I've labored long and hard for bread,
For honor, and for riches,
But on my corns too long you've tread,
You fine-haired sons of bitches.

- et digt den såkaldte gentlemanforbryder Black Bart efterlod 3. august 1877 ved et røveri på diligencen mellem Point Arena og Duncan's Mills.

Uden for vinduet i græsset, i gulgrønne græsstrå, i den sorte jord, sidder årets sidste sommerfugl. Jeg kan høre havet bruse som en fjern motorvej, og dybt under mig, vulkans buldren. Sommerfuglens vinger er røde og åbnes en sidste gang som hjerteklapper, inden vinteren kommer.

[Island - final]

Åh, sagde Anna. Åh, sagde hun, da Carl trængte ind i hende, og hendes øjne voksede og skyllede over og han druknede i dem. Tidligere, da han stod i døren og spurgte efter Marie, havde hun rakt ud efter ham, havde taget hans hånd, omfavnet ham, snoet sit ben om hans og lagt sin mund mod hans hals. Han var stivnet, så faldt han, så faldt de ind i hinanden, og solen sank og åbnede en gylden vej over havet. Åh, sagde hun osv. og mens jeg skrev det, var jeg ikke skaldet og småfed mere, og min ryg var ikke brudt sammen og knækket efter alle de år lænet over det samme skrivebord, der som det eneste havde fulgt mig fra mit barndomshjem gennem kollegieværelser og lejligheder på syv forskellige adresser i byen, mens skrivemaskiner og computere blev forældede og brød sammen på det, mens den ene bog efter den anden voksede frem på papiret eller på skærmen, og du kom ind og kyssede mig på håret, og kyssede mig på issen, da håret forsvandt og sagde:

Godnat min skat, nu går jeg i seng. Måske kommer du snart ind til mig?

og du lænede dig ind over mig, ind over bordet og kyssede mig, lagde hånden på min nakke, jeg prøvede at trække dig ned på mit skød, men du sagde

nej, nej, nej,

mens du smilte og skubbede mig væk og gled ud af mine blafrende arme og efterlod mig med min længsel og mit begær, som dryppede ned i bog efter bog, indtil den dag, hvor du ikke åbnede døren mere, hvor du ikke kyssede mig godnat længere, men bare gik i seng og lod mig sidde alene tilbage med mine store ord og min længsel, der stadig formåede at bevæge verden, men slet ikke bevægede dig. Efterhånden gad du knap nok åbne min seneste bog, selvom den var dedikeret til dig, selvom den kvindelige hovedperson altid havde et navn på fire bogstaver som dig. Selv da jeg bad dig komme og høre mig læse op af Skil mig fra Englen, var jeg alene i salen med tusind mennesker, mens du sad derhjemme og så haveprogammer i tv. Den dag viste jeg, at jeg blevet en parrentes om et eller andet, du ikke kunne huske, hvad var, vores kærlighed måske, men den kunne man ikke få øje på mere, skjult som den var under din skuffelse. Så jeg bøjede mig ind over bordet og skrev:

Du så så trist ud, sagde hun. Jeg ville bare give dig et kram, og så. Så var du så varm. Jeg passede lige ind i dine arme. Jeg kunne mærke dit hjerte slå, og mit hjerte slog med det i forvirring og ophidselse. Jeg sukkede, som jeg har sukket tusind gange siden, og mine øjne græd. Min kusse græd også, som den græder hver gang jeg tænker på dig. Den græder af længsel og så græder jeg også. Jeg mærker tårerne vælde op, og jeg undskylder og rejser mig fra bordet, fra mødet, og sidder på toilettet og græder, men jeg kan ikke hjælpe min kusse, for den længes kun efter dig og din pik. Den længes efter din tunge, din hånd, og den græder af sorg og af længsel. Så græder jeg også, fordi du har taget det fra mig. Jeg husker den første gang, du lagde armene om mig. Vi smeltede sammen. Din mund smagte så godt, og min krop kendte dig med det samme. Jeg trak dig ind i huset, ned ad gangen mod værelset, der rager ud over havet. Bølgerne slog ind over sengen og trak sig tilbage og slog ind over os, og vi efterlignede bevægelsen. Vi var havet og bølgerne, og jeg blev knust under dig, og du løftede mig op og gjorde mig hel. Allerede da jeg lå oven på dig stadig med alt tøjet på, og du stak en hånd ned i mine trusser, kom jeg, og jeg kom igen, da du trængte ind i mig, og igen da du bevægede dig i mig. Nu kender min krop dig, og det kan den aldrig glemme, sagde hun. Og det kan jeg heller ikke, sagde han.

