(...) malingen på dørkarmen skallede af i lange cremefarvede strimler bortset fra et område i skulderhøjde, hvor jeg, når jeg skulle åbne døren, anbragte hånden, den højre hånd, mens jeg med venstre sled i dørhåndtaget indtil døren med et gudsjammerligt knirk pludselig sprang op og nær ramte mig i hovedet, hvis den da ikke, som det allerede var sket to gange, rent faktisk ramte mig, den ene gang kun et strejf over kinden, den anden et regelret gok i nøden, eller rettere en slåen-sig-for-panden-med-dør, der var mere overraskende end egentlig smertefuld, men i øjeblikket havde jeg ingen planer om at rejse mig og udføre døråbningsritualet, i stedet ville jeg blive siddende i den røde, lidt for lille og ubekvemme stol og vente på at nogen skulle komme ind, se på mig og udbryde: Sidder du dér!