Søsteren skulle stå op klokken et eller to om natten, tage sin natkjole på, komme hen til hans værelse og sætte sig hen til harmoniummet i det kolde værelse og spille Händel, sagde Franz, hvilket selvfølgelig betød, sagde han, at hun blev forkølet og i Traich konstant led under forkølelser. Han, Wertheimer, havde ikke behandlet søsteren godt, sagde Franz. Han fik hende til at spille Händel for sig en time på det gamle harmonium, sagde Franz, for så tidligt næste dag ved den fælles morgenmad, som de spiste i køkkenet, at sige til hende at hendes harmoniumspil havde været uudholdeligt. Han lod hende spille for sig, så han kunne falde i søvn igen, sagde Franz, for hr. Wertheimer led jo altid af søvnløshed, og om morgenen havde han så bare sagt til hende, at hun spillede som et svin. Wertheimer skulle altid tvinge sin søster til at komme til Traich, ja, han, Franz, troede endda, at Wertheimer havde hadet sin søster, men alligevel kunne han ikke leve uden hende i Traich, og jeg tænkte på, at Wertheimer altid havde talt om det at være alene, uden i virkeligheden at kunne være alene, han var ikke noget alenemenneske, tænkte jeg, og derfor tog han altid sin søster – som han for øvrigt, selv om han hadede hende, elskede mere end nogen anden på jorden – med til Traich, for på sin måde at misbruge hende.

Thomas Bernhard: Undergængeren

oversat af Søren R. Fauth