Rosa:
I dag skete der noget ubehageligt.

Emily og jeg mødtes tilfældigt ved kirken med den falske kuppel. Kunstneren, der udsmykkede den, var førende i illusionistiske tricks, men nedvurderet af samtidige kunstnere, de anså ham for en plattenslager, fordi han i sine portrætter ikke var så forfinet, fordi han fejlede på ansigtet.
Nu trådte Emily og jeg ind i kirken og så – ikke den mirakuløse kuppel hvor der ingen kuppel var – en helt forvrænget, en håbløs kuppel. Så blev vi ansporet af nogle hvide prikker i marmorgulvet, til at skridte ned ad hovedskibets midtergang, til vi mødte stjernen, der angav at
HER
skulle man stille sig for at værket forløstes. Så kiggede vi op og rigtig nok, det så ud, som om der var en kuppel. Så gik vi to skridt videre ned mod alteret, og kuplen var forvrænget igen.

Der gives ingen forførelse, uden at nogen tager skridtene, sagde Emily

Ubehaget indtraf umiddelbart efter.

Vi tog afsked med den forventning, at vi skulle hver vores vej. Jeg vendte ryggen til Emily og tog nogle skridt i den modsatte retning af hende, da jeg kom i tanke om, at jeg havde et ærinde. Jeg vendte om. Nu gik Emily omtrent ti meter foran mig. Som en fremmed. Det var det, at for en iagttager, havde der været al grund til at skønne, at vi var fremmede for hinanden. 1 og 1, der kom gående. 1 og 1 turist, der kom gående i Rom. Om allerede et døgn ville ikke engang en retsmediciner kunne spore det aftryk, Emilys håndklem havde sat på min højre arm, da vi tog afsked. Jeg ville kunne håbe på et hår, et DNA-spor, men risikoen var der, at jeg ville være efterladt sporløs, allerhelvedes ren.

Første gang, og alle gange siden, Emily og jeg havde sex, tog hun umiddelbart efter en vådserviet og duppede både sin egen pande og min.

---
Her er Emily i Rom for dér at gifte sig med præsten. Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg.

Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily
Udkommer i dag.