Jeg læser "Jeg ser hen over Stalins hoved" af Saarikoski for gud ved hvilken gang. Det er en meget god bog, synes jeg, selvom den også er totalt langt ude i sin politiske, ja, tænkning kan man vel dårligt kalde det, men så overbevisning da. Jeg kom i tanke om at jeg havde oversat et stykke til Banana Split engang. Jeg har oversat fra den svenske oversættelse "Jag blickar ut över huvudet på Stalin", hvilket sikkert er årsagen til at visse ting forekommer mig ret underlige, når jeg læser min oversættelse igennem: "Klichémand" fx, gad vide hvad det er for én? En dag får vi forhåbentlig en oversættelse fra finsk, så det kan bliver opklaret. Nå jo, og det jeg ville sige, var at jeg altid får lyst til at læse Nijinskys dagbøger, når jeg læser den her bog, men at jeg af en eller grund aldrig har fået det gjort. Her er oversættelsen:


Hold kæft I
der ikke har andet at miste end penge
og ingen anden dyd,
end at bruge dem hurtigt.
De ringede fra Icelandair for billetterne var kommet,
to uger på Island slutter på lørdag,
udenfor kan man høre lyden af arbejde,
ellers lige så trist som i går,
jeg tømte vodkaflasken,
det havde ingen effekt,
programmet for i dag?
Billetterne. Kjatan. Spritbutikken.
Burroughs’ "Junkie" er den første bog
jeg har orket at læse færdig i lang tid,
hvorfor?
Alt virkede så meningsløst.
Beror det på spritten eller drikkeriet på dét?
Eller blot at W.B.’s bog virkelig er god,
også selvom jeg ikke tager stoffer bortset fra alkohol,
men psykologien er den samme,
i vort samfund er alkoholen
en accepteret social stimulans
hvilket de narkotiske stoffer ikke er,
narkomanens isolering er total,
han har ingen andre forbindelser end
de forretningsmæssige
til forhandlerne,
B. siger at når man er high
er det ikke kun den seksuelle interesse
for andre mennesker, mænd og kvinder
som ophører men i det hele taget al behov for kontakt,
ens eget jeg er selskab nok,
i alkoholrusen bliver mennesket mere selskabeligt
jo sværere det bliver at være selskabelig
med hende
og at Burroughs har skrevet om sine erfaringer viser
at isoleringen ikke er total:
at skrive en bog er at søge kontakt,
det som tiltaler mest i Bills bog er
at Bill ikke har ondt af sig selv,
ikke advarer
eller forsikrer
at jeg vil stoppe,
han følger udviklingen som en tilskuer,
det formår en alkoholiker sjældent,
og Bill optræder heller ikke som martyr,
han forsvarer ikke sin eufomani,
anklager ingen,
han siger bare at han åbenbart
heller ikke havde et
tilstrækkelig stærkt motiv
til at blive
andet
end narkoman,
nu er han uangribelig, og han ved det,
"eufomanens oplevelse er at se tingene
fra en særlig synsvinkel",
det kan være at narkomanen
bliver et sådant menneske
der ikke oplever livet,
og alkoholikeren et som oplever det alt for stærkt,
sådan er det dog ikke,
men det er nok sandt
at narkotiske præparater udvider erfaringssfæren,
alkoholen formindsker den,
eller sådan er det jo heller ikke,
alt er bare indhegnet og opdæmmet,
at kigge over stakittet og klatre op på dæmningen
er folk bange for,
naturligvis er det ikke høfligt at fortælle dem
at der findes en verden de ikke kender til,
det er min opgave,
at der findes folk som kun har et værelse
og hvad det er at være high og at være sick,
det er denne lidenskab,
amerikanerne i Vietnam gør
andre meget mere ondt
end Bill sig selv,
I kalder det egocentricitet
hvis man slår sig selv ihjel og ikke sine nærmeste,
det er den kristne moral
som I bærer på,
hvordan livet opstod og hvor det forsvinder hen,
det er ligegyldigt hvad man taler om bare man taler sandt,
så meget som de har løjet for os,
spiller det ingen rolle hvad man fortæller sandheden om.
Billetterne ligger i lommen.
På Sorbonnes universitet er der et feltlazaret
og Pompidou siger at demonstrationerne
skal knuses med alle midler.
Knuse jer.
Det påstås at disse demonstrationer
er organiseret af kommunister.
Bare det forholdt sig sådan.
Kommunisterne steger pandekager.
Det stiftende medlems 70-årsdag,
må passe på må passe på, lad dem feste,
men snart er revolutionen ikke tålmodig længere,
den flår allerede i dørene,
den står på tærsklen og ikke som en bekendt man
hilser på,
kun huen i næven,
her kommer vi og nu brager det løs.
Vi var på politbureauet for at ordne
rejsen til Reykholt, vi tager af sted torsdag
og kommer tilbage fredag,
søndag flyver vi til København
og derfra via Stockholm til Helsinki,
i boghandlen købte jeg Nijinskys dagbog,
jeg læser den ligeså intensivt som han skrev den,
hans prosa danser.
"Jeg er Zola
men jeg vil tale og
ikke skrive romaner."
Vi var i trykkeriet,
en gammel venlig klichémand fandt billeder frem til os
fra søndagens demonstration.
På Mokka-Espresso traf vi danserindens kæreste
og den her postpræposition
som tror at sproget afhænger af kasus
hvis det skal være et ordentligt sprog, som i hans brede finske.
Jeg er som Nijinsky,
kan ikke hade folk
selvom deres gerninger er onde.
Jeg kan ikke danse.
Ville ikke gå hen og se på huset
hvor jeg boede i ’55,
hvad ville der have været at se,
jeg ville have kigget ind gennem vinduet,
set mig selv liggende på sengen,
mens alle andre gør noget nyttigt.
Vi var på monopolet, købte brændevin,
når jeg ser hvordan livet er for rige mennesker
vil jeg ikke smage på det
men tage det fra dem,
så de ikke kan gøre noget med det,
ikke for at være ondskabsfuld.
"Jeg ville kunne skrive smukt
men vil ikke være fuldkommen.
Jeg er ingen aristokrat."
Vi var henne og spise på den der café
som har et navn det er umuligt at komme i tanke om,
det er byens største café,
der sidder man og keder sig ihjel.
Tuula spiste bacon, jeg en ostemad, det var det.
"Læs ikke hele tiden", sagde hun.
Jeg kunne ikke lade være med at læse.
Nijinsky er skøn!
Også jeg er lykkelig og elsker og er Gud!
"Jeg vil skrive roligt, men jeg vil ikke
skrive langsomt, da jeg ikke behøver
at skrive smukt, bortset fra jeg må skrive hurtigt."
Bagefter gik vi bare rundt. Det blev en smuk aften.
Vi gik trods alt hen og ledte efter huset hvor jeg boede,
måske var det revet ned,
stedet virkede ikke bekendt.
Man burde ikke gå og se på steder hvor man engang boede.
Det føles tåbeligt.
Jeg lovede at lade være med at læse,
og da jeg siden læste alligevel,
bebrejdede du mig,
at jeg lovede at lade være at læse,
og jeg sagde at jeg jo aldrig
holder mine løfter. "Nej det gør du ikke", sagde du.
Bagefter var det rart at gå for foden af bakken.
Vi ringede på og så vores navne på dørtelefonen.
Gamle landkort er smukkere end de nøjeregnende nye.
Jeg går ind i en dyb søvn
hvor jeg er alene.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved