himlen var klar nu
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
        så stod jeg midt i en nåleskov
    tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger og vejret pludselig klarer op/
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
    der sad jeg, mellem dem, på en måde i klemme
        da jeg jo ikke hørte til nogen af dem
    Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store/
har brug for så mange ben at den snubler over dem
        jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
      og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
        at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
    også jeg er et skib der forliser
            men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
    Der er ingen forskel
        på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
    Anderledes kan jeg ikke, netop nu
        forklare min sorg
     tid er ikke noget man kan gribe om
        På vej hjem, himlen
    da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
            himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde

Pentti Saarikoski: Den dunkles danse
oversat af Helena Idström