En fanger, en lille ægagtig mand, stod med en løftet harpun, som man kunne trække ud gennem hans ærme, hvor den var anbragt i et hul så småt som et nåleøje, og så stod man med en slebet bensplint i mellem fingrene. Dyret, våbnet var rettet imod, manglede. De grønlandske figurer stod på en poleret skrivebordshylde, og den blanke flade var is, som spejlede dem, og langt væk, ved randen af bordet skulle der have lusket en bjørn eller sprunget en hare. Der var to fangere til, den ene lignede den anden, men set på afstand - alt ved ham var mindre, fjernere.

Christina Hesselholdt: Hovedstolen