Chokolade





Jeg begynder med at beskrive en reaktion
der sikkert ikke findes noget ord for.
Det er hos andre jeg har opdaget den. Måske er det sådan
at jeg selv
ikke kan reagere sådan. I hvert fald ikke så tydeligt som
det i aftes har kunnet mærkes på Horace Engdahl. Jeg og han sad tilbage
på Prinsen efter Kykeon-redaktionens møde, det havde været en
usædvanlig god diskussion – jeg mener vel ikke det var
en diskussion? … Samtale er det jeg mener … Det havde været en
usædvanlig god samtale om skrivningens betingelser, hvad der sker når
noget er udtømt, hvilke forskellige måder et emne eller – ja, en stil
kan være udtømt på,
når man er færdig med en artikel er man jo ikke spor ked af det – satte bare
punktum – ikke noget ubehageligt ved det.

At Horace har set væk … Det skete efter at jeg havde fortalt
om hvordan jeg tidligere på foråret åbnede køleskabet i mit køkken, ville hælde
tonic op til en gin og tonic, klokken var elleve om aftenen. Udenfor var der mørkt.
(Har netop lige løst en af de centrale scener i filmmanuskriptet Ud i sneen –
en scene jeg havde arbejdet på næsten dagligt
i over en måned, først nu er den perfekt). Rejste mig fra køkkenbordet
– ville læne mig mod vindueskarmen. Så lysene langt derude i Alvik:
det er vel tunnelbanen der forsvinder over broen? … Imens skal jeg
tage nogle slurke gin og tonic … Jeg havde beskrevet det
sådan her for Horace: at kulturen – i det hele taget,
alle former for kulturudtryk i dag i Sverige – bare var
en imitation af den følelse jeg havde lige på det tidspunkt,
og det var netop det: at han i det øjeblik ligesom stivnede – så væk –

luften gik ud af,
eller hvad siger man? I ved hvad jeg mener?

Jeg forstår jo også at det var
idiotisk sagt – selv om man er velvilligt indstillet over for mig
var det der vel at gå lige lovlig langt,
forstår jeg også.

Men det interessante er Horaces reaktion: mørkningen, eller –
jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det – og så er det nok bedre,
som sædvanlig, ikke at give det noget navn overhovedet.

Altså: jeg siger noget. Og den jeg siger det til
bliver negativt indstillet, ikke bare
over for det jeg siger, men over for … mig. – Ja. Bliver
simpelthen negativt indstillet over for mig.
(...)

Stig Larsson: Godnat til mine kære
oversat af Anders Abildgaard