Mit første minde: min far

går ned ad havegangen, hans ryg,

en blå anorak, en brun

lædertaske i hånden, han drejer

om hjørnet. Hans ansigt

er en udvisket plet, så forvandler det sig til et påklistret portrætfoto, som jeg gemte i en skuffe i mange år og for nylig smed ud i et anfald af vrede. Billedet river sig løs og er borte i vinden, så vokser en profil ud af hans frakkekrave, en profil, som med tiden også er blevet min egen. Jeg kan ikke huske hans træk mere og har erstattet dem med mine egne. Måske for at bilde mig ind, at vi har et tilhørsforhold, at hans familieforbandelse også er min, og at den kun venter på at gå i opfyldelse. Ligesom ham, er jeg den, der forsvinder og efterlader et spor af ødelæggelse bag mig. Jeg forsvinder, om ikke nu, så om lidt, altid med en fod på dørtrinet. I dag, i morgen, eller dagen efter i går, er jeg allerede borte. Sådan ser jeg min far. Dér står han uden at se sig tilbage, vender sig så alligevel og sender mig et stivnet smil og et dødt blik, inden han drejer om hjørnet og opløses i modlyset som en guddom. Det bærer jeg med mig. Det er min dom, der venter på at blive eksekveret. Den første af mange erindringer jeg slæber rundt på, indtil jeg en dag synker sammen og bliver kvast under vægten. Det er mig, nu

og i fortiden på samme tid og på samme måde

i mit omvandrende fængsel.