tirsdag den 30. august 2011

Sjov, spasmageren, gav for så vidt en dag anledning til en håndfast hofskandale, som hertuginden i ham genkendte sin engang af røvere røvede, af uansvarlige slubberter bortførte, men nu lykkeligvis atter genfundne kære søn. Den eventyrlige episode krænkede mangt et højt og til det højeste opskruede begreb om sømmelighed. Den gode tone anlagde oven på denne beklagelige begivenhed dyb sorg i mindst fjorten dage, fordi den ærgrede og græmmede sig næsten syg derover.

Robert Walser: Digterliv
oversat af Per Øhrgaard

fredag den 26. august 2011


   1
Hun elsker mig, elsker mig ikke.
                                Jeg sønderriver mine fingre
og udstrør dem
              ødelagte,
som man i overtro
       sønderriver
     og udstrør
tusindfrydens lille vrede over
Maj.
Lad klipningen og den tætte barbering
                                          afsløre
                                            grålighed,
og lad årenes sølv
                   dundre.
Jeg håber,
                jeg tror:
                   jeg aldrig vil blive til
én
    drevet af skammelig forsigtighed.

   2
Klokken er allerede to.
                           Jeg går ud fra du ligger i sengen.
Mælkevejen
                    en sølvflod
                            i natten.
Jeg har intet hastværk,
                          ingen grund til at
vække dig
belemre dig
                     med telegrammer.
Som de siger,
            hændelsen er afsluttet.
kærlighedsbåden kæntrede ganske enkelt
på omstændigheder.
Du og jeg:
                 giver op,
                     ingen grund til at opliste
fælles sorger,
            fortvivlelser,
                                 sår.
Se hvor stille verden er.
Natten
           har pålagt himlen en afgift
                                  af stjerner.
I sådanne stunder
                  står man op og taler til
tiderne,
            historien,
                 hele kosmos.

   3
Klokken er to...
               jeg går ud fra du ligger i sengen.
Eller måske er du
                  også oppe med den samme sag.
Jeg har intet hastværk.
                          Ingen grund
til at vække dig
   belemre dig
med telegrammer.


Vladimir Majakovskij: selvmordsdigt*

torsdag den 25. august 2011


Direkte husker jeg kun en episode fra de første år. Du kan måske også huske den. Engang midt om natten blev jeg ved med at klynke efter vand, sikkert ikke af tørst, men sandsynligvis dels for at irritere, dels for at more mig selv. Efter at nogle stærke trusler ikke havde hjulpet, tog du mig op af sengen, bar mig ud på balkonen og lod mig stå alene et stykke tid uden for den lukkede dør i den bare skjorte. Jeg vil ikke sige at det var forkert, måske var det dengang virkelig ikke muligt at skaffe nattero på anden vis, men jeg vil dermed karakterisere dine opdragelsesmetoder og deres virkning på mig. Jeg var dengang sikkert nok lydig derefter, men jeg havde en indre skade af det. Det for mig selvfølgelige i den meningsløse beden om vand og det overordentlig skrækkelige i at blive båret ud kunne jeg ifølge min natur aldrig sætte i den rigtige forbindelse. Endnu i årevis led jeg under den pinagtige forestilling at den kæmpestore mand, min far, den sidste instans, næsten uden grund kunne komme og midt om natten tage mig op at sengen og bære mig ud på balkonen, og at jeg altså for ham var et sådant stykke ingenting.

