To halvdøde lindetræer, døvede af ælde, strakte deres mørkebrune gaffelgrene ude i gården. Skræmmende i deres nærmest bureaukratiske vækst stod de der, uden at høre eller forstå noget som helst. Tiden havde næret dem med lynild og vandet dem med styrtregn; torden eller brom - det kom ud på eet.
    En dag besluttede husets voksne mænd i fællesskab at fælde det ældste af træerne og hugge det til brænde.
     De gravede en dyb rende rundt om træet. Øksen huggede løs på de uanfægtede rødder- Skovhugst kræver håndelag. Der var for mange frivillige. De drev omkring og eksekverede inkompetent den nedrige dom.
     Jeg kaldte på min kone:
     - Se nu falder det.
     I mellemtiden gjorde træet modstand med alle sine åndsevner; det var, som om det igen var kommet til fuld bevidsthed. Det foragtede sine voldsmænd og savens geddebid.
     Til sidst slog de en lykke på en tynd tørresnor og kastede den over stammens udtørrede forgrening, over selve sædet for træets epoke, dets letargi og dets grønne kraftudtryk - og begyndte at rokke det lige så stille frem og tilbage. Det vippede, som en løs tand i en gumme, men knejsede fortsat som en majestæt i sit sovegemak. I næste øjeblik løb børnene rundt på den styrtede afgud.

Osip Mandelstjam: Rejse til Armenien
oversat af Mette Dalsgaard