(Menneskestemmen)

Det siges at man ikke undersøger nogen med samme grusomhed som man undersøger sin egen mor. Hendes bevægelser og opførsel iagttages og registreres. Man efterligner dem, man gentager dem. Man ser dem så ofte at de med tiden skrives ind i ens egen krop. Man vil fordrive og udstøde dem men de har bundfældet sig i ens væsen. Man skriver dem –
Det gælder selv stemmen: stemmens tonefald og nuancer. Jeg har næppe lyttet mere opmærksomt til noget end til min mors stemme. Den er smuk. Den er meget bevægelig, den forandrer sig bestandigt. Den udtrykker med små toneforskydninger, betoninger, mikromidler, meget som ikke lader sig sige, det hun ikke kan, ikke vil sige. Sige – det er nærmere en sang med en dyb nynnen i.
I hendes stemme har jeg altid aflæst hver en stemning, træthed, sorg eller tilbageholdt vrede, hvad det nu end måtte være. Stemmen er et stykke vævet stof som trevles op mens hun taler, broget, flagrende, liv og død.
Billedet af stemmen som et stykke stof, et klæde, kommer ofte tilbage.
Som barn krøb jeg ind i den stemme, svøbte mig ind i den, den var en kappe. Samme sang om og om igen. Ja, optrevlingen begyndte nok der, og kunsten – Hun synger denne her sang om ute blåser sommarvind og stemmen bliver en sky rundt om ansigtet og jeg vil ind i det. Nærvær og fravær på samme tid.

Katarina Frostenson: Skallarna