Franz Kafka: Kære far forstå mig ret
oversættelse Villy Sørensen

tirsdag den 23. august 2011

I går tænkte jeg på at skrive
om de tusind søers land
hvor lortet flyder til overfladen,
men så kom min kone
altid finder du på dumheder,
og galpede op og skældte ud hele aftnen
altid finder du på dumheder,
fordi jeg havde inviteret
naboens kone på kaffe,
eftersom jeg ville lære et menneske at kende
som ser på mig bagfra,
ifølge min kone var det et påskud,
min hensigt havde været at begå en dumhed
og gøre hende ked af det,
det havde været min hensigt
da jeg bød nabokonen på kaffe.
Så gik pulverheksen.
Hun er som min far
altid på vej til kontoret
som er et sted afskåret fra den øvrige verden.
Der sidder hun bag sit skrivebord
og betragter folk som sine kunder
uanset deres ærinde.
Den attitude giver hende
en følelse af tryghed,
uden hvilken hun ikke ville føle sig
som en selvstændig kvinde.
Hun elsker mig naturligvis
men hun elsker også visne blade,
for hun længes efter ømhed.
Hun har brug for at være nær,
hun er en blind som for at se
må røre, hendes hoved er bøjet,
hendes hænders stilling afslører hendes sindsstemning,
hun kan ikke skjule noget.
Man ser på hendes hår hvad hun tænker på.
Med hende er det rart at leve
for den glæde jeg tilbyder hende
glæder hende, og landene
jeg tager hende med til er oplevelser for hende.
Hun har oplevelser og erfaringer,
jeg har altid kun haft besværligheder,
selv hun er en besværlighed for mig.
Hele livet har været en lang besværlighed.
Jeg kan ikke nyde noget.
Jeg planlagde at deltage i verdens opbygning,
men det er jo en vanvittig tanke.
Sammen med hende planlagde jeg at bygge en fremtid,
ligesom en tåbe der sætter sig
og forsøger at snedkerere et hus omkring sig.
Livet har været en tåbes roderi eller et barns leg.
Jeg skulle lære en sats der kunne trykkes,
når andre lærte sig at være kunder.
Jeg er træt af den passage eller frikast,
jeg ved hvor de grønne pletter findes
og de blå, grå, hvor hver farve [er].
I dette nabolag ved jeg hvor vejviseren findes.
Jeg forsøgte det ene og det andet.
Skrev digte og foredrag,
med det kunne jeg ikke flytte grænsen.
Jeg fordybede mig i små ting,
som den nøjagtige orden på boghylden
og stolenes plads, og rigsdagens sammensætning,
så begyndte jeg at tænke på store og bløde ting
som man kan skyde sig ind på.
Jeg købte kort og tænkte.
Lod mig skille fra den ene kone efter den anden
og alle gav jeg den gave
at de troede at de havde ladet sig skille fra mig,
til de stod øje til øje med virkeligheden.
Min kones gang er præcis som et schweizisk ur.
Hendes knogler er et maskineri og ikke knogler
men hendes vilje er ukuelig,
man får ikke lov at begære for meget af hende og
for det meste slet ikke,
hun er jo bare et menneske og ikke noget dyr,
ingenting tiltaler hende sådan som erklæringer,
mærkelig krydret tale og skråsikkerhed på egen sejr.
Efter det kom jeg til troen
jeg var heldig, da man ikke behøvede at tro på noget,
jeg var lykkelig i troen
og siden blev den nedbrudt af langvarig regn.
Jeg ville begynde at sætte kilometersten i vejkanten.
Dertil fandtes ingen sten og intet holdbart materiale.
Lad mig få lov at drikke sprut.
Jeg ville kunne udregne sagerne, nummererer dem
og sige hvordan de står til,
jeg har så mange ordbøger,
men jeg taler klogt blot for at irritere min kone
som siger at jeg ikke siger andet end dumheder,
så ser hun hvordan dumhederne tager bo
i det solbeskinnede træs bøjelige grenkløft.
Undskyldningen, at de tårer blot var hvidvinstårer
er ikke videre holdbar.
Jeg kan desværre ikke tage konens klagemål til behandling,
mine hænder har også andet at sysle med.
Jeg lider ikke af mangel på barmhjertighed.
Jeg tager de omveje jeg vil.
Finder jeg ikke konen behagelig bytter jeg.
Er jeg nødt til at sige alt det her,
skulle jeg allerede som lille være gået den lige vej
til spisekammeret og ikke om bag en stor sten.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved

