Det var fint Nobelprisen gik til Thomas Tranströmer i går, fint fordi han er digter, og det er ved at være længe siden prisen er gået til sådan en, og fint også fordi han er skidegod, og en overgang føltes som en afgørende påvirkning, hvad han sikkert også var og er, selvom jeg ikke læser ham som meget mere, som jeg har gjort. Man kan læse et lille uddrag af den fantastiske Østersøer her. Dagen før blev en anden pris uddelt, nemlig den kun netop toårige Albertinepris som første gang gik til Frank Kjørup og i år til René Jean Jensen. I den anledning bringes her mit blege forsøg på at efterligne hans skrift, som i øvrigt også kan læses i seneste nummer af Hedekorn:

ENLINJESMESTEREN

til René Jean Jensen

Jeg folder samlselvkassen ud

men den bliver ved med at have

en fold mere

og er altså totalt uanvendelig

som kasse

tilgengæld kunne man sikkert bruge den

som underlag

i en ørnerede, du ved, til ørnetis

ørnegylp osv.

pensionisterne på Peterspladsen

snød foran i køen

i sikker forvisning om at få tilgivet alle deres synder

når de først var kommet indenfor i kulissen

til verdens største svindelnummer

de helllige står kun til regnskab for Gud

menneskene er de ligeglade med

tænkte jeg og følte den glæde

man føler når man ved man har ret

og folder sin tanke ud

som et lille banner inde i hovedet

ligesom pensionisterne på deres side

sikkert også følte glæden ved at vide at de havde ret

men forskellen er

tænkte jeg videre

at jeg har regnet dem ud

mens jeg for dem stadig kun er en syndig gåde

det burde have forstærket min selvglæde

men mærkeligt nok følte jeg mig

kun overset og misforstået

som et digt

ingen gider at læse

solen skinnede på dumheden

for enden af en korintisk

eller var det mon en dorisk søjle?

ikke at jeg ikke sagtens kan kende forskel

(den doriske har jo vædderhorn)

og dette var helt klart ikke en dorisk søjle

men jeg holder så meget af "dorisk"

og benytter mig af enhver lejlighed

til at benytte mig af det:

fx: der er noget dorisk over dagen idag, synes jeg

eller: kom ikke her med dine doriske argumenter!

eller slet ret: hvor dorisk!

gennem den hvide maling

kunne man ane en køligere

blå bagved der illuderede kulde

i det ellers ulideligt varme

værelse uden udsigt

da vi rigtigt begyndte at kede os

foreslog du at John Oliver

havde indfiltreret Vatikanet

og nu så vi pludselig ørnenæsen

de buskede øjenbryn

og det på samme tid forvirrede og gennemtrængende blik

overalt: John Oliver som turistfører

der samlede sin flok omkring en lilla strudsefjer

fastgjort til en pegepind

John Oliver som schweizergarder

der blænder præsterne med det reflekterede sollys

i sin hellebard

John Oliver som chauffør af pavemobilen

(uden pave, desværre

men med munkelignende kørelærer og kardinallignende passager)

John Oliver som statue af Frans af Assisi

ubevægelig men livagtig

og hellig på en sådan lidt ja, nærmest ironisk måde

tiggermunken i marmor og med guldkorset

parat til at stikke op dér

hvor solen

ikke skinner

er vi inde i basilisken nu

spurgte du og gabte

ja, sagde jeg, det håber jeg

selvom jeg godt vidste

du mente basilikaen

Det sværeste ved en idé

er ikke at få den

men at blive ved med at tro på den

til den er gennemført

som nu den forrige pave

i sin glaskiste

og drengen der spurgte vagterne

der lod som om de ikke forstod

om han var lavet af voks

statuer med afhuggede genitalier

og det samme lille blad

til at dække over kastreringen

men brysterne får lov til

at strutte massive og hårde

som efter en abort.

I ansøgningen til jobbet som

overkastrater stod der måske:

har selv klosterpik

og en sikker hånd

til at gøre en ende

de begejstrede græske lem,

eller hedder det mon "lemmer" i flertal?

Vinløv og optimistiske bryster

sådan forestillede jeg mig

dagen da jeg vågnede

i modlys

jeg havde drømt om at være flødeisbaron

i den kulsorte provis

udenfor synger en usynlig fugl

usynlig for mig

der ikke kan se den

er den blå som jeg ser

den samme blå

som den du ser?

og gør det noget

hvis den ikke er?

gør det noget hvis den er?

det spørgsmål får vi nok aldrig svar på

og det gør ikke noget

korintiske søjler igen

vinløv hedder vinslöv

på svensk

det er også en landsby

jeg ofte passere og er

altså vinsløv

ikke en landsby

Lacrima di morro d'alba

kan jeg anbefale til enhver

artiskok

sagde tjeneren

det var en vin med en violet kant

når man tiltede glasset

hvad vi så gjorde

på talrige opfodringer

senere kom Enlinjesmesteren

ud og steppede for os

på en kridtstreg

bagefter gav han mig en udfoldelig kasse

på størrelse med en terning

den er til dit ego, sagde han