Det bliver lidt ensformigt at sige noget lort om Mia hver dag, men jeg kan jo ikke gøre for at hun igen i dag har været i sådan et kussehumør. Mundhuggeriet startede med at jeg i går aftes, efter jeg havde kogt tevand, havde ladet gashanen stå halvvejs åben. Ikke at det var så frygtelig farligt, men det gav hende jo en anledning til at råbe op.
I dag er havet blækfarvet, luften grå og jeg er heller ikke så særlig glad til sinds. Jeg sidder med Kari chez Arthur, vi hænger her ved vores stambord, snart er det aften, ed è súbito sera. Snart bliver det nødvendigt for alvor at komme i gang med skriveriet. Men når jeg nu ikke rigtig orker, så bliver det bare sådan noget sludder her.

Nogle drenge kommer forbi på cykel, antageligvis forbereder de sig til Bretagne Rundt, det begynder at svie i øjnene. Der er biler i mange forskellige farver. Tristessen fylder sindet. Et eller andet sted på sjælens bund findes der en bevægelse, og det som bevæger sig der, burde jeg få op til overfladen. Jeg fremsætter erklæringer, en måge lander på vandet, Jacques lægger mere brænde på kaminen.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin