Hun har et prægtigt østerlandsk Ydre, hun har smukke Øjne og smukke Manerer. Naar hun kommer ind i en Stue, gør hun samme indtryk som en Leopards skønhed. Hun er for fintfølende og sig selv for bevidst til at afvise en Mand, der vil gøre kur til hende - hun er vant til det og anser det ikke for noget særligt. Jeg er altid mere utvungen sammen med saadan en Kvinde. Synet af hende gør mig altid saa livlig og opstemt, som jeg umuligt kan være sammen med noget lavere. I saadanne Stunder er jeg altfor optaget af at beundre til at være kejtet eller febrilsk. Jeg glemmer mig selv fuldstændigt, fordi jeg lever i hende. I tror allerede at jeg er forelsket i hende, saa før jeg gaar videre, vil jeg fortælle jer, at det er jeg ikke - hun holdt mig vaagen en Nat, som en af Mozarts Melodier kunne gøre. Jeg omtaler dette som et Tidsfordriv og en Fornøjelse, og jeg føler aldrig inderligere Fornøjelse, end naar jeg taler med en dronningeværdig Kvinde, hvis Læbers blotte "Ja" og "Nej" for mig er et Festmaaltid. Jeg græder ikke for at faa Maanen med hjem i Lommen, og jeg græmmer mig heller ikke over at lade hende bag mig.

John Keats: Brev til George og Georgiana Keats