fredag den 19. august 2011

Jeg læser "Jeg ser hen over Stalins hoved" af Saarikoski for gud ved hvilken gang. Det er en meget god bog, synes jeg, selvom den også er totalt langt ude i sin politiske, ja, tænkning kan man vel dårligt kalde det, men så overbevisning da. Jeg kom i tanke om at jeg havde oversat et stykke til Banana Split engang. Jeg har oversat fra den svenske oversættelse "Jag blickar ut över huvudet på Stalin", hvilket sikkert er årsagen til at visse ting forekommer mig ret underlige, når jeg læser min oversættelse igennem: "Klichémand" fx, gad vide hvad det er for én? En dag får vi forhåbentlig en oversættelse fra finsk, så det kan bliver opklaret. Nå jo, og det jeg ville sige, var at jeg altid får lyst til at læse Nijinskys dagbøger, når jeg læser den her bog, men at jeg af en eller grund aldrig har fået det gjort. Her er oversættelsen:


Hold kæft I
der ikke har andet at miste end penge
og ingen anden dyd,
end at bruge dem hurtigt.
De ringede fra Icelandair for billetterne var kommet,
to uger på Island slutter på lørdag,
udenfor kan man høre lyden af arbejde,
ellers lige så trist som i går,
jeg tømte vodkaflasken,
det havde ingen effekt,
programmet for i dag?
Billetterne. Kjatan. Spritbutikken.
Burroughs’ "Junkie" er den første bog
jeg har orket at læse færdig i lang tid,
hvorfor?
Alt virkede så meningsløst.
Beror det på spritten eller drikkeriet på dét?
Eller blot at W.B.’s bog virkelig er god,
også selvom jeg ikke tager stoffer bortset fra alkohol,
men psykologien er den samme,
i vort samfund er alkoholen
en accepteret social stimulans
hvilket de narkotiske stoffer ikke er,
narkomanens isolering er total,
han har ingen andre forbindelser end
de forretningsmæssige
til forhandlerne,
B. siger at når man er high
er det ikke kun den seksuelle interesse
for andre mennesker, mænd og kvinder
som ophører men i det hele taget al behov for kontakt,
ens eget jeg er selskab nok,
i alkoholrusen bliver mennesket mere selskabeligt
jo sværere det bliver at være selskabelig
med hende
og at Burroughs har skrevet om sine erfaringer viser
at isoleringen ikke er total:
at skrive en bog er at søge kontakt,
det som tiltaler mest i Bills bog er
at Bill ikke har ondt af sig selv,
ikke advarer
eller forsikrer
at jeg vil stoppe,
han følger udviklingen som en tilskuer,
det formår en alkoholiker sjældent,
og Bill optræder heller ikke som martyr,
han forsvarer ikke sin eufomani,
anklager ingen,
han siger bare at han åbenbart
heller ikke havde et
tilstrækkelig stærkt motiv
til at blive
andet
end narkoman,
nu er han uangribelig, og han ved det,
"eufomanens oplevelse er at se tingene
fra en særlig synsvinkel",
det kan være at narkomanen
bliver et sådant menneske
der ikke oplever livet,
og alkoholikeren et som oplever det alt for stærkt,
sådan er det dog ikke,
men det er nok sandt
at narkotiske præparater udvider erfaringssfæren,
alkoholen formindsker den,
eller sådan er det jo heller ikke,
alt er bare indhegnet og opdæmmet,
at kigge over stakittet og klatre op på dæmningen
er folk bange for,
naturligvis er det ikke høfligt at fortælle dem
at der findes en verden de ikke kender til,
det er min opgave,
at der findes folk som kun har et værelse
og hvad det er at være high og at være sick,
det er denne lidenskab,
amerikanerne i Vietnam gør
andre meget mere ondt
end Bill sig selv,
I kalder det egocentricitet
hvis man slår sig selv ihjel og ikke sine nærmeste,
det er den kristne moral
som I bærer på,
hvordan livet opstod og hvor det forsvinder hen,
det er ligegyldigt hvad man taler om bare man taler sandt,
så meget som de har løjet for os,
spiller det ingen rolle hvad man fortæller sandheden om.