Nu vil jeg gerne dø,

         tænkte jeg og så ud af vinduet.

fra Island som stadig er på vej ...

VIII


       I dag kæmmede vi græsset

vi lagde planer

og brændte det visne

åbn dine arme og giv dig til kende

lad gro, plant ud


At udskifte maskinerne er overflod

noget som bør gemmes til den dag

hvor det er uundgåeligt,

kriserne er vigtige idet de angiver

at den dag er kommet

Åbn dine arme og giv dig til kende

lad gro, plant ud, mål verdens temperatur

luftens og stenens varme, vindens og farvernes hastighed


Her vil vi stille bænken og bordet

hen imod aften til det bliver mørkt

vi sender blomstrende kurve ud i elven, at

den dag er kommet


Pentti Saarikoski: Tiarnia
oversat af Helena Idström

Nu går jeg bare,
           tænkte jeg, nu vil jeg ikke tænke på noget

fra Island

Jeg anbefaler seks digtere her, bloggen hedder den sproglige flåde og der er mange gode folk, der skriver om spændende ting.

So it was because of you. Everything happened because of you. Without you the happiness of the house with green shutters would have lasted through the war, even after the war. Without you my father wouldn't be dead, my mother wouldn't be insane, my brother wouldn't be a cripple, and I wouldn't be alone.

Agota Kristof: The third lie

da Raymond de Roussillon hørte den sang Guillaume havde gjort til hans hustru, lod han ham komme for at tale med ham temmelig langt fra slottet, og han huggede hovedet af ham og lagde det i en jagttaske, han flåede hjertet ud af kroppen på ham og lagde det sammen med hovedet. Han begav sig derpå til slottet, lod hjertet stege og bære ind på bordet til sin hustru, og han lod hende spise det uden at hun vidste hvad det var. Da hun havde spist det, rejste Raymond sig og sagde til sin hustru at det hun lige havde spist, var hr. Guillaume de Cabstaings hjerte, og han viste hende hovedet og spurgte om hjertet havde smagt godt. Og hun hørte hvad han sagde, og så og genkendte hr. Guillaumes hoved. Hun svarede ham og sagde at hjertet havde været så godt og velsmagende at ingen anden spise eller drikke nogen sinde ville befri hendes mund for smagen af hr. Guillaumes hjerte. Og Raymond gik løs på hende med et sværd. Hun greb til flugt, kastede sig ud fra en balkon og brækkede halsen.

Stendahl: Om kærligheden
oversat af Karsten Sand Iversen

6

Hun sagde:
- Skil mig fra Englen, og jeg skal blive frisk
Skil englen fra mig, og jeg bliver syg
Let og svært er mit liv med ham
Uden ham ville jeg være fortabt
Engel! Sandeligt har du stillet mig et spørgsmål!
Hvem kan leve af Intet? Eller for intet?
Uden nogen anden var jeg ingen anden
Jeg var udslettet! Således taler en passioneret:
Hellere udslette dig hvis ikke det savn du bærer på
skal stå som et monument af dit savn
som et Stenbilled over det tomrum du fyldte med savn
Mindes du nøglehullet i døren? Ingen låssesmed
ville turde bryde ind hos en anden låssesmed
Ingen i yderverden ville turde bryde ind i
det indre tomrum, hvor ingen findes! Og ingen låssesmed
hverken indenfor eller udenfor, ville turde
bryde låsen der skiller låssesmed fra låssesmed
lige, ligegyldige, lige listige alle, uden Væren

Men du, Låssesmed for alle! Du ville turde!

