Han skød snart i vejret og måtte gå i klæder, som han var vokset fra. Kammeraterne begyndte at gøre løjer med ham for hans korte bukser og hans hjemmelavede krans på huen. Alle hans skolebøger købtes antikvarisk i gamle oplag, - hvad der afstedkom mange ubehageligheder i skolen.
- sådan står der i min bog, svarede Johan.
- Må jeg se din bog!
Skandale! Og ordre til at købe det nyeste oplag, hvilket aldrig skete.
Hans skjorteærmer sluttede midt på armen, og skjorten kunne ikke knappes. Ved gymnastikken beholdt han derfor altid jakken på. En middag skulle han i sin egenskab af fløjmand blive tilbage til en privatlektion i den højere gymnastik hos løjtnanten.
Alle tog deres trøjer af, undtagen Johan.
- Nå, er jakken ikke kommet af endnu?
- Nej, jeg fryser, sagde Johan.
- Du skal snart blive varm, sagde løjtnanten, - bare af med trøjen!
Han vægrede sig. Løjtnanten kom nu venligt spøgende hen til ham og trak i ærmerne. Han gjorde modstand. Læreren så på ham.
- Hvad er nu det for noget? sagde han. Jeg beder pænt, og så vil han ikke gøre, hvad jeg vil ha'! Gå så din vej!
Den unge fyr ville sige noget til sit forsvar, så bedrøvet på den venlige mand, som han altid havde stået sig godt med - men han tav og gik!

August Strindberg: Tjenestekvindens søn