vandet stod højt, havet var bælgmørkt
    bølgerne rejste sig fra kysten ud mod fjorden
        vinden bed os i nakken, vores handlinger
vores tanker og vores intentioner
forbliver grimasser, det er svært
    på forhånd at bestemme, bagefter at forklare noget som helst/
Jeg betragtede huset oppe fra bjergets klippefremspring, jeg mindedes krigsårene/
        en sensommeraften på herregården
    da de voksne spiste krebs og skålede
        Jeg har aldrig set
            liv i det hus
selvom en vej fører derop
    det er ikke et forladt hus, kun ubeboet
Jeg er for tynd til at fylde min frakke ud
        Vandet slår hen over bølgebryderen
nede på bunden kravler fisk rundt på små fødder
            så bliver det nat
den tyvagtige nat, det hellige mørke
        vil fylde båden
    jeg skubber den ud i vandet
    uden at vide
hvor havet vil føre den og hvem der skal tage sig af lasten

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström