Tarwater knyttede næverne. Som en dødsdømt på henrettelsesstedet stod han og ventede. Så kom åbenbaringen, tavs, uforsonlig, direkte som en kugle. Han så ikke ind i øjnene på et flammende uhyre, han så ikke en brændende busk. Med en sikkerhed nedsunket i fortvivlelse vidste han bare at det var forventet at han døbte det barn han så, og indledte det liv hans grandonkel havde forberedt ham til. Han vidste han var kaldet til at være profet og at hans profetis veje ikke ville blive bemærkelsesværdige. Stive og stille afspejlede hans sorte pupiller i dyb på dyb hans hjemsøgte billede af sig selv traskende ud i det fjerne i Jesus' blødende stinkende gale skygge, indtil han til sidst modtog sin belønning, en brudt fisk, et mangfoldiggjort brød. Af støv havde Herren skabt ham, skabt ham i blod og nerve og sind, skabt ham til at bløde og græde og tænke, og sat ham i en verden af tab og ild, alt sammen for at døbe ét åndssvagt barn som Han slet ikke havde behøvet at skabe og forkynde en lige så tåbelig lære. Han forsøgte at råbe "NEJ!" men det var som at prøve at råbe i søvne. Lyden var mættet af stilhed, tabt.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig