I. Den største lykke for en forfatter, siger Stendhal, er at have fjender endnu hundrede år efter sin død.

II. Civiliserede sædvaner er ofte barbariske som er blegnet. Håndslaget skulle oprindelig bevidne at hånden var tom for våben. Skålen og den fælles drikken ud var en forsikring mod giftmord. Det siges ligefrem at det menneskelige smil fra begyndelsen var en truende gestus: man viste tænderne, ligesom aberne, for at skræmme konkurrenterne bort.
På tilsvarende måde var fjender i begyndelsen noget meget enkelt. Det var nogle man, hvis lejlighed bød sig, slæbte i gruset efter sin stridsvogn med gennemborede hæle. Med tiden forfinedes metoderne, men sjælstilstanden har civilisationen aldrig rigtig fået bugt med. Det er pinligt, og man skjuler det så godt man kan ved at undgå ordet fjendskab og i stedet sige “modsætninger” eller “have en konflikt”: ord som skal give indtryk af at der kun er behov for lidt information, så er sagen ude af verden.
Akilles: Jeg har en konflikt med Hektor.
Odysseus: Det er de etniske modsætninger.

III. Kollektivt fjendskab er menneskehedens ulykke og et modbydeligt misbrug af denne følelse, som bør være dybt personlig. Jeg har aldrig forstået venner der forlanger at jeg skal overtage deres fjendskaber. Det er virkelig deres egen sag. De kunne lige så godt bede mig spise deres mediciner. Tak, men jeg beder om at måtte have mine egne sygdomme.

IV. Når man indser at man har pådraget sig en fjende, melder spørgsmålet sig: Hvad har jeg gjort ham (hende)? Man kræver instinktivt at fjendskab skal være berettiget. Det uprovokerede angreb, det lumske hug i ryggen virker afskyeligt. Hvis jeg derimod har nedsablet Xs roman, afvist Ys opmærksomheder, såret Zs klassefølelse ... så er det en anden sag! Det der gør fjendskab berettiget, er således at det første træk var mit. Ellers tvinger den anden mig til at føle hævnlyst – hvilken skam!
Desværre danner denne holdning grundlag for misforståelser. Jeg har vel ikke skadet nogen! siger man uforstående til sig selv, og glemmer at ens blindhed for X, Y, Z, ja, ens blotte tilstedeværelse i deres verden kan opleves som en uudholdelig krænkelse. Fjendtligheden er deres sidste forsøg på at få mig til i det mindste at gøre dem den ære at gå til angreb.
Hvad en fjende frem for alt nægter mig, er retten til uinteresse. Så er han da virkelig en uven, eftersom han vil berøve mig et af de dejligste menneskelige privilegier.
Altså viger jeg tilbage og tier, når jeg i fornærmelserne øjner det fordækte ønske om en tilnærmelse: fjendskabets klæbrige frieri!

V. I det mindste mine fjender tror at jeg er noget.

VI. Det ubehageligste der kan ske, er at blive sammenlignet med sin fjende, men det er på den anden side en nedrighed man aldrig behøver at frygte fra hans side. Fjendskabet er til for at forhindre sammenligninger.

VII. Den gensidige afhængighed fjender efterhånden havner i, anskueliggøres af skakspillet. Den enes træk forklares af den andens position. Et særlig strålende træk er aldrig helt og holdent den ene parts skabelse: det forudsætter en interessant trussel.
Men drejer det sig ikke dér om en styrkeprøve mellem modstandere snarere end om fjendtligheder? Jo, men hvordan blev de modstandere i stedet for fjender? Ved at spille. Enhver langvarig tvekamp fremtvinger underforståede regler og konventioner. Hvis ingen af parterne på utilbørlig vis får overtaget, bliver striden efterhånden til et spil og munder ud i modstanderskabets indbyrdes forståelse.
Derfor er gammelt fjendskab at foretrække for nyt. Med årene begynder man at befinde sig godt med hinanden som fjender, en følelse der i forbløffende grad ligner venskab. Når de velkendte hug falder, tænker man: “Ja, ja, han er god nok, min gamle modstander!” Hans navn får samme hyggelige klang som ordene “arge fjende” i en officersmesse.

VIII. På højden af frihed bliver du tvivlende: er det ikke snarere vennerne som forhindrer dig i at fuldføre din bane? Deres ros gør dig nedtrykt, for der er stukket en målestok ind mellem roserne.
Fjenden slår målestokken i hovedet på dig. Men så lærer han dig også at det er en fejltagelse at lade sig måle.

IX. Når jeg fordyber mig i ældre tiders skænderier, forstår jeg at jeg har lært fjendskabet at kende i en forfaldsperiode. Tænk at have en kvik uven! En der er i godt humør, og får geniale indfald! Mine bagvaskeres møjsommeligt udtænkte tarveligheder får mig til at tænke på Cyrano de Bergeracs skuffede spørgsmål til sin angriber: Er det alt hvad I har at sige om min næse, at den er meget stor?
Vi stiller for lave krav til fjendskabet i vore dage. I forfædrenes verden betød det en evne til samspil, en ondskabsfuld, men henrykt lydhørhed. Den misfornøjede fejlfinder som har et buh! parat så snart jeg gør noget, er jo ikke en rigtig fjende. Han fortjener det hensyn man viser tunghøre: at få lov til at tale uden at blive modsagt.
Den virkelige fjende kender mig – i visse henseender bedre end jeg selv. Læser jeg ham rigtigt, bliver han et uvurderligt spejl for mig. Hvis nogen ser hvem jeg er og derpå hader mig for det, er han allerede halvt tilgivet, eller rettere sagt: så er jeg parat til at blive hans fjende, hans og ingen andens!
Oh fjendskabets sortvingede génier, vend tilbage og jag misundelsens gråspurve bort!

Horace Engdahl: Meteorer