... naturligvis kan Heidegger ikke sammenlignes med Wagner, som jo virkelig var et geni, som begrebet geni virkelig er en meningsfyldt betegnelse på, mere end på nogen anden, mens Heidegger jo bare var en lille filosofisk bagmand. Heidegger er, det er helt klart, den tyske filosof som der er blevet smidsket mest for i dette århundrede til trods for, at han var århundredets ubetydeligste. Til Heidegger valfarter først og fremmest alle dem som forveksler filosofien med kogekunsten, som tror filosofien er noget stegt, bagt og kogt, og dette svarer jo fuldstændig til den tyske smag. Heidegger holdt hof i Todtnauberg og lod sig til enhver tid beglo som en hellig ko på sit filosofiske Schwarzwald-podium. Selv en berømt og frygtet nordtysk magasinredaktør knælte andagtsfuld og med åben mund ned for ham, som om han så og sige ventede åndshostien af Heidegger, der sad på bænken foran sit hus i solnedgangen.

Thomas Bernhard: Gamle mestre

Boghandlernes tykke kataloger, et eller to hver eneste uge. Tusinder og atter tusinder af bøger, alle nyudgivelser, i hundredevis i hver eneste genre. Kvalme og forspisthed. Ultrakorte sætninger. Eller kun ord. Som at læse en ordbog. Litteraturen er død, længe leve bogindustrien.

Sándor Márai: Dagbøger 1984-89

Jeg råber: Jeg er fri! og folder servietten sammen. Tak for mad. Jeg er så slank, er det naturligt? Jeg elsker noget en smule. Og det skal ikke være så svært. En sådan ekstrem smidighed, bevægelighed, skønhed og elegance, en vild, sjofel og tilsmudset sjæl. Er der ikke også noget herovre jeg ikke har rodet igennem? Jeg holder af min øjenbrynsløftede spørgetilstand. Jeg ses i strakt karriere over grønsværen med løftet næve. En dråbe glider gennem mine stride kønshår. Jeg går ud i køkkenet og skærer noget frugt i stykker.

Majse Aymo-Boot: Ødelæggelsen 1-11

"Hold lidt til højre, Deres Nåde, der er nogle buske der," sagde en husar, som Rostóv søvndrukken passerede. Rostóv løftede hovedet, der allerede var gledet helt ned mod hestens manke, og gjorde holdt ved siden af husaren. Den unge, barnlige søvn trængte sig stadig på. - Ja, hvad var det nu jeg tænkte på. Lad mig ikke glemme det. Hvad jeg ville sige til Kejseren? Nej, det var ikke det, det er jo i morgen. Nå ja, rigtigt! Natásja - ma tache - m'attaque ... En attak? ... Nå jo, en husarattak ... Natásja med overskæg ... Nej husaroverskæg ... På Tverskája-gaden i Moskva kørte en husar med overskæg, jeg kom til at tænke på ham, lige uden for Gúrjevs hus ... Ak ja, den gamle Gújev ... Åh, sikken en prægtig fyr, den Denísov! Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er nu, at kejseren er her. Hvor han dog så på mig, og han ville sige noget, men turde ikke ... Nej, det var mig, der ikke turde. Men det er alt sammen småting. Det vigtigste er, at jeg ikke må glemme, at jeg tænker på noget meget vigtigt. Natásja, ma tache Jajaja. Det er godt. Og hans hoved faldt igen ned imod hestens hals. Pludselig syntes han, at der blev skudt på ham. "Hvad? Hvad? Hvad er det? Slå løs! Hvad er det?" sagde Rostóv og kom til sig selv.

