Mor smiler. Jeg må være tapper nu. Hun er så smuk i sin grønne sommerkjole, ærmerne danser hen over mig, stryger mit bryst og fylder mig med en sød bedrøvende ro i sekundet mens hun lægger kniven til rette. Mors skæreteknik er præget af rutine og det gør derfor ikke så ondt som jeg havde frygtet. Først højre arm, så må hun i knæ og fotografere barnet der sidder og troner temmelig højt i en flagrende babystol. Ved du hvem det første stykke er til? Hendes smil kommer nærmere; der er meget langt til mors smil når hun står oprejst. Så venstre ben til sig selv. Åh Gud, nu må jeg vise styrke. Kniven er helt hvid af glasur.

Harald Voetmann Christiansen: Kagemand