Så kom der en blind mand. Han satte sig på bænken foran kroen, stemte sin guitar og begyndte at spille, som var det den naturligste ting i verden. Langt borte kom en tjenestepige gående med en krukke vand på hovedet. Først gik hun i takt med musikken, så gjorde hun nogle små hop og til sidst, da hun var nået hen til den blinde mand, gav hun sig fuldstændig hen i dansen, stillede krukken fra sig og dansede med liv og sjæl. En staldkarl, som gik over gårdspladsen et stykke borte, lagde en tung byrde han bar og begyndte at danse. Inden der var gået en halv time var der faktisk 13 spaniere der dansede rundt om den blinde. De interesserede sig meget lidt for hinanden. Der var ikke antydningen af koketteri, det virkede som om de alle dansede for at gøre sig selv en glæde, ligesom man ryger en cigar.

Stendhal: Vandringer i Rom