Tolstoj: Krig og Fred

Jeg tænkte, hvad nu hvis jeg siger sådan her til Ekelöf: "Gunner, jeg synes vi skal vente med de her flasker og kyllingen til i morgen. Det er en lang togrejse. Vi skal leve sammen i den her kupé i over to døgn. Og ..." Jeg så på Ekelöf som med en kraftpræstation trak propperne op af de tre flasker. Hans tidligere træthed var nu som blæst væk. Nå, tænkte jeg, hvis jeg optræder som moralist nu, så bliver rejsen ødelagt inden den rigtig er kommet i gang. Og gør jeg det ikke, så svigter jeg Ingrid Ekelöf og dr Cronholms tillid. Så langt nåede jeg egentlig ikke i min tankestrøm. Ekelöf, som havde hældt vinen op i to tandbørsteglas, løftede nu det ene glas og sagde: "Skål for den første etape af Rejsen til Rom!"

Åke Hodell: Resan till Rom

Den Rimbaud-reception, der kendetegner modernismen, og som modernismen har kendetegnet sig selv ved, er baseret på poesien og forstyrres af visse biografiske detaljer, som bliver til en poetisk myte (en myte om poesien): "Langtfra at være nogen hånlig fornægtelse af poesien er Rimbauds efterliv som våben- og slavehandler i Afrika tværtimod den indlysende forlængelse af den form for poesi, der først og fremmest handler om beruselse. Hans livshistorie viser, at denne poesis kraftfuldhed kommer af en enorm brutalitet. Mere alment afslører Rimbauds eksempel, hvor hæmningsløs poesien er i sin grundform."(66)

Entré: Mikkel Thykier

Faldt i regnen
slog flasken itu
skar hånden
fik prygl af mor.

Emilio Alvarez: Tungsindigheder

Foer Kierligheit wed Hoffwe
Thær giiwes szomme Loffwe
Foer ræt att thæm beskriffwe
Iey flvx mynn Penn maa griffbwe

Och thyppe thæn i Bleckket
- Mæn blyw nv ey forschrecket -
thæt swarthe och thæt wyde
(Szom æst paa wær ein Siide)

Bestrither ey hynanthen
Och saa mæt Frwen och Manthen
I AMORS schiöne Lencker

Enthschkiöndt de oefte Rencker
Geschmieder til hynanthen
Doch ælsker de wæranthen

Harald Voetmann: Trivia II: Høvisk kærlighed

Jeg fortæller dig om mine naboer. Der er pletter på gulvtæppet. Du koger et æg til mig, jeg burde spise et æg hver morgen for mit helbred. Det har lægen sagt; kvinderne konkurrerer ikke så meget om mig, men mere om hvem der skal have lov til at koge mit æg. Ægget ligger helt stille i vandet, lige indtil vandet begynder at koge og ægget at dirre. Jeg spiser ægget med en teske og du laver en kop te til dig selv af kogevandet. Et halmstrå, som har fulgt med ægget fra hønsegården, ligger i vandet.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

Hvid porcelæn i et lyserødt hus

m

mmm

mmmmm

mmmmmmm

mmmmmmmmm

mmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmm

mmmmmmmmmmmmmmmmmmoral

Ernst Jandl: mmmoral

Da vi mødtes til en samtale i en park et eller to år senere for at udsætte fortsættelsen af vores brevveksling, er enhver erindring om at have læst selv-korrespondancen forsvundet. I stedet er det en tilbagevending til den seneste bog, der anbefales. Det er en strålende sommerdag, hans hud, sådan som den viser sig, hvor skjorteærmerne er rullet op og knapperne løsnet i halsen og over brystet, har en brun, nøddeagtig kulør, men det er svært for mig at tænke på andet end hans brev, og hvordan han med noget, der lød som både en trussel og et håb om afslutning, skrev det er ikke alle, der skal arbejde med det i skrift. Dengang fortsatte han sætningen med: "Skal man på den anden side netop dét, og skal man arbejde med det til sin dødsdag, må man også forsøge at hive alle de erkendelser ud af konflikterne, som man nu er i stand til, inden armene bliver flået af kroppen ..." En voldsom sætning, med et voldsomt retorisk præg, som fik mig til at modsætte mig hans tanke og dens hengivelse til ét liv ved at formulere en forestilling om at bringe mig i en situation ved at skrive, hvor det bliver umuligt at skrive mere, og noget andet må begyndes:

Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden