mandag den 30. november 2009

Jeg råber: Jeg er fri! og folder servietten sammen. Tak for mad. Jeg er så slank, er det naturligt? Jeg elsker noget en smule. Og det skal ikke være så svært. En sådan ekstrem smidighed, bevægelighed, skønhed og elegance, en vild, sjofel og tilsmudset sjæl. Er der ikke også noget herovre jeg ikke har rodet igennem? Jeg holder af min øjenbrynsløftede spørgetilstand. Jeg ses i strakt karriere over grønsværen med løftet næve. En dråbe glider gennem mine stride kønshår. Jeg går ud i køkkenet og skærer noget frugt i stykker.

Majse Aymo-Boot: Ødelæggelsen 1-11

tirsdag den 27. oktober 2009

"Hold lidt til højre, Deres Nåde, der er nogle buske der," sagde en husar, som Rostóv søvndrukken passerede. Rostóv løftede hovedet, der allerede var gledet helt ned mod hestens manke, og gjorde holdt ved siden af husaren. Den unge, barnlige søvn trængte sig stadig på. - Ja, hvad var det nu jeg tænkte på. Lad mig ikke glemme det. Hvad jeg ville sige til Kejseren? Nej, det var ikke det, det er jo i morgen. Nå ja, rigtigt! Natásja - ma tache - m'attaque ... En attak? ... Nå jo, en husarattak ... Natásja med overskæg ... Nej husaroverskæg ... På Tverskája-gaden i Moskva kørte en husar med overskæg, jeg kom til at tænke på ham, lige uden for Gúrjevs hus ... Ak ja, den gamle Gújev ... Åh, sikken en prægtig fyr, den Denísov! Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er nu, at kejseren er her. Hvor han dog så på mig, og han ville sige noget, men turde ikke ... Nej, det var mig, der ikke turde. Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er, at jeg ikke må glemme, at jeg tænker på noget meget vigtigt. Natásja, ma tache Jajaja. Det er godt. Og hans hoved faldt igen ned imod hestens hals. Pludselig syntes han, at der blev skudt på ham. "Hvad? Hvad? Hvad er det? Slå løs! Hvad er det?" sagde Rostóv og kom til sig selv.

Tolstoj: Krig og Fred

fredag den 25. september 2009

Jeg tænkte, hvad nu hvis jeg siger sådan her til Ekelöf: "Gunner, jeg synes vi skal vente med de her flasker og kyllingen til i morgen. Det er en lang togrejse. Vi skal leve sammen i den her kupé i over to døgn. Og ..." Jeg så på Ekelöf som med en kraftpræstation trak propperne op af de tre flasker. Hans tidligere træthed var nu som blæst væk. Nå, tænkte jeg, hvis jeg optræder som moralist nu, så bliver rejsen ødelagt inden den rigtig er kommet i gang. Og gør jeg det ikke, så svigter jeg Ingrid Ekelöf og dr Cronholms tillid. Så langt nåede jeg egentlig ikke i min tankestrøm. Ekelöf, som havde hældt vinen op i to tandbørsteglas, løftede nu det ene glas og sagde: "Skål for den første etape af Rejsen til Rom!"

Åke Hodell: Resan till Rom

torsdag den 10. september 2009

Den Rimbaud-reception, der kendetegner modernismen, og som modernismen har kendetegnet sig selv ved, er baseret på poesien og forstyrres af visse biografiske detaljer, som bliver til en poetisk myte (en myte om poesien): "Langtfra at være nogen hånlig fornægtelse af poesien er Rimbauds efterliv som våben- og slavehandler i Afrika tværtimod den indlysende forlængelse af den form for poesi, der først og fremmest handler om beruselse. Hans livshistorie viser, at denne poesis kraftfuldhed kommer af en enorm brutalitet. Mere alment afslører Rimbauds eksempel, hvor hæmningsløs poesien er i sin grundform."(66)

Entré: Mikkel Thykier

fredag den 4. september 2009

Faldt i regnen
slog flasken itu
skar hånden
fik prygl af mor.

