Direkte husker jeg kun en episode fra de første år. Du kan måske også huske den. Engang midt om natten blev jeg ved med at klynke efter vand, sikkert ikke af tørst, men sandsynligvis dels for at irritere, dels for at more mig selv. Efter at nogle stærke trusler ikke havde hjulpet, tog du mig op af sengen, bar mig ud på balkonen og lod mig stå alene et stykke tid uden for den lukkede dør i den bare skjorte. Jeg vil ikke sige at det var forkert, måske var det dengang virkelig ikke muligt at skaffe nattero på anden vis, men jeg vil dermed karakterisere dine opdragelsesmetoder og deres virkning på mig. Jeg var dengang sikkert nok lydig derefter, men jeg havde en indre skade af det. Det for mig selvfølgelige i den meningsløse beden om vand og det overordentlig skrækkelige i at blive båret ud kunne jeg ifølge min natur aldrig sætte i den rigtige forbindelse. Endnu i årevis led jeg under den pinagtige forestilling at den kæmpestore mand, min far, den sidste instans, næsten uden grund kunne komme og midt om natten tage mig op at sengen og bære mig ud på balkonen, og at jeg altså for ham var et sådant stykke ingenting.

Franz Kafka: Kære far forstå mig ret
oversættelse Villy Sørensen