Som forord til bogen sætter jeg Aspenströms brev til mig, og nu er det lykkedes at oversætte brevet: At det er svært at oversætte breve skyldes at de er, de er jo snak. Når det gælder selve digtene har jeg allerede skitserne færdige, så arbejdet bliver antageligvis lettere. (Der opstod skænderi her: jeg havde tabt nøglen til postkassen, jeg havde tabt den på vejen. Jeg fik selvfølgelig skæld ud. Siden blev nøglen fundet, og nu fik jeg skæld ud, fordi jeg ikke selv havde været ude at lede efter den).

Jeg havde tænkt at jeg ville oversætte yderligere nogle digte, men da der var et fremmed ord (klockdjur) allerede i det første digt, mistede jeg selvtilliden. Et spørgsmålstegn i skitsens margen. Jeg havde mao. forberedt mig dårligt, og kommer der flere af sådanne klokkevæsener bliver bogen ikke gjort færdig her.

Dagen forløb dog så nogenlunde, har spist, ilden brænder i komfuret. Mia har forladt sygesengen, hun har været i gang med at oversætte mine digte og nu sidder hun på sengekanten og grubler over noget.

Jeg læser Virginias roman. En hel del god litteratur når man ikke at læse i et liv, ligesom man ikke når at besøge alle steder, eller lære sig alle sprog.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin