Jeg stred mig over marken, da jeg hørte en lyd, og så under mig en lille hare, der græd så bittert. Åh, gode herre, sagde den, træd ikke på mig ...! Næ, sagde jeg, hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Åh, men herrerne, fortsatte dyret, træder så ofte på mit bo alene for morskabs skyld ...! Nå, det kan jeg ikke tro, sagde jeg. Så sandt det er, gode herre, sagde haren. Ja ja, sagde jeg, nu skal du bare lægge dig og sove igen, ikke? Jeg havde allerede påbegyndt min videre fremfærd, da haren sprang efter mig og klamrede sig til mit ben. Jeg forsøgte at ryste ham af. Gå ikke, før jeg har budt på noget, sagde han, det kræver dog min selvrespekt! Aha, sagde jeg. Ja, lad mig byde gode herre, sagde haren, De vil ikke fortryde ...! Og hvad kan du så byde på? spurgte jeg. Den bedste Brandy, herre, sagde haren. Aha, sagde jeg. Javist, lovede haren, prima varer, herre ... Det lader sig høre, sagde jeg, giv mig en! Han sprang ned i sit hul og jeg så mit snit til at fortsætte, efterhånden godt irriteret over alle disse afbrydelser.

Jeppe Brixvold: Forbrydelse og fremgang