I anledning af den fortsatte kampagne mod Bukdahl, startet af alle tiders mest overbagte kagemand og siden overtaget af om muligt endnu mere irriterende anonyme tosser (se kommentaren med den mistænkelige signatur "M") bringes her endnu engang en lille belæring om fjendskab:

Når jeg fordyber mig i ældre tiders skænderier, forstår jeg at jeg har lært fjendskabet at kende i en forfaldsperiode. Tænk at have en kvik uven! En der er i godt humør, og får geniale indfald! Mine bagvaskeres møjsommeligt udtænkte tarveligheder får mig til at tænke på Cyrano de Bergeracs skuffede spørgsmål til sin angriber: Er det alt hvad I har at sige om min næse, at den er meget stor?
Vi stiller for lave krav til fjendskabet i vore dage. I forfædrenes verden betød det en evne til samspil, en ondskabsfuld, men henrykt lydhørhed. Den misfornøjede fejlfinder som har et buh! parat så snart jeg gør noget, er jo ikke en rigtig fjende. Han fortjener det hensyn man viser tunghøre: at få lov til at tale uden at blive modsagt.
Den virkelige fjende kender mig – i visse henseender bedre end jeg selv. Læser jeg ham rigtigt, bliver han et uvurderligt spejl for mig. Hvis nogen ser hvem jeg er og derpå hader mig for det, er han allerede halvt tilgivet, eller rettere sagt: så er jeg parat til at blive hans fjende, hans og ingen andens!
Oh fjendskabets sortvingede génier, vend tilbage og jag misundelsens gråspurve bort!

Horace Engdahl: Meteorer

hele stykket kan læses her