Poesien er død, men mistænkeligheden er kommet til verden. Jeg er fast overbevist om at den eneste modgift som kan få læseren til at glemme de evige Jeg, som forfatteren skriver, er en fuldstændig oprigtighed. (...)
Jeg forlod Milano for at rejse til Paris den 13. juni 1821, med 3500 francs på lommen, tror jeg, overbevidst om at det eneste der var tilbage for mig når denne sum var brugt var at skyde mig. Jeg forlod efter tre års fortrolighed en kvinde som jeg dyrkede, som elskede mig og som aldrig havde givet sig hen til mig.
Endnu så mange år efter forstår jeg stadig ikke motivet til hendes optræden. Hun var stærkt vanæret, og havde endog aldrig haft mere end en elsker - men kvinderne i Milanos saloner hævnede sig på hende fordi hun var dem overlegen. Den stakkels Métilde lærde aldrig at skærme sig at udmanøvrere fjenden eller at foragte den. Måske får jeg en dag, når jeg er blevet rigtig gammel og rigtig iskold, mod til at tale om årene 1818, 1819, 1820, 1821.

Stendhal: En egocentrikers erindringer