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

onsdag den 2. september 2009

Foer Kierligheit wed Hoffwe
Thær giiwes szomme Loffwe
Foer ræt att thæm beskriffwe
Iey flvx mynn Penn maa griffbwe

Och thyppe thæn i Bleckket
- Mæn blyw nv ey forschrecket -
thæt swarthe och thæt wyde
(Szom æst paa wær ein Siide)

Bestrither ey hynanthen
Och saa mæt Frwen och Manthen
I AMORS schiöne Lencker

Enthschkiöndt de oefte Rencker
Geschmieder til hynanthen
Doch ælsker de wæranthen

Harald Voetmann: Trivia II: Høvisk kærlighed

torsdag den 13. august 2009

Jeg fortæller dig om mine naboer. Der er pletter på gulvtæppet. Du koger et æg til mig, jeg burde spise et æg hver morgen for mit helbred. Det har lægen sagt; kvinderne konkurrerer ikke så meget om mig, men mere om hvem der skal have lov til at koge mit æg. Ægget ligger helt stille i vandet, lige indtil vandet begynder at koge og ægget at dirre. Jeg spiser ægget med en teske og du laver en kop te til dig selv af kogevandet. Et halmstrå, som har fulgt med ægget fra hønsegården, ligger i vandet.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

lørdag den 4. juli 2009

Hvid porcelæn i et lyserødt hus

tirsdag den 16. juni 2009

m

mmm

mmmmm

mmmmmmm

mmmmmmmmm

mmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmmmoral

Ernst Jandl: mmmoral

Da vi mødtes til en samtale i en park et eller to år senere for at udsætte fortsættelsen af vores brevveksling, er enhver erindring om at have læst selv-korrespondancen forsvundet. I stedet er det en tilbagevending til den seneste bog, der anbefales. Det er en strålende sommerdag, hans hud, sådan som den viser sig, hvor skjorteærmerne er rullet op og knapperne løsnet i halsen og over brystet, har en brun, nøddeagtig kulør, men det er svært for mig at tænke på andet end hans brev, og hvordan han med noget, der lød som både en trussel og et håb om afslutning, skrev det er ikke alle, der skal arbejde med det i skrift. Dengang fortsatte han sætningen med: "Skal man på den anden side netop dét, og skal man arbejde med det til sin dødsdag, må man også forsøge at hive alle de erkendelser ud af konflikterne, som man nu er i stand til, inden armene bliver flået af kroppen ..." En voldsom sætning, med et voldsomt retorisk præg, som fik mig til at modsætte mig hans tanke og dens hengivelse til ét liv ved at formulere en forestilling om at bringe mig i en situation ved at skrive, hvor det bliver umuligt at skrive mere, og noget andet må begyndes:

Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden

fredag den 12. juni 2009

Regnvandet søger ned i det hjørne af haven, hvor reservoiret er placeret, så det kan blive renset og genanvendt til bade og toiletskyld. Connie har menstruation i dag. I går elskede hun med sin mand Brian. Det er sådan hun tænker det, de elskede, de dyrkede ikke bare sex, eller bollede eller knaldede eller kneppede. De elskede, de forsøgte at få et barn, de forsøgte at blive gravide. ”Vi forsøger at blive gravide”, det var sådan Brian formulerede det, når han fortalte om deres planer til venner og familie, eller det vil sige i starten sagde han sådan, nu er de holdt op med at tale om det, og folk er holdt op med at spørge, hvordan det går med at blive gravide. Connie savner, at Brian siger: ”Vi forsøger at blive gravide”, også selvom hun følte sig pinligt berørt, når han sagde det (dengang han endnu sagde det), fordi det lød som om barnet også ville vokse i ham, at hans maveskin også ville blive spændt ud over det lille ny menneske, der lå derinde og ventede på at arve jorden. I dag føler Connie sig tung. Hun føler sig jordbunden. Det trækker i underlivet, og hun er grådlabil. Regnvejret hjælper heller ikke. Hvad blev der af alle de søde ord Brian hviskede i hendes øre? Hvad blev der af deres elskov? I dag bliver det hele skyllet bort af en flod af blod. Connies menstruation er uregelmæssig. Det har den været siden den sidste abort. En spontan abort, som de sagde på sygehuset, som om aborten var et pludseligt indfald Connie havde fået. En fiks idé, noget hun gjorde uden at tænke over det. Hvad var der tilbage af alle deres anstrengelser nu? Intet! Connie kan mærke tårerne presse sig på. Hun føler det hele har været forgæves, men huset har ikke glemt Connies og Brians anstrengelser. Klimaanlægget har opsuget den overskudsvarme som Connies og Brians kroppe udskilte, da de forsøgte at lave et barn. Fra husets synspunkt er der ikke gået noget til spilde. Connie ser ud gennem vinduet og begynder at græde. Vinduet der er tykt som en brosten, en glasvæg snarere end en rude. Regnvandet på ydersiden ser ud som om det er meget langt væk. Connie tænker på barnet, der voksede i maven, på barnet, der kom ud af ingenting, et helt lille menneske, der voksede inden i hende, som var en del af hende, og også en del af Brian selvfølgelig, men mest en del af hende. Hun husker, hvordan hun holdt sig på maven og tænkte på barnet, om det var en dreng eller en pige. Barnet, der tilsyneladende voksede ud af ingenting, hvor kom alt dette liv fra? Connie kunne ikke begribe det. Selvfølgelig tog det næring til sig gennem navlestrengen, det viste hun godt, og det havde sin arveanlæg med fra sædcellen og ægget, men alligevel?!? Hun havde svært ved at forlige sig med den ødselhed livet i hendes mave tilsyneladende blomstrede med. Og så gik det galt. Ikke fordi hun faldt ned af trappen eller udførte hårdt fysisk arbejde. Hun dækkede bord, og så begyndte hun at bløde. Fire timer efter var barnet ikke længere et barn, men et affaldsprodukt. Gad vide, hvad der blev af det, tænker Connie. Hun tænker og aner et øjeblik konturerne af en skorsten. Så forsøger hun at stoppe sin tankestrøm. Forsøger at lade være med at tænke på det indslag, hun har set i fjernsynet om, hvordan hospitalerne genanvender deres affald, hvordan de forbrænder affaldet og udnytter energien til opvarmning og elektricitet. Det er ikke til at bære synes Connie og synker sammen på det opvarmede stuegulv. Connie græder. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder og en sensor i klimaanlægget, registrerer at luftfugtigheden er steget en anelse i rummet. Connie lægger sig ned på siden og trækker benene op under sig. Hun hulker. Hun hører en svag summen, som indikerer, at huset arbejder på at genoprette den ideelle luftfugtighed på 50 %. Der er lang tid til Brian kommer hjem. Han er taget til møde, selvom det er lørdag. Connie føler sig forladt. Hun føler sig indespærret i det gennemisolerede hus, som bestandigt forsøger at opretholde den ideale tilstand. Huset har ingen årstider. Det bliver aldrig for varmt eller for koldt. Målet er altid lige tilpas, som i eventyret om Guldlok og de tre bjørne, hvor Guldlok finder den mindste bjørns stol, grød og seng lige tilpas, og hvor ”lige tilpas” er den højeste lykke. Connie føler en smerte, der ikke kan forliges med idealtemperatur og -luftfugtighed. Hun har brug for at stå på en nøgen klippe i uvejr og skrige. Der er noget ferskt over huset som hun ubevidst begynder at hade. Der er noget ferskt over hendes parforhold og hendes arbejdsliv, som gør hende mistrøstig. Denne evindelige ophobning af værdi byder hende pludselig imod. Hun tænker at mennesket grundlæggende er en parasit, at mennesket ikke har tilført planeten én eneste god ting. Kort sagt: Connie er langt nede. Om ca. fem minutter vil hun rejse sig fra gulvet og indse, at hun har taget fejl. At der stadig er håb for menneskeheden. Og for hendes parforhold. Hun er stadig ung. Det er ikke for sent at få et barn: der er kunstig befrugtning – og adaption, hvis det endelig skulle komme til det. En dag vil hun føde eller opfostre et barn, der vil redde planeten. Et barn, der vil vokse sig til en stor leder. En leder, der vil forene verdens nationer og knuse bjergene af penge. En mand eller kvinde, der vil forstå at fordele goderne blandt verdens folkeslag og lede dem mod en bedre og køligere fremtid.

Connies penge (uddrag)

onsdag den 3. juni 2009

The day, my friends, and all things stay for me.

Shakespeare: Henry V

mandag den 1. juni 2009

Hvis pludselig alle ting fik halv størrelse og faldt ned i mellemrummene mellem hinanden.

Per Højholt: Album, tumult

lørdag den 30. maj 2009

Under træet

Jeg misunder drengene
der vokser op
og lærer at hade
deres fædre
for i hadet
ligger der også
en tabt kærlighed
pigerne
forguder fædrene
også når fædrene
er strenge
og straffer dem
pigerne vil gerne straffes
for det viser dem
at fædrene ikke er ligeglade med dem
alligevel snøfter de
og mødrene forsøger at trøste
men pigerne vil ikke trøstes
af mødrene
de nærer et uformuleret had
til mødrene
fordi mødrene altid
favorisere sønnerne
alligevel påstår pigerne
at de holder mere af mødrene
end af fædrene
for fædrene er så hårde
og strenge
siger de
og begynder at græde
så mødrene
må trøste igen
sønnerne vil gerne være
som fædrene
de vil gerne snedkerere
og ride på heste
og slås
men det
er de slet ikke store nok til
endnu
de falder af hesten
og får næseblod
og så må mødrene trøste igen
men fædrene under ikke sønnerne
moderens omsorg
de græmmer sig
når de ser sønnerne
gemme deres forgrædte ansigter
i moderens skørter
og sønnerne
kan på deres side
ikke tilgive fædrene
det der foregår i ægtesengen
når lyset bliver slukket
de kan ikke begribe
at mødrene
overgiver sig til fædrene
på den måde
at mødrene lader sig kneppe
af fædrene uden at gøre modstand
ligesom fædrene
ikke kan begribe moderkærligheden
der får mødrene til
ved enhver lejlighed
at stille sig på sønnernes side
det byder fædrene imod
at se mødrene
pylre om sønnerne
og de siger
nu pyldre du om ham igen
han bliver jo aldrig en mand
når du pyldrer sådan om ham
fædrene får trang til at hærde sønnerne
de får trang til at slå dem
så de kan lære at tåle mosten
så de kan lære at kneppe
og slås
og i det hele taget lære
at klare sig
uden moderens omsorg
ligesom de selv har lært det
af deres fædre
der i sin tid fordrev dem
fra deres mødre.