Billetterne ligger i lommen.
På Sorbonnes universitet er der et feltlazaret
og Pompidou siger at demonstrationerne
skal knuses med alle midler.
Knuse jer.
Det påstås at disse demonstrationer
er organiseret af kommunister.
Bare det forholdt sig sådan.
Kommunisterne steger pandekager.
Det stiftende medlems 70-årsdag,
må passe på må passe på, lad dem feste,
men snart er revolutionen ikke tålmodig længere,
den flår allerede i dørene,
den står på tærsklen og ikke som en bekendt man
hilser på,
kun huen i næven,
her kommer vi og nu brager det løs.
Vi var på politbureauet for at ordne
rejsen til Reykholt, vi tager af sted torsdag
og kommer tilbage fredag,
søndag flyver vi til København
og derfra via Stockholm til Helsinki,
i boghandlen købte jeg Nijinskys dagbog,
jeg læser den ligeså intensivt som han skrev den,
hans prosa danser.
"Jeg er Zola
men jeg vil tale og
ikke skrive romaner."
Vi var i trykkeriet,
en gammel venlig klichémand fandt billeder frem til os
fra søndagens demonstration.
På Mokka-Espresso traf vi danserindens kæreste
og den her postpræposition
som tror at sproget afhænger af kasus
hvis det skal være et ordentligt sprog, som i hans brede finske.
Jeg er som Nijinsky,
kan ikke hade folk
selvom deres gerninger er onde.
Jeg kan ikke danse.
Ville ikke gå hen og se på huset
hvor jeg boede i ’55,
hvad ville der have været at se,
jeg ville have kigget ind gennem vinduet,
set mig selv liggende på sengen,
mens alle andre gør noget nyttigt.
Vi var på monopolet, købte brændevin,
når jeg ser hvordan livet er for rige mennesker
vil jeg ikke smage på det
men tage det fra dem,
så de ikke kan gøre noget med det,
ikke for at være ondskabsfuld.
"Jeg ville kunne skrive smukt
men vil ikke være fuldkommen.
Jeg er ingen aristokrat."
Vi var henne og spise på den der café
som har et navn det er umuligt at komme i tanke om,
det er byens største café,
der sidder man og keder sig ihjel.
Tuula spiste bacon, jeg en ostemad, det var det.
"Læs ikke hele tiden", sagde hun.
Jeg kunne ikke lade være med at læse.
Nijinsky er skøn!
Også jeg er lykkelig og elsker og er Gud!
"Jeg vil skrive roligt, men jeg vil ikke
skrive langsomt, da jeg ikke behøver
at skrive smukt, bortset fra jeg må skrive hurtigt."
Bagefter gik vi bare rundt. Det blev en smuk aften.
Vi gik trods alt hen og ledte efter huset hvor jeg boede,
måske var det revet ned,
stedet virkede ikke bekendt.
Man burde ikke gå og se på steder hvor man engang boede.
Det føles tåbeligt.
Jeg lovede at lade være med at læse,
og da jeg siden læste alligevel,
bebrejdede du mig,
at jeg lovede at lade være at læse,
og jeg sagde at jeg jo aldrig
holder mine løfter. "Nej det gør du ikke", sagde du.
Bagefter var det rart at gå for foden af bakken.
Vi ringede på og så vores navne på dørtelefonen.
Gamle landkort er smukkere end de nøjeregnende nye.
Jeg går ind i en dyb søvn
hvor jeg er alene.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved

onsdag den 17. august 2011

Hvis nogen forklarede mig hvad det betyder
at rosen er den reneste purpur
og kærligheden kold som dødens rige
ville jeg kalde ham ekspert i schlagertekster.

Pentti Saarikoski: Jeg ser henover Stalins hoved

tirsdag den 16. august 2011

her står der lige pludselig en hel masse.

mandag den 1. august 2011

Natten bliver ikke kortere af at man skubber til den
røgen søger ned mod jorden
nu begynder jeg at huske
jeg havde fundet en støvle på en losseplads
jeg hængte den op i loftet
ind i støvlen kom jeg en tilpas stor blikdåse
i snoren som støvlen hang i bandt jeg en anden snor
som jeg satte fast i min buksesele
nu havde jeg et askebæger

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström