Langt borte, langt herfra, langt fra hvor dette sted er, er mit sted, er hvor jeg sover og hvor jeg spiser, er hvor mine kvinder er, mine brødre, mine fædre, mine børn. Det er en søvn, og en søvn mere herfra. Langt borte. Det er ikke idag. Ild kom og efterlod intet. Akaramaerne kom og efterlod intet. Det er der ikke idag. Når solen står op, fylder jeg min mave, og jeg går ind i skoven og finder min medicin. Dette er min medicin, som hjælper mod sygdom, og med kvinder, og når jeg er træt og min penis ikke kan vokse sig stor og min pung er tom, og min medicin til at holde sære guder borte fra mit folk, min medicin der kan fortælle om, hvornår kæmpejaguaren nærmer sig og når giftslangerne er nær. Min medicin fortalte mig om Akaramaerne og jeg var hurtigt på vej, løbende, men solen havde allerede flyttet sig, havde flyttet sig meget, og der var ild og røg, da jeg kom tilbage til mit sted.
Mit sted er langt herfra. Det er ikke mit sted nu. Akaramaerne har taget nogle af mine kvinder. Nogle af mine kvinder lå på jorden med huller i deres maver. Mine fædre var uden hoveder. Mine børn var ødelagt. Mine brødre var væk og er nu inde i akaramaernes maver. Jeg er her med min krop og min medicin kan ikke bruges til noget længere.
Tobias Schneebaum: Keep the river on the right (som skal oversættes til "hav floden på højre hånd" eller måske enklere "følg floden". Bud modtages.)
1 kommentar:
"Keep the river to the right" er en ret fantastisk bog, som desværre ikke er særlig godt skrevet. Det er en moderne kannibalhistorie, hvor Schneebaum beskriver sin rejse ind i Perus jungle. En unavngiven person fortæller ham om en missionsstation i der ligger dybt inde i amazonas. Der er ingen vej derud, man må gå gennem junglen langs floden (deraf titlen) i dagevis. Vel ankommet hører han om Akaramaerne, en stamme som endnu ikke har været i kontakt med den moderne verden, ingen der har forsøgt at kontakte dem er vendt tilbage (klassisk kannibalhistorie set up!) Schneebaum tager afsted for aldrig at vende tilbage, og når også at blive erklæret død af den amerikanske ambassade, før han (for ellers ville bogen jo næppe være udgivet) omsider kommer hjem igen. Som hvid, jøde, bøsse og kunstmaler er han (bortset fra hvid) ikke den typiske opdagelsesrejsende. Schneebaum er først og fremmest drevet af nysgerrighed og måske derfor bliver mødet med Akaramaerne (som en gammel indianer fra en anden stamme fortæller gruopvækkende om i det citerede stykke), et lykkeligt møde. I første omgang. I stammen er homoseksualitet og biseksualitet almindelig accepteret, eller rettere de er normen. Schneebaum føler sig mere hjemme her, end i det snerpede og sexforskrækkede og homo-angste Amerika. Efter et stykke tid overfalder Akaramaerne en anden stamme og æder de døde, og Schneebaum ser sig nødsaget til at tage del i (æde-)gildet (under selve massakren er han paralyseret, hvis vi skal tro hans egen beretning) derefter vender han tilbage til New York med, må man formode, bristede illusioner. Bogen skabte sensation da den blev udgivet. Bl.a var en række antropologer forfærdede: entnografer bør ikke gå i seng med de mennesker de studerer, eller æde dem for den sags skyld, lød det blandt andet. Jeg ved ikke om jeg kan dele den forargelse. På en måde synes jeg, der er noget smukt i, at finde en verden, hvor man lige pludselig ikke er underlig eller forkert, hvor kategorierne er nogle andre. Det er selvfølgelig forfærdeligt at de rent faktisk slår andre mennesker ihjel og æder dem, men det kan han jo så heller ikke leve med. På et tidspunkt optræder Schneebaum i "The Mike Douglas Show" hvor en af gæsterne spørger ham: "hvordan smagte det? hvortil han svarer: "En lille smule som kylling". Så ved vi det.
Send en kommentar