flammerne. Du arme pige! Moderen synker sammen på gaden i afmagt. En handelsrejsende holder om hende. Åh, hvis jeg dog bare var stærk og stor! Hvor gerne ville jeg så byde flammerne trods og springe ind til pigen som en helt, der kommer til undsætning! Er der ingen helt til stede? Nu er muligheden der for at vise sig som et bravt og modigt menneske. Men hvad er nu det? En ung, slank mand i usselt tøj er allerede trådt op på en høj stige og bevæger sig højere og højere op og ind i røgen, ind i flammerne, han kommer til syne igen et øjeblik og forsvinder på ny, og vender så - åh, hvilket syn - tilbage med pigen i den ene arm, mens han forsigtigt holder fast på stigen med den anden og giver moderen, der i mellemtiden er kommet på benene igen, datteren, som nu næsten bliver kvalt i omfavnelser. Hvilket øjeblik! Åh, kunne jeg dog bare have været den brave, tapre mand. Åh, at være en sådan mand, at kunne blive en sådan mand! Huset brænder helt ned. På gaden omfavner mor og datter hinanden, og den, der har reddet hende, er sporløst forsvundet.

Robert Walser: Fritz Kochers skolestile