Fødselsdag

Mor banker på døren til stalden bag huset
hvor jeg sover med æslet.
”Emilio …” råber hun ” bette-lille Emilio …”
Jeg rejser mig, børster høet af tøjet
og glæder mig over, at vi bor langt fra alfarvej.
”… jeg har suppe til dig” råber hun
”med kartofler, chorizo, blodpølse og bønner”
I dag får jeg lov til at spise med sølvskeen
mor har pudset den og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede:
En mand der har mistet en tand
en på hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de håb og drømme
hans lille tandløse mor engang havde til ham.
Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen, men i vrangbilledets øjne
bor den dreng jeg engang var.
Han kigger på mig fra sølvskeens dyb
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham har jeg ingen dårlige undskyldninger
for ham kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bag min mors hus
min mor som jeg ligger til last
og til sorg, min mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud på ordentlige folk
men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk her på egnen
aldrig fået besked om omfanget af deres enfoldighed
men drengen vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forstille sig
han engang skal forvandle sig til.
Jeg stikker skeen i suppen
og mærker hvordan varmen
springer igennem metallet.

Emilio Alvarez