Hr. Manni virker betydelig mere afslappet når han fortæller os om dødsringen. Han benægter ikke at han selv har set dette specielle instrument, som består at to løvekløer fremstillet af det skarpeste stål. De to kløer, der er flere tommer lange, anbringes inde i højre hånd og fæstnes til hånden med to fingerringe. Kløerne ligger bag de to længste fingre. de har dybe riller, og giften var formentlig anbragt i rillerne.

I en menneskemængde f.eks. ved et bal, gik man hen til den kvinde man ville hævne sig på, og med noget der lignede en elegant gestus greb man hendes ubehandskede hånd. Ved at knuge den og derefter trække armen til sig, flåede man den op, og samtidig lod man dødsringen falde til gulvet. Hvorledes skulle man kunne finde den skyldige i mængden? Hvem ville anklage en romersk fyrste, en nevø til paven eller en anden fremtrædende personlighed uden at have konkrete beviser? Så måtte man falde tilbage på den berømte grundsætning:

Den skyldige er den der drager fordel af forbrydelsen.

Stendhal: Vandringer i Rom