Emilio Alvarez: efterladte digte

søndag den 24. maj 2009

En del af dem, der gik omkring i søjlegangene, kastede sten efter Eumolpus, mens han reciterede. Men han var vant til den slags bifald, som hans talent fremkaldte. Han dækkede sit hoved og flygtede ud af templet. Jeg blev bange for, at han skulle påstå, at jeg også var digter, så jeg løb efter efter ham, helt ned til kysten. Så snart vi var uden for kasteskytsenes rækkevidde og kunne stoppe, sagde jeg: "Hvad er det for en absurd sygdom, du lider af? Vi har ikke engang været sammen i to timer, og du har talt mere som en digter end som et menneske. Det undrer mig ikke, at folk kyler sten efter dig. Jeg vil også fylde min lomme med sten, så jeg kan tømme blodet ud af dit hoved, hver gang det løber af med dig."
Han antog en helt anden grimasse og sagde: "Åh, min kære unge mand. I dag er ikke første gang, den slags ulykker har svirret om ørenene på mig. Næ, hver eneste gang jeg træder ind i et teater for at recitere, er det den slags velkomst, folkemængden giver mig. Men for ikke også at rage uklar med dig, så lover jeg, at jeg vil afholde mig fra den lyriske føde hele dagen."
"Okay, " sagde jeg. "Hvis du er færdig med at lukke lort ud for i dag, så kan vi spise middag sammen. " ...

Petronius: Satyricon

lørdag den 23. maj 2009

"Mine unge venner," sagde Eumolpus, "poesien har ført mange på vildspor: For så snart nogen har sat sine ord på vers og flettet sine udsagn sammen i ciselerede sætninger, tror han, at han har nået Helicons tinde. Når folk er udkørte af juridisk arbejde, søger de ofte sindsro i poesien, som om dette var en sikrere havn, fordi de tror, at det er lettere at udforme et digt end en retstale, der er smykket med glitrende fyndord. Men den ægte skønånd hader forfængelighed, og sindet kan hverken befrugtes eller forløse inspirationens afkom, hvis ikke det er oversvømmet af en vældig flod af dannelse. Man må undgå enhver form for grovhed i ordvalget, om jeg så må sige, og anvende udtryk, der er fjernt fra det folkelige, så indtrykket bliver: "Jeg hader den gemene pøbel og støder den fra mig."

Petronius: Satyricon

søndag den 10. maj 2009

fr. 2

Alle os som blade

Han sammenligner (ligesom Homer) menneskets liv med bladene

Alle os som blade i chokket over det:
forår –
Et sløvt gyldent hop og du er der.
Ser du solen? – jeg byggede den.
Som dreng. Skæbnegudinderne slog med deres haler i et hjørne.
Men (lad mig nu se) var det ikke på et hotel i Chicago
hvor jeg modtog det første af disse – min krop går ud af rummet
opsat på et eller andet dødbringende ærinde
imens jeg oppe under loftet nærmest bare svinder bort
brainsex malerier som jeg plejede at kalde dem?
På den tid hvor jeg (så at sige) malede.
Husker du
den sært vidunderlige chokolade vi fik i Øst-
(som det var dengang) Berlin?

Anne Carson: Vandveje

onsdag den 22. april 2009

Elendigt, elendigt og dog i den bedste mening. Det er jo midnat, men da jeg er helt udsovet, er det kun en undskyldning hvis jeg overhovedet ikke havde skrevet noget i løbet af dagen. Den brændende glødelampe, den stille lejlighed, mørket udenfor, de sidste øjeblikke jeg er vågen, de giver mig retten til at skrive, om det så var det elendigste. Og denne ret skynder jeg mig at gøre brug af. Sådan er jeg altså.

Franz Kafka: Mit skrivebord (i Efterladte fortællinger)

mandag den 20. april 2009

"(...) - pøblens hoved på et fad gør mig varm og kisteglad," nu sang jeg, jeg iagttog, at jeg sang den sang jeg ellers kun sang, når jeg var fuld, det var ikke skønsang, det hakkede i trit med mine skæve trin, jeg famlede mig frem med fødderne, det måtte være stien nu, underansigt, godt jeg slap væk fra det, fra mig selv, cyklen hvor stillede jeg den? Er de lyse nætter ikke begyndt? Hvornår står solen op, det er koldt, jeg tog mig til ørerne, ørenringene var væk, sådan gik det altid, nu skulle jeg tisse, jeg prøvede at sætte mig på hug uden at vælte, jeg kunne ikke se hvor jeg sad, varmen slog op under mig. Så sad jeg badet i lys, et voldsomt lys blændede mig, og jeg var ved at få overbalance. "I må ikke skyde!" rungede min stemme, og så blev det mørkt. En bildør blev åbnet og der kom lidt lys inde fra bilen. Nogen kom gående hen mod mig, jeg kæmpede for at komme op og få trusserne på samtidig, drattede om på siden og blev våd. "Og jeg har også knækket en tand!" råbte jeg.

Pia Juul: Mordet på Halland

søndag den 5. april 2009

ved pølsevognen står en stor dreng og spiser en frankfurter, og på hans T-shirt står der: jeg er fed, du er grim, jeg kan tabe mig

claus handberg christensen: tak for mørket far

fredag den 13. marts 2009

En munter dag i Ourense

Den seneste vittighed bryder jeg mig ikke om.
Når jeg kommer gående ned ad gaden
råber folk efter mig:
”Emilio skal du ikke snart finde en pige?”
”Emilio skal du ikke snart gifte dig?”
Jeg går videre uden at værdige dem et svar.
”Tosse-Emilio er forelsket i sit æsel!” råber de så
”Og æslet er forelsket i ham”
råber de og skriger af grin
skriger som svin på slagtebænken
jeg ser ind i deres små plirrende øjne
jeg ser deres næser vokse til tryner
deres ører blive lange og spidse
og nu ler jeg også
for jeg kan ikke længere høre deres forhånelser
alt hvad de siger er blevet til gryntelyde
jeg kaster et æble til svinene i rendestene
og så bliver der stille
nu siger de pludselig ikke noget mere
og jeg der troede at de ville kaste sig over æblet
og kanøfle hinanden for at få fat i det
men nu er de ikke svin mere
men måbende tåber.
Æslet har snuppet æblet for øjnene af dem
jeg klør ham mellem ørene
og han skryder og sparker bagud
som han gør, når han er allermest veltilfreds.

Emilio Alvarez

tirsdag den 24. februar 2009

Ude på gangen, så at sige midt mellem min fars værelse og mit, stødte jeg på Amalia, som blev forfærdet over at se mig fuldstændig nøgen, jeg havde lagt det badehåndklæde, som jeg først havde haft svøbt om mig, fra mig på min fars badeværelse og derefter glemt det, så jeg stod dér i fuldstændig nøgen tilstand foran Amalia, som udnyttede halvmørket her til bare at stirre på mig, og, så vidt jeg kunne se, slet ikke på nogen søsterlig måde. Eftersom hun var blevet stående og ikke gjorde de mindste anstalter til at forsvinde ved synet af mig, gik jeg forbi hende sådan som jeg nu engang var og sagde om hun virkelig aldrig før i sit liv havde set en nøgen mand. Nu ser du så hvordan jeg ser ud, sagde jeg, ikke så dårligt endda, vel, og jeg rakte tunge ad hende, hvorpå hun gjorde omkring og løb ned i hall'en. Det var tredive år siden jeg havde rakt tunge af min søster Amalia, nu havde jeg gjort det igen for første gang, og det morede mig. Forfrisket over hele kroppen og sågar oplivet af denne lille episode gik jeg i gang med at barbere mig. Imens tænkte jeg på hvor forkert opdraget mine søstre er, hvad min mor har gjort dem til, to helt igennem fejlopdragede voksne, ikke bare hvad det kropslige angår fejlopdragede, ja nærmest forskruede, tænkte jeg, men også åndeligt fejlopdragede og forskruede. Jeg sæbede mit ansigt ind og så mig i spejlet som spasmageren der straks rækker tunge ad sig selv, og som morer sig i den grad over denne rækken tunge at han gentager det flere gange, så at sige for sin egen morskabs skyld.

Thomas Bernhard: Udslettelse

onsdag den 18. februar 2009

Kinnekulle, du Sverrigs hængende Have, Dig ville vi besøge, vi staae allerede ved den nederste Terasse i en Fylde af Blomster og Grønt. Den ældgamle Landsbykirke hælder sit graa, spidse Trætaarn, som om det skulde falde, men det gjør godt i Landskabet, selv den store Flok Fugle, som tilfældigviis just nu flyver hen over Bjergskoven, ville vi ikke undvære. Landevejen fører op ad Bjerget med korte Afsatser, og mellem disse strække sig Sletter med Humle, vilde Roser, Kornmarker og deilig Egeskov, som paa intet andet Sted i Sverrig. Vedbenden snoer sig om Steen og gamle Træer, selv den udgaaede Træbul faaer Bladgrønt. Vi see ud over den flade, udstrakte Skovslette til Mariestads solbelyste Kirketaarn, der skinner som en hvid Seiler paa sortgrøn Sø. Vi see ud over Wenersøen, og øine ikke Grændsen. Skjærgaardens skovkrandsede Klippeøer ligge som en Krands i Søen. Dampskibet kommer. See, nede ved Klinten, under de røgtagede Herregaarde, hvor i Haven Bøgen og Valnøddetræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre under skyggefulde Træer hen over den smukke lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov, ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen ved Hellekis.

H.C. Andersen: I Sverrig

tirsdag den 17. februar 2009

Skyerne maver sig op over bakkekarmen
bovlamme skyer med tunge bryster
og selvfølgelig kommer de denne vej med løfter
om mange gennemblødte mil til mig

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

søndag den 15. februar 2009

I 1888 meddeler Nietzsche Brandes at han nu kan prale af at have tre læsere: Brandes, Taine og Strindberg. Året efter bliver han sindsyg og er det til sin død i 1900. Heldigt for ham!

Henry Miller: Assassinernes tid

lørdag den 7. februar 2009

Indbydelserne fra de forskellige romerske kulturinstitutter og alle andre private indbydelser smed jeg straks i papirkurven sammen med et par breve, som jeg allerede ved en overfladisk betragtning kunne se var trussels- eller tiggerbreve fra folk, der enten vil have penge af mig eller besked om, hvad jeg egentlig havde i sinde at opnå med min måde at tænke og leve på; disse breve refererede til et par avisartikler, jeg havde skrevet i den sidste tid, og som ikke passer disse mennesker, fordi de naturligt nok er tænkt og skrevet imod alle disse mennesker. Brevene var naturligvis fra Østrig, skrevet af folk, der forfulgte mig helt til Rom med deres had. Jeg har i årevis modtaget den slags breve, der aldeles ikke, således som jeg først troede, er skrevet af forrykkte, men af personer, der rent fakstisk er myndige og juridisk uangribelige så at sige, og som nu truer mig med bl.a. forfølgelese og drab på grund af, hvad jeg har offentliggjort i de mest forskellige aviser og tidsskrifter, ikke bare i Frankfurt og Hamburg, men også i Milano og Rom. Jeg trækker uophørligt Østrig i skidtet, siger disse mennesker, hjemstavnen nedrakker jeg på det skammeligste, når og hvor jeg bare kan, pådutter jeg østrigerne er gement og nederdrægtigt, katolsk-nationalsocialistisk sindelag, selvom sandeheden er, som disse mennesker skriver, at dette gemene og nederdrægtige, katolsk-nationalsocialistike sindelag slet ikke findes i Østrig. Østrig er ikke gement, og det er ikke nederdrægtigt, det har altid været et dejligt land, skriver disse mennesker, og det østriske folk er et agtværdigt folk. Sådanne breve har jeg altid smidt væk med det samme, også i morges.

Thomas Bernhard: Udslettelse

torsdag den 5. februar 2009

TÈT BÈF

Det betyder oksehoved, og det er toyotas navn. Det er jo det der kan ses, oksehovedmærket, og tèt bèf den kan køre overalt, hen over huller og ujævnheder og vand og affald og gennem krat og kaos. Man sidder højt oppe og kigger ud, verden er udenfor lidt lavere, den har været kantet men har vokset sig rundere, man også højere og større. Denne maskine er magt, den betyder magt, dem der har tèt bèf det er de store drenge, det er gwo nèg, de store negre, mange af de store negre er hvide, de kører gennem gaderne i deres tèt bèf, de er et niveau over alt det andet maskineri der ruller rundt, pajero, nissan patrol, parthfinder. Det er alt sammen godt nok, men det er tèt bèf der er den store krydser som kortlægger landskabet og afsætter sine aftryk overalt, problemer blivere pløjet ned, og dermed efterladt uløste. Tèt bèf kommer frem, det er meningen, det er det den kan og det er det den vil. Den standser sommetider op et øjeblik og afleverer sine domme og beslutninger på jorden.

