I går tænkte jeg på at skrive
om de tusind søers land
hvor lortet flyder til overfladen,
men så kom min kone
altid finder du på dumheder,
og galpede op og skældte ud hele aftnen
altid finder du på dumheder,
fordi jeg havde inviteret
naboens kone på kaffe,
eftersom jeg ville lære et menneske at kende
som ser på mig bagfra,
ifølge min kone var det et påskud,
min hensigt havde været at begå en dumhed
og gøre hende ked af det,
det havde været min hensigt
da jeg bød nabokonen på kaffe.
Så gik pulverheksen.
Hun er som min far
altid på vej til kontoret
som er et sted afskåret fra den øvrige verden.
Der sidder hun bag sit skrivebord
og betragter folk som sine kunder
uanset deres ærinde.
Den attitude giver hende
en følelse af tryghed,
uden hvilken hun ikke ville føle sig
som en selvstændig kvinde.
Hun elsker mig naturligvis
men hun elsker også visne blade,
for hun længes efter ømhed.
Hun har brug for at være nær,
hun er en blind som for at se
må røre, hendes hoved er bøjet,
hendes hænders stilling afslører hendes sindsstemning,
hun kan ikke skjule noget.
Man ser på hendes hår hvad hun tænker på.
Med hende er det rart at leve
for den glæde jeg tilbyder hende
glæder hende, og landene
jeg tager hende med til er oplevelser for hende.
Hun har oplevelser og erfaringer,
jeg har altid kun haft besværligheder,
selv hun er en besværlighed for mig.
Hele livet har været en lang besværlighed.
Jeg kan ikke nyde noget.
Jeg planlagde at deltage i verdens opbygning,
men det er jo en vanvittig tanke.
Sammen med hende planlagde jeg at bygge en fremtid,
ligesom en tåbe der sætter sig
og forsøger at snedkerere et hus omkring sig.
Livet har været en tåbes roderi eller et barns leg.
Jeg skulle lære en sats der kunne trykkes,
når andre lærte sig at være kunder.
Jeg er træt af den passage eller frikast,
jeg ved hvor de grønne pletter findes
og de blå, grå, hvor hver farve [er].
I dette nabolag ved jeg hvor vejviseren findes.
Jeg forsøgte det ene og det andet.
Skrev digte og foredrag,
med det kunne jeg ikke flytte grænsen.
Jeg fordybede mig i små ting,
som den nøjagtige orden på boghylden
og stolenes plads, og rigsdagens sammensætning,
så begyndte jeg at tænke på store og bløde ting
som man kan skyde sig ind på.
Jeg købte kort og tænkte.
Lod mig skille fra den ene kone efter den anden
og alle gav jeg den gave
at de troede at de havde ladet sig skille fra mig,
til de stod øje til øje med virkeligheden.
Min kones gang er præcis som et schweizisk ur.
Hendes knogler er et maskineri og ikke knogler
men hendes vilje er ukuelig,
man får ikke lov at begære for meget af hende og
for det meste slet ikke,
hun er jo bare et menneske og ikke noget dyr,
ingenting tiltaler hende sådan som erklæringer,
mærkelig krydret tale og skråsikkerhed på egen sejr.
Efter det kom jeg til troen
jeg var heldig, da man ikke behøvede at tro på noget,
jeg var lykkelig i troen
og siden blev den nedbrudt af langvarig regn.
Jeg ville begynde at sætte kilometersten i vejkanten.
Dertil fandtes ingen sten og intet holdbart materiale.
Lad mig få lov at drikke sprut.
Jeg ville kunne udregne sagerne, nummererer dem
og sige hvordan de står til,
jeg har så mange ordbøger,
men jeg taler klogt blot for at irritere min kone
som siger at jeg ikke siger andet end dumheder,
så ser hun hvordan dumhederne tager bo
i det solbeskinnede træs bøjelige grenkløft.
Undskyldningen, at de tårer blot var hvidvinstårer
er ikke videre holdbar.
Jeg kan desværre ikke tage konens klagemål til behandling,
mine hænder har også andet at sysle med.
Jeg lider ikke af mangel på barmhjertighed.
Jeg tager de omveje jeg vil.
Finder jeg ikke konen behagelig bytter jeg.
Er jeg nødt til at sige alt det her,
skulle jeg allerede som lille være gået den lige vej
til spisekammeret og ikke om bag en stor sten.

Pentti Saarikoski: Jeg ser hen over Stalins hoved