Det vigtigste på programmet var vel de såkaldte venskabsmøder med andre delegationer. Gerne nogle fra de andre lejrbyer. Danskere og libanesere mødtes til aftalt tid, og vi satte os ud i pinjeskoven ved små borde, der var naglet fast til cement mellem træerne. De kiggede på os, smilede, sagde deres navne, og så begyndte talerne. En pioner rejste sig, det kunne være mig, og sagde sådan noget som, at Danmark var et kapitalistisk land, der støttede USA-imperialismen, men proletariatet var solidarisk med det kæmpende folk i Oman eller Sydafrika, noget i den retning, altid noget med, at samfundet derhjemme var ved at styrte sammen. Vores voksne ledsager, ungkommunisten Torben, skrev talen. Derefter blev guitarerne stemt, og man sang for hinandne. Danskerne fremførte Spanienssangen En hilsen til jer kammerater og den fagpolitiske folkblues Røde Wilfred. Mødet mundede ud i mere utvunget samvær, hvor man byttede emblemer, stillede op til gruppefotografering og måske lavede kyssedans, hvis der var tid tilovers.

Jens Jakob Toftegaard: Dolkestødslegender