TAK FORDI DU IKKE SAMARBEJDER

Nede på gaden er der isboder at gå hen til
Og fortorvet er pænt, blåligt skiffergråt. Folk ler meget.
Her kan man se stjernerne. To elskende synger
Hver for sig, fra det samme tag: "lad dine småpenge ligge,
Lad dit tøj ligge, og gå. Det er tid nu.
Det var også tid nu før, men nu er det virkelig tid.
Du vil aldrig have nydt storme så meget
Som på disse klæbrige aftener der mere føles som August
End September. Bliv. En falsk vind vil have dig til gå
Og derude på den stormomsuste flod iagttage busser på vej til Conneticut,
Og træindustri, og alt det vi tænker på når vi holder op med at tænke.
Vejret er perfekt, årstiden uklar. Græd over din afrejse
Men regn også med at møde mig i den nærmeste fremtid, hvor jeg vil afsløre
Yderligere nye eventyr, og at du fortsat vil tænke på mig."

Vinden aftog, og de elskende
Sang ikke længere, kommunikerende hver til hinanden i kedsommelighedens
Selvudfoldelse, og kysten krøllede sammen og blev flydende
Og så begyndte den berømte klagesang. Og hvordan skal vi, mennesker
Der alle er uvante med hinanden og vores gøremål, forklare
Det til kysten, hvis vi får lov til
At cirkulere der "i den nærmeste fremtid", hvorfor vi er kommet
Og hvorfor vi aldrig har været her før? Den gæste-fremmedes
modforslag hæmmede vores fortolkning af os selv som
Person-objekter, dem vi vidste ville nå frem hertil
På en eller anden måde, men vi kan huske så let som den dag vi blev født
miderne vi passerede på vores vej og hvordan dagen blødte
og natten med da man hørte om os, selvom vi kun fortalte om vores barnlige
Ideer og aldrig forsøgte at imponere nogen, selv ikke når de var en smule ældre.

John Ashbery: Skyggetog