Gunnar Ekelöf: Vägvisare till underjorden

Jeg ser ud af vinduet, og nu hvor flyet er kommet i luften og har fundet sin bane og vi for længst har sluppet det øverste skylag, tænker jeg på dig. Jeg tænker på dig og vulkanen, vi plejede at diskutere, under den ville vi sidde et sted langt borte, under den ville vi ønske vi sad og holdt fast i vores umådelige kærlighed, mens den pulserede og rumlede i mørket som et hjerte, der banker for at slippe fri. Jeg tænker på dig, så jeg bliver ør, dit ansigt svæver foran mit, jeg ser dine øjne og i dem falder jeg dybt, i dem ser jeg helt ned til bunden, hvor et fjeldlandskab strækker sig så langt min fingre kan nå. Jeg skiller dig ad meget forsigtigt. Se! jubler det i mig: en sø så bundløs og klar, og der! en granskov så grøn, som kun en granskov kan være, når det har regnet i ugevis og pludselig klarer op. Når jeg forlod dig, regnede det altid. De 75 engle, du havde foræret mig, græd. Nu er jeg i himlen, men der er ingen engle her, ingen regn. En lille hvid sky svæver dybt under mig hen over landskabet. Jeg er højt oppe, men det jeg bærer er tungt.

fra Island

Jeg ser ud af vinduet, og nu, hvor flyet knap nok er kommet på vingerne, forventer jeg allerede at se Island komme til syne. I stedet for at tænke på det, jeg burde tænke på, nemlig på dig og på børnene og hvorfor du har forladt mig, forestiller jeg mig, hvordan Island om ganske kort tid, og måske allerede lige om lidt, vil dukke op af havet på en forfædelig, overdramatisk og spillefilmsagtig måde. Jeg ser en sort og forrevet ø, for mig, og tænker slet ikke på dig og dit bebrejdende blik. Island er sandsynligvis et umenneskeligt sted,

tænkte jeg,

hvor kun lidt fugleliv bygger rede mellem vulkaner og isbræer. Måske glider en ubestemmelig dis hen over gletscherspalterne på vulkanens sider, måske stiger hvæsende svovlgule skyer op fra sprækkerne i den sorte klippe og driver ud over sletten. En gold slette, selvfølgelig, hvor et par arrigt vrinskende og forbavsende velnærede heste løber rundt, de såkaldte islandske heste, går jeg ud fra, der napper de sidste halvdøde totter græs af med deres uhyggelige gule tænder. Havet kaster sig over øen fra alle sider i vildt og skumsprøjtende raseri. I læ bag en pynt ligger en sæl i vandkanten eller er det mon den godmodige hvalros? Det er svært beslutte sig for, om det skal være en sæl eller hvalros,

tænkte jeg,

men så beslutter jeg mig alligevel for hvalrossen, for jeg kan mærke, at min tankestrøm er ved at gå i stå omkring spørgsmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? kværner det løs i mit indre. Jeg må beslutte mig, inden jeg styrter ned i det lufthul, der er opstået omkring spørgmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? inden jeg igen styrter ned i den forfærdelige verden, der ikke er min, som jeg kun er en lille og ubetydelig del af, og som derfor er uden for min kontrol, men nu er det allerede for sent og jeg styrter

ned i mit flysæde, hvor damen i sædet ved siden af kigger på mig, eller helt ignorerer mig, eller kigger på mig og tænker

Hvem er du?

Hvem er jeg,

tænker jeg og ser ud af vinduet og nu, hvor flyet knap nok er kommet i luften, forventer jeg allerede at se Island komme til syne, men jeg ser ikke noget, ikke andet end et evigt gråvejr, der efterligner gråvejret i mit hjoved, en gråmeleret beton, der regner ned fra en sort himmel.

... fra Island (stadig på vej)

Jeg har længtes sådan efter efteråret
og nu er det efterår.

Ola Julén