Jørgen Leth: Billedet Forestiller

onsdag den 28. januar 2009

Paul brød ud i tårer ved synet af et barn, der sad og krøb sammen ved bredden af Traunsee, et barn der, som jeg straks så, var blevet placeret ved Traunsees bred af en beregnende mor udelukkende med det formål at vække de forbipasserendes rørelse og dårlige samvittighed og forlede dem til at åbne deres pung. Til forskel fra Paul havde jeg ikke alene set den bjergsomme mors misbrugte barn og set dets elendighed, men bag det så jeg også moderen til det gement misbrugte barn tælle en hel bunke sedler med en frastødende geskæftighed, idet hun krøb sammen bag et buskads; Paul så kun barnet og dets elendighed ikke den bagved siddende pengetællende mor, og han flæbede oven i købet og, idet han så at sige skammede sig over sin egen eksistens, gav han barnet en hundredeschillingseddel: mens jeg gennemskuede hele sceneriet, så Paul kun den overfladiske del, barnets renfærdige nød, ikke den gemene mor i baggrunden; den perverse, nederdrægtige udnyttelse af min vens godmodighed forblev, så at sige skjult for ham, mens jeg ikke kunne undgå at se den. Det er karakteristisk for min ven, at han kun så det overfladiske billede af det lidende barn, og at han gav ham hundredeschillingseddelen, mens jeg ikke kunne lade være med at gennemskue den væmmelige koldblodighed i hele sceneriet og naturligvis ikke gav barnet noget. Og det er karakteristisk for vores forhold, at jeg beholdt mine iagttagelser for mig selv, for at beskytte min ven fortalte jeg ham ikke, at den gemene, nederdrægtige mor havde talt pengene i buskadset, mens hun tvang barnet til at spille elendighedens teater. Jeg lod ham være alene om den overfladiske betragtning af sceneriet og lod ham give barnet hundredeschillingseddelen og flæbe, og jeg forklarede ham heller ikke hele sceneriet senere. Han refererede meget ofte til dette sceneri med barnet ved bredden af Traunsee, han talte om, at han havde givet et stakkels, ensomt barn en hundredeschillingseddel (i min nærværelse), men jeg forklarede ham aldrig tingenes egentlige sammenhæng.

Thomas Bernhard: Wittgensteins nevø

mandag den 26. januar 2009

ETNOGRAFI

Ulyst. Ulyst. Ad helvede til.
Jeg er ikke klog. Jeg ved
ingenting. Jeg gider
ingenting. Jeg ved ikke
hvordan jeg skal få fat.
Mit hoved er i stykker.
Min krop synker
ned mod jorden.
Min hånd
er en fremmed genstand.
Uorden, kaos.
Jeg tager papiret
ud af maskinen.
Det
er en handling.
Jeg
ryger en cigaret.

Jeg rejser ud til øerne
for at begynde
et sted.
For
at begynde et sted.
Det er 70 år siden
Malinowski var her.
Han sov i sit telt.
Han vågnede
op om morgenen.
Han talte
med de indfødte.
Han indsamlede
sit materiale.
Han ville beskrive
kærligheden.
Det
var hans projekt.
Malinowski
er min helt.

Jeg kan mærke
min krop
på floderne.
Det er på plads.
Min fod
er hvor den skal være.
Min hånd
er rolig.
Gennem floderne
trænger jeg ind
i landet.
Jeg lægger mig tilbage,
og
glemmer alt.

Jørgen Leth: Billedet forestiller

onsdag den 21. januar 2009

Many of the people, for example, who call me their horse did not ride on me. Others did. These same people never fed me. Others did. Once again, I was shown many kindnesses, but not by those who called me their horse. No, by coachmen, veterinarians and strangers of all sorts. As my observations grew, though, I became increasingly convinced that this concept of mine was invalid not only for us horses but also for human folk, i.e., that it represents nothing more than man's base and beastly instinct to claim property for himself. A landlord, for instance, says "my house" but never lives in it, concerning himself only with the structure and maintenance of the house. A merchant says "my shop," "my clothing shop," yet he himself does not wear any clothes made from the fine material displayed in it.

Tolstoi: Kholstormer

mandag den 19. januar 2009

Den der, som undertegnede, hævder at han sågu ikke har noget at sige nogen, lyver, men løgnen er praktisk derved at den gør opmærksom på en central problemstilling i den moderne litteratur. De kunstnere, der har forholdsvis nemt ved at fortælle folk hvad de vil fortælle deres læsere og hvorfor de skriver, lyver på en anden og farligere måde, for deres løgn åbner ikke for noget som helst, afslører intet andet end at sådanne forfattere tror de ved, hvad de vil og hvad de gør. Derved får læserne nemt ved at læse deres bøger og forstå dem, for eftersom der ikke er noget nævneværdigt nyt under Solen, vil en sådan litteratur til enhver tid bekræfte de forestillinger folk har om deres tilværelse og bekræfte dem i de ønsker de har og de forventninger de stiller. Vi får altså en kunst der som inderste hensigt har genkendelse og ikke erkendelse, og det er vi nogen der synes er for snævert.

Per Højholt: Stenvaskeriet og andre stykker

fredag den 16. januar 2009

Er vi ikke lykkelige, her står jeg midt på gulvet med åben overfrakke og spørger: ”Skal jeg tage noget mad med på tilbagevejen?”, selv om du godt ved, at jeg ikke har nogen penge, og selv om jeg ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Du bliver alene og snart slipper brødet op, der er næsten ikke noget tilbage, koksene til kaminen slipper op, strømmen bliver afbrudt, fordi regningen ikke er betalt, og så, dit visum! Du bliver nødt til at rejse ud af landet, men hvordan kan du gøre det, når du ikke har penge til en billet? Jeg synes, det er synd for dig, jeg lokkede dig hertil, og nu ser du fortrøstningsfuldt på mig og siger: ”Køb lidt ost.” Ost! Fatter du virkelig ikke, hvor latterligt det er i netop denne situation at tale om ost? Jeg driller dig kun, du har ret: vi skal netop tale om ost, vi skal spise ost, vi har allerede alt for længe levet af radiser og salt, jeg vil købe en så stor ost, at den rager ud over bordkanten, og så sidder vi på gulvet med korslagte ben, du på den anden side af bordet og jeg på denne side, og vi ser, hvordan osten græder, og jeg er væk, gennemgår regnskaber i et fremmed land eller er på løvejagt i Afrika.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

lørdag den 10. januar 2009

Jeg drømte i nat, at jeg var tilbage på universitet. Jeg stod på talerstolen i et auditorium, og den samlede lærerstand sad bænket, for at høre mig fortælle om, hvordan man konstruerer en lyre. Jeg startede med at klæde mig helt af, hvilket skabte en del uro, hvisken og misbilligende blikke blandt lærerne. Jeg skar mit maveskind op med en skalpel, kylede de indre organer henover pulten, ud på gulvet, og spændte så mine tarme stramt ud over den hule skal, hvor min mave havde været. Jeg strøg henover tarmene med et ganske tyndt plektron af elfenben, og da klang en perfekt dorisk skala i auditoriet. Endnu før den sidste tone var klinget ud, druknede lærerne mig i bifald og begejstret hujen. En lille flok af de ældre professorer rejste sig fra bænkene og styrtede ned mod mig. De hoppede på deres tåspidser, for ikke at komme til at glide på gulvet, der var smattet til af blod og galde og alle mine overflødige organer, men de var alligevel så ivrige og hurtige, at frakkeskøderne flagrede efter dem.

Harald Voetmann: Trivia I: Spøgelser og antikvarer

onsdag den 7. januar 2009

Der var et mig, før de sorte hunde kom løbende. Blæk løber hen over skærmen og danner sorte kniplinger, snoet røg. Når spøgelserne bliver i deres skaller. Og sorte forkullede grene vokser alligevel. Ind i øjet og ud af tårekanalen som skyer, regn og havet. Jeg danner et jeg. Jeg gik ud ad døren, og træet foran mig dufter af honning. Overgivelse som udbrud. Mit hjerte har været med hele vejen. De sorte hunde kom rendende og er nu løbet forbi. Mit hjerte stod stille, nu banker det igen.

Nina Søs Vinter: Hvis Helsinki

mandag den 5. januar 2009

Han ville være kunstner, livskunstner var ikke nok for ham, om end netop dette begreb er det eneste, der gør os lykkelige, hvis vi er klarsynede, tænkte jeg. Når alt kommer til alt var han forelsket i sit forlis, hvis ikke ligefrem forgabt, tænkte jeg, ja, indtil det sidste holdt han hårdnakket fast i sit forlis. Jeg kunne faktisk sige, at han ganske vist var ulykkelig i sin ulykke, man han ville have været endnu mere ulykkelig, hvis han fra den ene dag til den anden havde mistet sin ulykke, hvis den fra det ene øjeblik til det andet var blevet taget fra ham, hvilket på sin side var et bevis for, at han i grunden slet ikke havde været ulykkelig, men lykkelig, om så det var gennem og med sin ulykke, tænkte jeg. Mange er jo i virkeligheden lykkelige, fordi de er begravet dybt i ulykke, tænkte jeg, og jeg sagde til mig selv, at Werthiemer sandsynligvis havde været lykkelig, fordi han hele tiden havde været sig sin ulykke bevidst og havde kunnet glæde sig over sin ulykke.

Thomas Bernhard: Undergængeren

søndag den 4. januar 2009

I believe the common denominator of the universe is not harmony but chaos, hostility, and murder.

Werner Herzog: Grizzly man