Tænk på dette: Når de forærer dig et ur, forærer de dig et lille blomsterhelvede, en rosenkæde, en luftkachot. De forærer dig ikke blot uret, hjertelig tillykke med fødselsdagen og vi håber det holder længe for det er et godt mærke, schweizisk med rubinanker; de forærer dig ikke blot denne lille stenhugger, som du vil spænde om håndledet og spadsere rundt med. De forærer - uden at vide det, det frygtelige er, at de ikke ved det - de forærer dig en ny skrøbelig og prekær stump af dig selv, noget, der er dit, men som ikke er din krop, som skal bindes til din krop med sin rem som en lille fortvivlet arm hængende fra dit håndled. De forærer dig pligten til at trække det op, for at det skal forblive et ur; de forærer dig den besættelse at kontrollere det præcise klokkeslet i guldsmedens butiksvindue, i radioudsendelsen, hos frøken klokken. De forærer dig frygten for at tabe det, at få det stjålet, for at det falder af og går i stykker. De forærer dig dets mærke og visheden om, at det er et bedre mærke end de andre, de forærer dig tilbøjeligheden til at sammenligne dit ur med andres ure. De giver dig ikke uret, du er gaven, det er dig, de forærer til urets fødselsdag.

Julio Cortázar: Indledende bemærkninger til vejledning i at trække ure op